Erik A. Nielsen har en vigtig samtale til gode med sin far, hvis han møder ham i himlen

Erik A. Nielsen havde et vanskeligt forhold til sin far, der holdt forfatteren fanget i 15 år. I anledning af hans 80-årsfødselsdag i dag har vi stillet ham en række store spørgsmål om livet

Salmedigter N.F.S. Grundtvig er en af de personer, der har betydet mest for, hvem jeg er blevet, siger Erik A. Nielsen, der her ses i den gamle præsts hjem i Udby, Sydsjælland.
Salmedigter N.F.S. Grundtvig er en af de personer, der har betydet mest for, hvem jeg er blevet, siger Erik A. Nielsen, der her ses i den gamle præsts hjem i Udby, Sydsjælland. Foto: Leif Tuxen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er uden tvivl den ret lange fase, hvor vi havde vores tre børn boende hjemme her i Valby, og de fyldte huset på en måde, som gør, at jeg uendeligt savner den grad af ungdommeligt liv, ballade og intelligens, som de bragte til huse.

Det var en meget skøn periode, hvor vi kom igennem barndoms- og pubertetsproblemer, uden at der brød nogen alvorlig krise ud i huset undervejs. Det er en nådegave, at vi fik tre børn, som var vakse, talentfulde og ikke konfliktsøgende, som man kan opleve med pubertetsbørn.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

En stor sorg udsprang af et meget kompliceret forhold til min far, som nu har været død længe. Jo længere jeg kommer på afstand af det, desto mere går det op for mig, at jeg også har været en stor sorg for ham, og at han havde haft et liv, som på mange måder var meget vanskeligere end mit. Han fyldte mig med rædsel og en undervurdering af mig selv, men når jeg ser tilbage, kan jeg nu også forstå, at han var et meget klarhovedet og passioneret menneske, som det var svært at have som far. Hvis jeg kommer i himlen og møder ham, har vi en meget vigtig samtale til gode.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg læste for mange år siden en artikel, der sagde, at forældre, der slår deres børn, er mennesker, der selv er blevet slået som børn. Det er rædsomt at tænke på. Men man kan også vende sætningen om og sige, at forældre, der ikke slår, og som elsker deres børn, er forældre, som selv er blevet elsket, mens de var børn. Så i mig selv ser jeg først og fremmest min meget vidunderlige mor og den kærlighedstradition, hun har givet videre til mine søstre.

Den frygt, jeg havde over for min far, blev til sidst en kærlighed og en overgivelse af kærlighed, fordi jeg besluttede, at det skal mine børn aldrig opleve. De skal opleve, at man altid er solidarisk med dem, og at kærlighed er noget, man giver videre. Jeg kan se, at mine børn giver det videre til deres børn. Den strøm af kærlighed gennem ens slægt er næsten den vigtigste arv, man kan give videre.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Først og fremmest ville jeg gerne have været dygtigere til at håndtere det meget svære problem med min far, som holdt mig fanget i 15 år, hvor jeg var meget anstrengt og ironisk. Var det ikke lykkedes at få løst op for det, var jeg endt som en dum akademisk intellektualist.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?

Tilværelsen har været gavmild mod mig og givet mig mulighed for at blive en slags livsdetektiv. Så mit bedste råd, som jeg også har givet til mine børn og mine studerende, må være, at du skal følge din livsnysgerrighed så meget, du kan. Vær tro imod det, din nysgerrighed vækkes af, og tro på, at der findes større svar. For mig at se ligger det i den jødisk-kristne religion, at vi befinder os inde i en bevidsthed, som er større end os selv, og som man kan opleve vil én det godt, fordi verden er et skabt og ordnet sted. Undren eller mysterium er nok de vigtigste ord i mit liv.

Hvad tror du på?

Jeg tror på ens evne til at undre sig eller ens fornemmelse af, at man befinder sig i et mysterium. Mysterium betyder det, man kan se med lukkede øjne. Når man lukker øjnene, kan man få et klarsyn, som gør, at man forbinder sig endnu mere med verden, fordi det, man ser i verden, så opleves som et under. Den danske urtekst om det er Brorsons højt elskede salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort” med strofen ”det mindste græs jeg undrer på”. Jeg bevæger mig i en verden af poesi, og poesi betyder skabelse, så det vil sige, at jeg kan se det skabte. Jeg elsker solsorten, som synger for mig hver morgen, og kan få et gys af glæde over en anemone eller et blomstrende kirsebærtræ. Da jeg var ganske ung, kunne jeg få kuldegysninger og blive nærmest overvældet af lykke over, at der fandtes noget, der hed kvinder, for uden dem – og muligheden for at være i kontakt med dem – ville al min længsel og alt mit savn være forgæves. Gud havde set, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Så Gud havde skabt en, der skulle imødekomme de længsler, han havde sat i en mand. Det er en kilde til undren.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var omkring 10 år og boede på Østerbro, kom en klassekammerat og jeg gående, og hvor Østerbrogade og Strandboulevarden krydser hinanden, stod en lidt forpjusket dreng. Min kammerat sagde ”vi skal lige hen til ham, for han har ingen nerver i kroppen, så man kan bare slå på ham”. Så gik vi hen og bankede ham på skulderen, så hårdt vi kunne, og han ville vel vise, at rygtet talte sandt, så han udholdt bare smerterne. Jeg har siden tænkt på, hvor mange tæsk han mon har udholdt, som havde gjort, at han kunne gøre sig nærmest følelsesløs – og hvor mange børn der ligesom ham må bære smerten over tæsk og ydmygelser, mobning og voldtægt også i dag.