Lise-Lotte Rebel: Jeg har det fint med, at jeg sagde fra

Biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel har det fint med, at hun fralagde sig Grosbøll-sagen

Lise-Lotte Rebel træder frem for offentligheden efter møde med sognepræst Thorkild Grosbøll i 2003. –
Lise-Lotte Rebel træder frem for offentligheden efter møde med sognepræst Thorkild Grosbøll i 2003. –. Foto: Keld Navntoft.

Ved bispevalgkampen i 1995 sagde du, at biskopper ikke skal blande sig i samfundsdebatten. Det lugter af pavelige dekreter?

Jeg har altid ment og mener, at en biskop ikke skal føre sit embede gennem pressen. Og der, hvor biskoppen har noget at sige som biskop, må det dreje sig om kirkelige anliggender, ritualer og lignende. Jeg har ingen spidskompetence i disse ting, her er jeg en almindelig borger med almindelige synspunkter, som ikke kræver nogen særlig pressedækning. Jeg mener, at kirkens forkyndelse angår vores gudsforhold, troen, tvivlen, anfægtelsen, skylden, kærligheden, håbet.

LÆS OGSÅ: Konfliktsky biskop har holdt sine løfter

Du sagde også, at biskoppens vigtigste opgave er at holde samtalen i gang i stiftet og opmuntre præster og menigheder til at være kirke?

Det har igen noget med tilliden at gøre. Tillid bygger på personlige forhold og relationer og ikke så meget på det, der skrives i medierne. Det holder jeg mig til. Men hvis der endelig skal tales om valgløfter, så lovede jeg at gøre alt, hvad der stod i min magt for at skaffe flere præster til Helsingør Stift. Jeg vidste og ved af egen erfaring, hvor slidte præsterne kan blive med en generel præstelig undernormering. Jeg er derfor glad for at kunne sige, at der i min tid er tilført stiftet mere end fyrre nye præstestillinger, så vi nu nærmer os 300. Det er stadig for lidt til en befolkning på 950.000. Folk i det kirkelige system vil kunne fortælle, hvordan jeg har rendt dem på dørene for at få en bedre præstelig bemanding i stiftet. Og jeg er glad for at være kommet et stykke.

Jeg har endvidere arbejdet på at sætte den kirkelige efteruddannelse på dagsordenen i stiftet, og vi har særdeles velbesøgte kurser og konventer.

Du vil også modarbejde en styrelse for folkekirken?

Jeg har jævnligt givet udtryk for glæden ved den folkekirkelige ordning, hvor de enkelte sogne og præster har friheden til at udfolde sig, og hvor forskelligheden er en rigdom. Det er en styrke, at folk, som de er flest, ønsker at slutte op om folkekirken. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jævne folkekirkelige medlemmer vil kunne identificere sig med det, en eventuel overordnet, fjern styrelse måtte finde på at udtale sig om eller beslutte. Folkekirken har sit liv fra neden og trives bedst hermed.

Biskopper skal være parat til at gå ind i konflikter, sagde du?

Konfliktløsning er en del af min daglige virkelighed, og heldigvis løses de fleste konflikter, uden at der bliver sager ud af det. I et stift af Helsingør Stifts størrelse med så mange ansatte og sogne vil det naturligvis komme til konflikter. Jeg ved ikke, hvordan eksperter kan udtale sig om konflikter, som de ikke kan kende noget til, eftersom konflikter for det meste udspiller sig i mindre rum med fortrolige samtaler mellem biskop og de involverede parter.

I Grosbøll-sagen, som var ekstrem, sagde jeg fra, efter at jeg gennem lange tider havde forsøgt at vejlede. Da det åbenbart ikke ville lykkes, overdrog jeg sagen til Kirkeministeriet, som er ansættende myndighed, med en besked om, at jeg ikke mere kunne tage ansvaret for præstens embedsførelse. Ministeriet havde flere juridiske muligheder, og det overlod jeg til ministeriet at tage stilling til, som foretog forskellige sonderinger. Det er muligvis undgået pressens opmærksomhed, som hele vejen igennem havde skrevet om præsteretten, som om det var eneste mulighed. Men det var kun en blandt flere muligheder. Da der kom en ny kirkeminister, havde sagen været ude af mine hænder i et år. Den ny minister valgte så at overflytte præsten til en anden biskops tilsyn. Jeg har det fint med, at jeg sagde fra.

Interviewet er gennemført på e-mail.