Liturgien bar igennem, da jeg stod ved mine venners barns kiste

For Jeppe Bach Nikolajsen er en søndag først rigtig god, når han har haft mulighed for at deltage i en gudstjeneste. Kirkens liturgi fik for alvor betydning for teologilektoren ved Menighedsfakultetet, efter at han deltog i en begravelse af et barn af nogle venner

Jeppe Bach Nikolajsen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus, har både som barn og som voksen oplevet at stå ved et barns kiste. Som barn tænkte han ikke så meget over det, selvom han savnede sin gode ven, men som voksen kom refleksionen, og han oplevede, hvordan gudstjenestens liturgi bar ham.
Jeppe Bach Nikolajsen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus, har både som barn og som voksen oplevet at stå ved et barns kiste. Som barn tænkte han ikke så meget over det, selvom han savnede sin gode ven, men som voksen kom refleksionen, og han oplevede, hvordan gudstjenestens liturgi bar ham. . Foto: Jesper Rais.

For en del år siden mistede nogle af mine venner et barn. For den lille familie, som ud over faderen og moderen til det afdøde barn bestod af et par mindre søskende, var det selvfølgelig den største sorg, og vi andre omkring dem var dybt mærkede over tabet af barnet.

Jeg husker tydeligt, at det var meget svært at sige noget meningsfuldt. Uanset hvordan jeg vendte og drejede ordene, var alt bare helt forkert. Små børn skal ikke dø på den måde, synes vi, men det gør de jo nogle gange.

Jeg oplevede også et barns død, da jeg selv var barn, da en af mine venner blev dræbt i en trafikulykke, dengang jeg var 10 år gammel. Det kom altså uventet, og nogle forældre ville måske i bedste mening have skånet deres børn for at få døden tæt på. Men mine forældre lod mig se min ven på hospitalet, da han var død, og jeg husker, at min far forsigtigt strøg sin hånd over min vens kind. Senere deltog jeg også i hans begravelse, og det tror jeg var godt.

Ikke at jeg dengang reflekterede så meget over det, selvom jeg selvfølgelig savnede min gode ven. Eftertanken kom så til gengæld, da jeg sammen med mange andre fra fjern og nær sad i kirken til begravelsen af mine venners barn.

For det var en stærk oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Billederne af den lille, hvide barnekiste, forældrenes afgrundsdybe sorg og de små søskende, der sagde farvel til deres døde bror, vil jeg altid have med mig som minde om en begravelse, hvor det i den grad var liturgien, som bar igennem og var stærk. For til mine venners barns begravelse oplevede jeg, hvordan salmerne forenede, teksterne gav sprog, og præsten bandt det hele sammen, så det trods sorgen blev en smuk og meningsfuld oplevelse for mig.

Denne oplevelse gjorde det tydeligt, hvad jeg oplever til mange søndagsgudstjenester, nemlig at den folkekirkelige liturgi er en rigdom, og at den er betydningsfuld for mit liv. Derfor er en søndag for mig også først rigtig god, når jeg har haft mulighed for at deltage i en gudstjeneste.

Liturgien er nemlig slidstærk, dens ritualer er efterprøvede, og der er også blevet slidt på salmerne. Ofte i århundreder. Jeg bliver trukket ind i en tradition og en forestillingsverden, som rummer fortællinger, billeder, sprog og ritualer, som kan hjælpe mig til at forstå tilværelsen og håndtere livets glæder og sorger.

Det minder mig også altid om jøderne, som, dengang de levede i eksil i Babylon, begyndte at samles i synagoger for at læse i deres helligskrifter sammen og bede bønner sammen. Det gjorde de for at forstå, hvad de skulle stille op med sig selv i en ukendt situation. Og jeg kan godt relatere til jødernes situation dengang, selvom jeg ikke lever i eksil, som de gjorde det. Men jeg har også brug for hjælp til at forstå, hvem jeg er, hvor jeg er, og hvad i alverden jeg skal stille op med mig selv i den her verden.

Så jeg oplever, at liturgien giver mening, orientering og er en ramme om mit liv. Det skal ikke forstås sådan, at når jeg går ud ad kirkedøren, så ved jeg, hvad jeg nu skal stille op i den enkelte konkrete situation. Men jeg oplever alligevel, at liturgien kaster lys over min tilværelse.

Når jeg ser skoven, træerne og havet, så ved jeg, at det alt sammen er en del af Guds verden, som jeg får lov at leve i. Det har salmerne og bibelteksterne hjulpet mig til at forstå.

Jeg ved måske heller ikke, hvilket arbejde jeg skal have, men jeg ved, at jeg er kaldet til at leve et virksomt liv i tjeneste for Gud og andre mennesker.

For nogle kan liturgien være fremmedgørende og undertrykkende, og jeg anerkender naturligvis fuldt ud, at det kan være tilfældet. Men for mig har det været en hjælp at opnå større forståelse af et centralt aspekt af gudstjenesten, nemlig at liturgien er en del af og et udtryk for den kristne tradition, der rummer en kompleks livsvisdom, som kan være mig til hjælp.

Hvordan bliver din tro udfordret?

Det kan indimellem være en udfordring for mig skiftevis at få kroppen og hovedet med i min tro, men også her hjælper liturgien mig, så jeg kan have troen med i det hele. Når jeg er til gudstjeneste, er jeg til stede med hele min person, fra jeg bekender min kristne tro, over at jeg bøjer knæ ved alteret, og til at jeg beder bønner. Jeg deltager altså med hele min person, med både krop og hoved, og gudstjenesten bliver på den måde en orienteringsbegivenhed, der kaster lys over hele mit liv og hjælper mig til at vide, hvad jeg skal stille op med mig selv, både til hverdag, og når der er meget på spil.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg snakkede engang med en norsk sognepræst om trospraksisser. Han anbefalede altid, at hvis man ønskede at udvikle en praksis, som kunne udtrykke ens tro, skulle den være så beskeden og overkommelig, at man ville være helt flov ved dens enkelthed, for den måtte ikke blive en byrde. Det var et fint råd til mig. I en lang periode af mit liv, da jeg var yngre, slog jeg således korsets tegn for ansigt og bryst ved dagens afslutning. Det var for mig et udtryk for, at jeg overgav dagens gøremål og mit liv i Guds hænder, hvilket var en styrke for mig.