Litteraturen skal være individets stemme

Nobelpristageren Gao Xingjian skriver: Litteraturen muliggør en menneskelig samvittighed, derfor er den så væsentlig - og derfor må litteraturen ryste dette århundredes misbrug af sig

En forfatter er et almindeligt menneske. Måske er han mere følsom, men folk, der er meget følsomme, er ofte mere skrøbelige. En forfatter taler ikke som talsmand for folket eller som legemliggørelsen af retfærdighed. Hans stemme er uvægerligt svag, men det er netop denne individets stemme, der er den mest autentiske. Litteraturen kan kun være individets stemme, og sådan har det altid været. Hvis litteraturen først udtænkes som lovprisning af nationen, som racens flag, som fortaler for et politisk parti eller som talerør for en klasse eller en gruppe, kan den bruges som et magtfuldt og altopslugende propagandaredskab. En sådan litteratur mister imidlertid det, der er litteraturens iboende natur, den holder op med at være litteratur og bliver en erstatning for magt og profit. I det århundrede, vi er ved at forlade, har litteraturen lidt netop den vanskæbne, og den er i højere grad end i nogen tidligere periode mærket af politik og magt, og forfatteren er også blevet udsat for en ikke tidligere set undertrykkelse. Hvis litteraturen skal værne om sit eget eksistensgrundlag og ikke ende som et politisk redskab, må den atter blive individets stemme, for litteraturen hidrører overvejende fra individets følelser og er frugten af følelser. Undertrykkelsen Kinesisk litteratur i det 20. århundrede er blevet udpint og næsten kvalt, fordi politikken har dikteret den. Både revolutionen i litteraturen og den revolutionære litteratur har i samme grad afsagt dødsdom over litteraturen og individet. Angrebet på den traditionelle, kinesiske kultur i revolutionens navn resulterede i offentlige forbud mod og afbrænding af bøger. Talrige forfattere er i løbet af de seneste 100 år blevet skudt, sat i fængsel, sendt i eksil eller straffet med hårdt arbejde. Det har været mere ekstremt end i nogen periode med det kejserlige dynasti i Kinas historie, og det har skabt umådelige vanskeligheder for dette at skrive på det kinesiske sprog og endnu større vanskeligheder for enhver diskussion af den skabende frihed. Hvis forfatteren søgte at vinde åndelig frihed, var der kun to muligheder, at blive tavs eller flygte. Men forfatteren er afhængig af sproget, og at undlade at tale igennem lang tid er det samme som selvmord. Den forfatter, der søgte at undgå selvmordet eller søgte at undgå at blive bragt til tavshed, og som ydermere søgte at løfte sin røst, havde kun den mulighed at gå i eksil. Hvis man tager et vue over litteraturen i Øst og Vest, har det altid været sådan. Fra Qu Yuan til Dante, Joyce, Thomas Mann, Sol-zjenitsyn og til det store antal kinesiske intellektuelle, der gik i eksil efter Tiananmen-massakren i 1989. Det er den uundgåelige skæbne for den digter og forfatter, der bliver ved at forsøge at bevare sin egen stemme. I de år, da Mao Zedong gennemførte det totale diktatur, var det end ikke muligt at flygte. De klostre i fjerntliggende bjerge, der i feudaltiden havde været tilflugtssted for åndsarbejdere, blev fuldstændig ødelagt, og selv hvis man skrev i det skjulte, risikerede man sit liv. Hvis man ville opretholde sin intellektuelle uafhængighed, havde man ikke anden mulighed end at tale med sig selv, og det skulle foregå i yderste hemmelighed. Samvittigheden Jeg vil nævne, at det først var på det tidspunkt, da det blev helt umuligt for litteraturen, at jeg begyndte at begribe, hvorfor litteraturen er så væsentlig. Litteraturen gør det muligt for et menneske at bevare en menneskelig samvittighed. Man kan sige, at dette at tale med sig selv er litteraturens udgangspunkt, og dette at bruge sprog til at kommunikere med kommer derefter. Et menneske hælder sin følelser og tanker ind i et sprog, der formuleret som ord bliver til litteratur. På det tidspunkt er der ingen tanke for nytten af det skrevne eller for, at det måske en skønne dag kunne blive offentliggjort, der foreligger en slags tvang til at skrive, fordi der ligger belønning og trøst i selve glæden ved skriveprocessen. Jeg begyndte at skrive min roman »Sjælebjerget« for at forjage min indre ensomhed i just den periode, da værker, jeg havde skrevet med streng selvcensur, var blevet forbudt. »Sjælebjerget« er skrevet til mig selv uden håb om offentliggørelse. Ud fra min egen erfaring med at skrive kan jeg sige, at litteraturen ifølge sagens natur er menneskets bekræftelse på sit eget værd, og det underbygges under skriveprocessen. Litteraturen er først og fremmest et resultat af forfatterens behov for selvudfoldelse. Om litteraturen får indflydelse på samfundet, viser sig først efter et værks færdiggørelse, og værkets gennemslagskraft afgøres bestemt ikke af forfatterens ønsker. Litteraturen er hverken en forskønnelse af autoritet eller et socialt mondænt element, den har sit eget kriterium for værdi: den æstetiske kvalitet. En æstetik, der på indviklet vis hænger sammen med de menneskelige følelser, er det eneste uomgængelige kriterium for litterært arbejde. Vurderingerne er helt afgjort forskellige fra person til person, fordi følelserne hænger ufravigeligt sammen med det enkelte menneske. Der findes dog universelt anerkendte standarder for sådanne subjektive, æstetiske vurderinger. Evnen til kritisk forståelse, der næres af litteraturen, giver også læseren mulighed for at opleve poetisk følelse og skønhed, det sublime og det meningsløse, det sørgelige og det absurde, den humor og den ironi, som forfatteren har lagt i værket. En æstetik baseret på menneskelige følelser bliver ikke uaktuel, heller ikke med den evige skiften af moder inden for kunst og litteratur. Litterære vurderinger, der veksler som modefænomener, bygger imidlertid på, at nyt er godt. Det er en mekanisme, der findes i markedsbevægelserne som helhed, og bogmarkedet er ingen undtagelse, men hvis forfatterens æstetiske vurdering følger markedsbevægelserne, vil det betyde litteraturens selvmord. Især i vores nuværende forbrugersamfund tror jeg, man er nødt til at søge til kold litteratur. Den enkeltes sag For 10 år siden, da jeg var færdig med »Sjælebjerget«, som jeg havde skrevet i løbet af syv år, skrev jeg et lille essay, hvor jeg foreslog følgende form for litteratur: »Litteraturen vedkommer ikke politikken, men er udelukkende den enkeltes sag. Den er udtryk for en tilfredsstillelse af intellektet sammen med en iagttagelseevne, en betragtning over det, der er erfaret, erindringer og følelser eller skildringen af en sindstilstand. Den såkaldte forfatter er ikke andet end en, der taler eller skriver, og om der skal lyttes til ham, eller han skal læses, er op til andre at afgøre. Forfatteren er ikke en helt, der handler efter ordre fra folket, han er heller ikke værdig til at blive dyrket som afgud. Han bliver nu og da gjort til offer sammen med sit forfatterskab simpelthen på grund af andres behov. Når myndighederne har brug for at finde fjender for at aflede folks opmærksomhed, bliver forfattere ofre, og hvad værre er, forfattere, der er ført bag lyset, tror faktisk, det er en stor ære at blive ofret. I forholdet mellem forfatteren og læseren er der faktisk altid tale om åndelig kommunikation, og der er hverken brug for at mødes eller for social interaktion. Kommunikationen foregår simpelthen gennem værket. At tåle ensomheden Litteraturen er en uomgængelig form for menneskelig aktivitet, i hvilken både læseren og forfatteren er engageret af egen vilje. Litteraturen har følgelig ingen forpligtelse over for masserne. Den type litteratur, der har genfundet sin iboende karakter, kan kaldes kold litteratur. Den eksisterer udelukkende, fordi menneskeheden søger en ren åndelig aktivitet på den anden side af tilfredsstillelsen af materielle ønsker. Denne form for litteratur kommer naturligvis ikke til verden i dag. Hvor den i fortiden overvejende skulle bekæmpe undertrykkende, politiske kræfter og samfundsmæssige skikke, skal den i dag kæmpe med de samfundsnedbrydende, kommercielle værdier i forbrugersamfundet. Hvis den skal eksistere, må der findes en vilje til at tåle ensomhed. Hvis en forfatter helliger sig et sådant arbejde, vil det være svært for ham at leve af det. Den form for litteratur må følgelig betragtes som en luksus, en form for ren åndelig tilfredsstillelse. Hvis den type litteratur opnår den lykke at blive publiceret og udbredt, sker det takket være forfatterens og hans venners ihærdighed. Cao Xueqin og Franz Kafka er eksempler på det. Deres værker blev ikke publiceret, mens de levede, så de var ikke i stand til at skabe litterære bevægelser eller blive berømte. Disse forfattere levede i samfundets yderkanter og nederste lag, de helligede sig en form for åndelige aktivitet, som de på det tidspunkt ikke havde håb om at blive belønnet for. De søgte ikke social accept, men fik alene glæden ved at skrive. Kold litteratur er litteratur, der vil flygte for at overleve. Det er litteratur, der i sin søgen efter åndelig frelse, nægter at lade sig kvæle af samfundet. Hvis menneske-slægten ikke kan rumme den type ikke nyttebetonet litteratur, er det ikke alene en ulykke for forfatteren, men en tragedie for menneske-slægten.« Dette er en epoke uden profetier og løfter, og det mener jeg er godt. Forfatteren, der spiller profet og dommer, bør også holde op med det, eftersom mange profetier i det forgangne århundrede har vist sig at være bedrag. Og der er ikke behov for at skabe ny overtro om fremtiden, det er meget bedre at vente og se. Det vil også være bedst for forfatteren at vende tilbage til rollen som vidne og bestræbe sig på at præsentere sandheden. Det indre behov Når det at skrive ikke er et levebrød, eller når man er så opslugt af at skrive, at man glemmer, hvorfor man skriver, og for hvem man skriver, bliver det at skrive en nødvendighed, man skriver af tvang og frembringer dermed litteratur. Det er dette ikke-nyttebetonede aspekt af litteraturen, der er fundamentalt for den. At det at skrive litteratur er blevet en profession, er et uhyggeligt resultat af arbejdsdelingen i det moderne samfund og en meget bitter frugt for forfatteren. Det er specielt tilfældet i vore dage, hvor markedsøkonomien præger alt, og bøger også er blevet varer. Overalt er der kæmpemæssige markeder, der ikke forskelsbehandler, og ikke blot individuelle forfattere, men også fortidens litterære samfund og litterære bevægelser er alle sammen væk. Hvis forfatteren ikke vil bøje sig for markedets pres og nægter at nedværdige sig til at skabe kulturelle produkter, der har til hensigt at tilfredsstille den aktuelle mode og trend, må han skaffe sig en anden levevej. Litteratur er ikke en bestsellerbog eller en bog på en prioriteret liste, og forfattere, der føres frem i fjernsynet, er mere optaget af at gøre reklame end at skrive. Frihed i skriveprocessen er ikke noget, man får, og den kan ikke erhverves, men den kommer fra et indre behov i forfatteren selv. Udfordring Forfatteren skriver det, han ønsker at skrive og uden at bekymre sig om belønning, ikke blot for at bekræfte sit selv, men også for at udfordre samfundet. Denne udfordring er ikke et påskud, og forfatteren har ikke behov for at puste sit ego op ved at blive en helt eller en stridsmand. Helte og stridsmænd kæmper for at opnå noget stort eller for at gøre en fortjenstfuld gerning, og det ligger uden for det litterære arbejdes rækkevidde. Hvis forfatteren ønsker at udfordre samfundet, skal det ske gennem sproget, og han må sætte sin lid til personerne og scenerne i sine værker. Ellers vil han udelukkende være til skade for litteraturen. Litteratur er ikke vrede råb, og den kan heller ikke forvandle et individs harme til anklager. Det er kun, når forfatterens følelser som individ spredes i et værk, at hans følelser vil modstå tidens hærgen og leve videre i lang tid. Derfor er det faktisk ikke forfatteren, men hans værker, der udfordrer samfundet. Et værk, der bliver stående, er naturligvis et magtfuldt svar på forfatterens samtid og samfund. De højlydte krav, der har lydt fra forfatteren og hans handlinger, kan måske godt være forsvundet, men så længe der er læsere, bliver hans stemme ved at give genlyd i hans værker. En sådan udfordring kan bestemt ikke ændre samfundet. Det er alene en individuel stræben efter at overskride grænserne for den samfundsmæssige økologi og indtage et lidet iøjnefaldende standpunkt. Der er dog på ingen måde tale om et almindeligt standpunkt, for det er et standpunkt, der omfatter stolthed over at være et menneske. Det ville være trist, hvis menneskets historie kun blev håndteret af uerkendelige love og udelukkende bevægede sig blindt med nuet, så individernes forskellige stemmer ikke kunne høres. Det er i denne forstand, litteraturen udfylder historiens huller. Når historiens store love ikke bliver brugt til at forklare menneskeheden, vil det være muligt for folk at efterlade sig deres egne stemmer. Oversat af Annelise Ebbe © NOBEL LAUREATES 2000. DISTRIBUTED BY LOS ANGELES TIMES SYNDICATE Den kinesiske forfatter Gao Xingjian, der bl.a. har skrevet romanen »Sjælebjerget«, lever i eksil i nærheden af Paris. Han forlod Kina i 1987. Han har i år fået Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. »Sjælebjerget« er skrevet i sammenhæng med en større vandring gennem Kina først i 1980'erne, hvor Gao Xing-jians forfatterarbejde var umuliggjort af det kinesiske regime. Det skildrer vandringen med betragtninger over kinesisk historie, økologi og identitet indvævet. »Sjælebjerget« er, sagde priskomiteen, »et af de enestående litterære værker, det er umuligt at sammenligne med andre end værket selv.« Ovenstående er uddrag af den tale, Gao Xingjian holdt til det Svenske Akademi den 7. december, da han fik prisen overrakt. En forfatter er et almindeligt menneske. Måske er han mere følsom, men folk, der er meget følsomme, er ofte mere skrøbelige. En forfatter taler ikke som talsmand for folket eller som legemliggørelsen af retfærdighed. Hans stemme er uvægerligt svag, men det er netop denne individets stemme, der er den mest autentiske. Litteraturen kan kun være individets stemme, og sådan har det altid været. Hvis litteraturen først udtænkes som lovprisning af nationen, som racens flag, som fortaler for et politisk parti eller som talerør for en klasse eller en gruppe, kan den bruges som et magtfuldt og altopslugende propagandaredskab. En sådan litteratur mister imidlertid det, der er litteraturens iboende natur, den holder op med at være litteratur og bliver en erstatning for magt og profit. I det århundrede, vi er ved at forlade, har litteraturen lidt netop den vanskæbne, og den er i højere grad end i nogen tidligere periode mærket af politik og magt, og forfatteren er også blevet udsat for en ikke tidligere set undertrykkelse. Hvis litteraturen skal værne om sit eget eksistensgrundlag og ikke ende som et politisk redskab, må den atter blive individets stemme, for litteraturen hidrører overvejende fra individets følelser og er frugten af følelser. Undertrykkelsen Kinesisk litteratur i det 20. århundrede er blevet udpint og næsten kvalt, fordi politikken har dikteret den. Både revolutionen i litteraturen og den revolutionære litteratur har i samme grad afsagt dødsdom over litteraturen og individet. Angrebet på den traditionelle, kinesiske kultur i revolutionens navn resulterede i offentlige forbud mod og afbrænding af bøger. Talrige forfattere er i løbet af de seneste 100 år blevet skudt, sat i fængsel, sendt i eksil eller straffet med hårdt arbejde. Det har været mere ekstremt end i nogen periode med det kejserlige dynasti i Kinas historie, og det har skabt umådelige vanskeligheder for dette at skrive på det kinesiske sprog og endnu større vanskeligheder for enhver diskussion af den skabende frihed. Hvis forfatteren søgte at vinde åndelig frihed, var der kun to muligheder, at blive tavs eller flygte. Men forfatteren er afhængig af sproget, og at undlade at tale igennem lang tid er det samme som selvmord. Den forfatter, der søgte at undgå selvmordet eller søgte at undgå at blive bragt til tavshed, og som ydermere søgte at løfte sin røst, havde kun den mulighed at gå i eksil. Hvis man tager et vue over litteraturen i Øst og Vest, har det altid været sådan. Fra Qu Yuan til Dante, Joyce, Thomas Mann, Sol-zjenitsyn og til det store antal kinesiske intellektuelle, der gik i eksil efter Tiananmen-massakren i 1989. Det er den uundgåelige skæbne for den digter og forfatter, der bliver ved at forsøge at bevare sin egen stemme. I de år, da Mao Zedong gennemførte det totale diktatur, var det end ikke muligt at flygte. De klostre i fjerntliggende bjerge, der i feudaltiden havde været tilflugtssted for åndsarbejdere, blev fuldstændig ødelagt, og selv hvis man skrev i det skjulte, risikerede man sit liv. Hvis man ville opretholde sin intellektuelle uafhængighed, havde man ikke anden mulighed end at tale med sig selv, og det skulle foregå i yderste hemmelighed. Samvittigheden Jeg vil nævne, at det først var på det tidspunkt, da det blev helt umuligt for litteraturen, at jeg begyndte at begribe, hvorfor litteraturen er så væsentlig. Litteraturen gør det muligt for et menneske at bevare en menneskelig samvittighed. Man kan sige, at dette at tale med sig selv er litteraturens udgangspunkt, og dette at bruge sprog til at kommunikere med kommer derefter. Et menneske hælder sin følelser og tanker ind i et sprog, der formuleret som ord bliver til litteratur. På det tidspunkt er der ingen tanke for nytten af det skrevne eller for, at det måske en skønne dag kunne blive offentliggjort, der foreligger en slags tvang til at skrive, fordi der ligger belønning og trøst i selve glæden ved skriveprocessen. Jeg begyndte at skrive min roman »Sjælebjerget« for at forjage min indre ensomhed i just den periode, da værker, jeg havde skrevet med streng selvcensur, var blevet forbudt. »Sjælebjerget« er skrevet til mig selv uden håb om offentliggørelse. Ud fra min egen erfaring med at skrive kan jeg sige, at litteraturen ifølge sagens natur er menneskets bekræftelse på sit eget værd, og det underbygges under skriveprocessen. Litteraturen er først og fremmest et resultat af forfatterens behov for selvudfoldelse. Om litteraturen får indflydelse på samfundet, viser sig først efter et værks færdiggørelse, og værkets gennemslagskraft afgøres bestemt ikke af forfatterens ønsker. Litteraturen er hverken en forskønnelse af autoritet eller et socialt mondænt element, den har sit eget kriterium for værdi: den æstetiske kvalitet. En æstetik, der på indviklet vis hænger sammen med de menneskelige følelser, er det eneste uomgængelige kriterium for litterært arbejde. Vurderingerne er helt afgjort forskellige fra person til person, fordi følelserne hænger ufravigeligt sammen med det enkelte menneske. Der findes dog universelt anerkendte standarder for sådanne subjektive, æstetiske vurderinger. Evnen til kritisk forståelse, der næres af litteraturen, giver også læseren mulighed for at opleve poetisk følelse og skønhed, det sublime og det meningsløse, det sørgelige og det absurde, den humor og den ironi, som forfatteren har lagt i værket. En æstetik baseret på menneskelige følelser bliver ikke uaktuel, heller ikke med den evige skiften af moder inden for kunst og litteratur. Litterære vurderinger, der veksler som modefænomener, bygger imidlertid på, at nyt er godt. Det er en mekanisme, der findes i markedsbevægelserne som helhed, og bogmarkedet er ingen undtagelse, men hvis forfatterens æstetiske vurdering følger markedsbevægelserne, vil det betyde litteraturens selvmord. Især i vores nuværende forbrugersamfund tror jeg, man er nødt til at søge til kold litteratur. Den enkeltes sag For 10 år siden, da jeg var færdig med »Sjælebjerget«, som jeg havde skrevet i løbet af syv år, skrev jeg et lille essay, hvor jeg foreslog følgende form for litteratur: »Litteraturen vedkommer ikke politikken, men er udelukkende den enkeltes sag. Den er udtryk for en tilfredsstillelse af intellektet sammen med en iagttagelseevne, en betragtning over det, der er erfaret, erindringer og følelser eller skildringen af en sindstilstand. Den såkaldte forfatter er ikke andet end en, der taler eller skriver, og om der skal lyttes til ham, eller han skal læses, er op til andre at afgøre. Forfatteren er ikke en helt, der handler efter ordre fra folket, han er heller ikke værdig til at blive dyrket som afgud. Han bliver nu og da gjort til offer sammen med sit forfatterskab simpelthen på grund af andres behov. Når myndighederne har brug for at finde fjender for at aflede folks opmærksomhed, bliver forfattere ofre, og hvad værre er, forfattere, der er ført bag lyset, tror faktisk, det er en stor ære at blive ofret. I forholdet mellem forfatteren og læseren er der faktisk altid tale om åndelig kommunikation, og der er hverken brug for at mødes eller for social interaktion. Kommunikationen foregår simpelthen gennem værket. At tåle ensomheden Litteraturen er en uomgængelig form for menneskelig aktivitet, i hvilken både læseren og forfatteren er engageret af egen vilje. Litteraturen har følgelig ingen forpligtelse over for masserne. Den type litteratur, der har genfundet sin iboende karakter, kan kaldes kold litteratur. Den eksisterer udelukkende, fordi menneskeheden søger en ren åndelig aktivitet på den anden side af tilfredsstillelsen af materielle ønsker. Denne form for litteratur kommer naturligvis ikke til verden i dag. Hvor den i fortiden overvejende skulle bekæmpe undertrykkende, politiske kræfter og samfundsmæssige skikke, skal den i dag kæmpe med de samfundsnedbrydende, kommercielle værdier i forbrugersamfundet. Hvis den skal eksistere, må der findes en vilje til at tåle ensomhed. Hvis en forfatter helliger sig et sådant arbejde, vil det være svært for ham at leve af det. Den form for litteratur må følgelig betragtes som en luksus, en form for ren åndelig tilfredsstillelse. Hvis den type litteratur opnår den lykke at blive publiceret og udbredt, sker det takket være forfatterens og hans venners ihærdighed. Cao Xueqin og Franz Kafka er eksempler på det. Deres værker blev ikke publiceret, mens de levede, så de var ikke i stand til at skabe litterære bevægelser eller blive berømte. Disse forfattere levede i samfundets yderkanter og nederste lag, de helligede sig en form for åndelige aktivitet, som de på det tidspunkt ikke havde håb om at blive belønnet for. De søgte ikke social accept, men fik alene glæden ved at skrive. Kold litteratur er litteratur, der vil flygte for at overleve. Det er litteratur, der i sin søgen efter åndelig frelse, nægter at lade sig kvæle af samfundet. Hvis menneske-slægten ikke kan rumme den type ikke nyttebetonet litteratur, er det ikke alene en ulykke for forfatteren, men en tragedie for menneske-slægten.« Dette er en epoke uden profetier og løfter, og det mener jeg er godt. Forfatteren, der spiller profet og dommer, bør også holde op med det, eftersom mange profetier i det forgangne århundrede har vist sig at være bedrag. Og der er ikke behov for at skabe ny overtro om fremtiden, det er meget bedre at vente og se. Det vil også være bedst for forfatteren at vende tilbage til rollen som vidne og bestræbe sig på at præsentere sandheden. Det indre behov Når det at skrive ikke er et levebrød, eller når man er så opslugt af at skrive, at man glemmer, hvorfor man skriver, og for hvem man skriver, bliver det at skrive en nødvendighed, man skriver af tvang og frembringer dermed litteratur. Det er dette ikke-nyttebetonede aspekt af litteraturen, der er fundamentalt for den. At det at skrive litteratur er blevet en profession, er et uhyggeligt resultat af arbejdsdelingen i det moderne samfund og en meget bitter frugt for forfatteren. Det er specielt tilfældet i vore dage, hvor markedsøkonomien præger alt, og bøger også er blevet varer. Overalt er der kæmpemæssige markeder, der ikke forskelsbehandler, og ikke blot individuelle forfattere, men også fortidens litterære samfund og litterære bevægelser er alle sammen væk. Hvis forfatteren ikke vil bøje sig for markedets pres og nægter at nedværdige sig til at skabe kulturelle produkter, der har til hensigt at tilfredsstille den aktuelle mode og trend, må han skaffe sig en anden levevej. Litteratur er ikke en bestsellerbog eller en bog på en prioriteret liste, og forfattere, der føres frem i fjernsynet, er mere optaget af at gøre reklame end at skrive. Frihed i skriveprocessen er ikke noget, man får, og den kan ikke erhverves, men den kommer fra et indre behov i forfatteren selv. Udfordring Forfatteren skriver det, han ønsker at skrive og uden at bekymre sig om belønning, ikke blot for at bekræfte sit selv, men også for at udfordre samfundet. Denne udfordring er ikke et påskud, og forfatteren har ikke behov for at puste sit ego op ved at blive en helt eller en stridsmand. Helte og stridsmænd kæmper for at opnå noget stort eller for at gøre en fortjenstfuld gerning, og det ligger uden for det litterære arbejdes rækkevidde. Hvis forfatteren ønsker at udfordre samfundet, skal det ske gennem sproget, og han må sætte sin lid til personerne og scenerne i sine værker. Ellers vil han udelukkende være til skade for litteraturen. Litteratur er ikke vrede råb, og den kan heller ikke forvandle et individs harme til anklager. Det er kun, når forfatterens følelser som individ spredes i et værk, at hans følelser vil modstå tidens hærgen og leve videre i lang tid. Derfor er det faktisk ikke forfatteren, men hans værker, der udfordrer samfundet. Et værk, der bliver stående, er naturligvis et magtfuldt svar på forfatterens samtid og samfund. De højlydte krav, der har lydt fra forfatteren og hans handlinger, kan måske godt være forsvundet, men så længe der er læsere, bliver hans stemme ved at give genlyd i hans værker. En sådan udfordring kan bestemt ikke ændre samfundet. Det er alene en individuel stræben efter at overskride grænserne for den samfundsmæssige økologi og indtage et lidet iøjnefaldende standpunkt. Der er dog på ingen måde tale om et almindeligt standpunkt, for det er et standpunkt, der omfatter stolthed over at være et menneske. Det ville være trist, hvis menneskets historie kun blev håndteret af uerkendelige love og udelukkende bevægede sig blindt med nuet, så individernes forskellige stemmer ikke kunne høres. Det er i denne forstand, litteraturen udfylder historiens huller. Når historiens store love ikke bliver brugt til at forklare menneskeheden, vil det være muligt for folk at efterlade sig deres egne stemmer. Oversat af Annelise Ebbe © NOBEL LAUREATES 2000. DISTRIBUTED BY LOS ANGELES TIMES SYNDICATE Den kinesiske forfatter Gao Xingjian, der bl.a. har skrevet romanen »Sjælebjerget«, lever i eksil i nærheden af Paris. Han forlod Kina i 1987. Han har i år fået Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. »Sjælebjerget« er skrevet i sammenhæng med en større vandring gennem Kina først i 1980'erne, hvor Gao Xing-jians forfatterarbejde var umuliggjort af det kinesiske regime. Det skildrer vandringen med betragtninger over kinesisk historie, økologi og identitet indvævet. »Sjælebjerget« er, sagde priskomiteen, »et af de enestående litterære værker, det er umuligt at sammenligne med andre end værket selv.« Ovenstående er uddrag af den tale, Gao Xingjian holdt til det Svenske Akademi den 7. december, da han fik prisen overrakt.