Ny Vartov-leder: Grundtvig står for glæde

Fra den 1. december skal Lise Korsgaard være sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum på Vartov. Som datter af tidligere højskoleforstander Ove Korsgaard er hun fortrolig med højskoleånden og det grundtvigske livssyn

Siden 2011 har Lise Korsgaard arbejdet som kommunikationschef og vicedirektør på Statens Museum for Kunst i København. Hun vil tage sine erfaringer derfra med videre på sit nye arbejde som sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum på Vartov. – Foto: Leif Tuxen.
Siden 2011 har Lise Korsgaard arbejdet som kommunikationschef og vicedirektør på Statens Museum for Kunst i København. Hun vil tage sine erfaringer derfra med videre på sit nye arbejde som sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum på Vartov. – Foto: Leif Tuxen.

Lise Korsgaard beskriver sig selv som ukuelig optimist. Hun er båret af glæde og tro på, at ting selvfølgelig kan lade sig gøre. Den indstilling gælder også hendes nye stiling fra den 1. december sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum på Vartov. En stilling, som kan give stor indflydelse i det grundtvigske miljø, hvilket Hans Grishauge viste, da han havde stillingen og kom til at stå i spidsen for den store festival Kirkedage.

Indtil Lise Korsgaard var 14 år, boede hun med sin familie på højskolen, fordi hendes far, Ove Korsgaard, har været forstander på Gerlev Idrætshøjskole på Sjælland. Hun er derfor vokset op med højskolesangbogen i den ene hånd og de grundtvigianske tanker om ånd og fællesskab i den anden. Hun er del af en søskendeflok på fire, og chefredaktør for den digitale avis ”Zetland” Lea Korsgaard er en af dem. Hun er gift med en højskoleforstander, lillebroren er efterskoleforstander, og selv går bliver hun nu sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum på Vartov.

”På en eller anden måde hiver den grundtvigske tradition i os alle sammen. Min familie er karakteriseret ved at være fællesskabsøgende,” fortæller Lise Korsgaard.

Hvis den kommende sekretariatsleder skal beskrive, hvad der kendetegner Grundtvig, så er det et ord som ”glæde”. En glæde ved livet, fællesskaber og den verden, vi lever i. En opmærksomhed på noget af alt det, der gør livet værd at leve. På Grundtvigsk Forum og Vartov skal hun arbejde ud fra et grundtvigsk tankesæt, hvilket ikke var tilfældet i hendes hidtidige stilling som kommunikationschef og vicedirektør på Statens Museum for Kunst i København.

”Men opgaven er den samme: Det handler om at tage et historisk stof og fortælle, hvorfor det stadig er relevant at forholde sig til. Dermed hjælpe med at oversætte det tankesæt til den virkelighed, vi er i dag, ud fra en overbevisning om, at det tankesæt har noget at byde ind med. Det er jo derfor, at Grundtvigsk Forum findes,” siger hun med henvisning til et landsdækkende netværk, der omfatter en række foreninger, kredse og enkeltmedlemmer baseret på præsten og digteren N.F.S. Grundtvigs tanker og virke.

Lise Korsgaards morfar var præst. På samme måde som højskolen har kirkelivet været en integreret del af hendes liv fra barndommen.

”Jeg er vokset op med et kristent grundsyn, men jeg er også vokset op med en familie, hvor der har været plads til at diskutere kristendommen og det religiøse. Sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man tror, samtidig med, at vi har haft en tilgang til livet præget af kristne værdier,” fortæller hun.

Fra tiden på SMK tager hun viden med sig om, hvad kultur og kunst kan betyde i det enkelte menneskes liv.

”Jeg oplevede en kommentar for et par år tilbage, som vi fik fra en udenlandsk bruger, der havde besøgt museet. Den bliver ved med at vende tilbage til mig. Han skrev, at oplevelsen på SMK havde ført ham ud i en eksistentiel krise, og at han nu overvejede, om han brugte livet sammen med den rette person. Den kommentar har lige siden siddet i mig og forklaret, hvorfor kunst og kultur er så evigt vigtigt for os mennesker. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker, at alle skal overveje deres parforhold, men kommentaren viser, hvordan kunst og kultur kan bidrage med perspektiver i livet,” siger hun med smil i stemmen.

Lise Korsgaard beskriver sig selv som ukuelig optimist og engageret væsen. Det krævede mod at søge stillingen som sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum, men hendes optimiske og engagement gjorde, at hun turde bevæge sig ud på dybt vand. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Leif Tuxen.
Lise Korsgaard beskriver sig selv som ukuelig optimist og engageret væsen. Det krævede mod at søge stillingen som sekretariatsleder ved Grundtvigsk Forum, men hendes optimiske og engagement gjorde, at hun turde bevæge sig ud på dybt vand. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Leif Tuxen.

Lise Korsgaard har ellers tidligere fundet historiefaget kedeligt. Men da hun startede på Roskilde Universitet for at læse humaniora, fik hun øjnene op for faget, hvilket har fulgt hende lige siden.

”Min tilgang til det at skulle arbejde med historiefaget var, at jeg ville arbejde med det i et formidlingsperspektiv, så andre ikke skal begå samme fejl som mig og synes, at historie er kedeligt. Man skal åbne historien og fortællingen om, at historie er afgørende vigtig for, at vi kan forstå os selv som mennesker,” siger hun.

Kommunikation er blevet hendes store fag. I 2004 blev hun ansat ved Golden Days. Her arbejdede hun med kulturformidling, men også ambitionen om at give historie, kunst og kulturformidling en større plads i samfundet.

”Give historie, kunst og kultur til brugeren. Det vil jeg meget gerne tage med ind i Grundtvigsk Forum og bidrage med. Give Grundtvigsk Forums besyv med i større sammenhænge fremover. Indtage en større og en central plads i den offentlige samtale. Det er min drøm, når jeg begynder,” siger Lise Korsgaard.