Hvem skal bestemme over formen i folkekirkens gudstjenester?
Siden 2016 har det spørgsmål været omdrejningspunktet i den såkaldte liturgidebat, hvor gudstjenesten, som vi kender den i dag, har været sendt til et serviceeftersyn af de helt store.
Dåb, nadver, salmesang og spørgsmålet om autorisation og biskoppeligt tilsyn er nogle af de emner, der er blevet diskuteret. Og forløbet har indtil videre givet udslag i tre rapporter med dertilhørende pixi-udgaver, samt talrige debatter og diskussioner i aviser og andre udgivelser med input til fremtidens højmesse.
I morgen markeres arbejdet med en stor konference, hvor fagfolk skal kaste lys over, hvad der egentlig er på spil i diskussionen om gudstjenesterne. Konferencen markerer, at det snart er sidste chance for, at offentligheden kan indlevere input til den mailadresse, som blev oprettet til formålet for omkring et år siden. Den lukker den 26. marts.
En af dem, der skal præsentere sine tanker om liturgiens betydning er Anders Holm, der er lektor i teologi ved Københavns Universitet.
”Liturgidebatten handler jo også om magt, og hvem der bestemmer over gudstjenesterne. Er det biskopperne eller er det menighederne? Biskopperne beretter, at de gennem flere år har oplevet, at flere og flere præster og menigheder ønsker at få dispensation til at få lavet om i højmessen, som den er beskrevet i ritualbogen fra 1992. Nogle gange beder man måske ikke engang om lov. Der er ønsket ændringer i, hvilke salmer der synges, ændringer i dåbsritualer og andet. Og det man er bange for, er, at gudstjenesterne bliver så forskellige rundt om i landet, at hvis man rejser fra København til Nordjylland, så kan man ikke genkende højmessen,” siger Anders Holm og uddyber:
”Fordi gudstjenesten jo langt hen ad vejen er et ritual, og det vigtigste for et ritual er genkendelighed, kan man ende i en situation, hvor man ophæver ritualernes betydning og dermed folkekirkens gudstjenesters ensartethed. Det vil man forsøge at undgå går for vidt,” forklarer han.
Liturgidebatten er altså ikke kun et udtryk for, at der i folkekirken er en bevægelse mod fornyelse af gudstjenesten.
Den er også i høj grad et spørgsmål om centralisering over for decentralisering. Og om i hvor høj grad biskopperne kan slippe tøjlerne over højmessen og give den fri til menighederne, uden at det kammer over i et decideret liturgisk kaos i folkekirken.
”Det er altså en undersøgelse, som biskopperne har sat i verden, før de bestemmer sig for, om der eventuelt skal udvikles en ny ritualbog eller andet eller ikke. Og det har så ført til, at nogle spekulerer på, om de allerede forud for undersøgelsen har pønset på at lave noget om,” siger Anders Holm.
Morgendagens konference er arrangeret af tre af folkekirkens biskopper. Det er Marianne Christiansen fra Haderslev Stift, Tine Lindhardt fra Fyens Stift og Elof Westergaard fra Rib Stift, som alle tre har været tovholdere i processen fra begyndelsen.
Marianne Christiansen vil endnu ikke give et bud på, om hele liturgiforløbet ender med en helt ny alterbog og nye autoriserede ritualer. Skulle det komme dertil, at der på baggrund af liturgidebattens drøftelser og input skønnes at være behov for eksempelvis en ny højmesseordning eller alternative ritualer, vil de nye initiativer og konkrete forslag først skulle i høring bredt i folkekirken. Først da vil de kunne besluttes endeligt. Så der kan endnu gå adskillige år, før folkekirken måske får en ny højmesseliturgi.
Prøveordninger er også en mulighed, forklarer Marianne Christansen.
”Intet sker over natten i folkekirkens liturgi. Det er en langsom proces. Og der er sikkert også nogen, der synes, det går for langsomt,” siger hun.
”Men vi trænger til at få drøftet, hvor fælles er vi om folkekirkens liturgi, og hvor mange beslutninger der skal lægges over til den lokale selvbestemmelse. Det er jo en positiv ting, at liturgien udvikler sig. Men det er samtidig vigtigt, at vi som fælles kirke har en rimelig enighed om rammerne. For højmessen er og har hidtil været det fælles rum, som holder folkekirken sammen på tværs af en meget stor teologisk mangfoldighed. Derfor er det også ret vigtigt, at vi bliver enige om, hvorvidt liturgien for højmessen om søndagen er en facitliste, en rettesnor eller op til lokal selvbestemmelse,” siger Marianne Christiansen.
Omkring 450 deltagere har meldt sig til konferencen, ssom bliver afviklet digitalt.