Prøv avisen

Livet er ikke fastlagt på forhånd

Fra en kristen synsvinkel må man tage afstand fra spådomskunster, der mener, at livet ikke er åbent for Guds og menneskers indfyldelse, skriver Pernille Aagaard i et svar i denne uges uddrag fra religionsdebatten på Kristeligt Dagblads

Om kiromanti og kristentro

Spørgsmål: Hvordan skal man som kristen forholde sig til disciplinen »kiromanti« (håndlæsning)?

Maria S.

Formand for IKON Pernille Aagaard svarer: Alt efter vinkel og temperament kan man opfatte kiromanti som en spådomskunst eller som et redskab til selvudvikling, personlig udvikling eller åndelig udvikling - og alt efter hvilken vinkel man tager, vil afstanden til en kirkelig funderet kristen tro være større eller mindre.

Hvis man opfatter kiromanti som spådomskunst, altså som en mulighed for at forudsige, hvad der vil ske i personens fremtidige liv, så mener jeg helt klart, at man fra en kristen synsvinkel må tage afstand fra kiromantien - ligesom man fra en kristen synsvinkel må tage afstand fra andre spådomskunster, der mener, at livet er (karmisk) fastlagt - og dermed ikke åbent for Guds og menneskers arbejde, indflydelse, forandring og indgriben.

Hvis man opfatter kiromanti som en udviklingsvej, så er problemstillingen for mig at se knap så entydig - men dermed også mere kompliceret. I dag bruger mange mennesker metoder som kiromanti, astrologi, numerologi o.s.v. som hjælpemidler til at gennemskue (handlings)mønstre i deres liv - og som hjælpemidler til at få øje på udviklingsmuligheder og muligheder for vækst.

Mange mennesker er meget imponerede over, hvad f.eks. kiromantikere og astrologer kan fortælle om deres liv - og ser man f.eks. »Den 6. sans« i TV kan man jo umiddelbart godt blive noget benovet over, hvad disse mennesker tilsyneladende er i stand til at udsige om et ukendt menneske alene ud fra aftryk af hænder eller horoskoper.

Før man falder helt i svime, bør man dog tage i betragtning, at størstedelen af de udsagn, som fremkommer, er af en så bred og almen karakter, at de kan tolkes som relevante af den modtagende - og vi ved fra undersøgelser, at mennesker primært hæfter sig ved det, der passer og er relevant - og overhører udsagn, der ikke matcher så godt.

Men hvad så med de sommetider endog meget præcise udsagn, der fremkommer? Hvordan skal man forholde sig til dem som kristen? Har folk de evner som et resultat af metoden (f.eks. kiromanti)? Eller har de evnen som et resultat af en ekstrem stor følelsesmæssig intelligens, der sætter dem i stand til at »aflæse« mennesker? Eller er disse mennesker i kontakt med en åndelig verden, der kan videregive dem budskaber - og i givet fald: hvilken åndelig verden er det? Er det Guds - eller Satans?

Her er der ingen facitliste - og hvert enkelt menneske, der overvejer at benytte sig af kiromantikere, astrologer o.s.v. som hjælp i deres personlige udvikling og vækst, må - gennem sin sunde fornuft og ved at bede Gud om hjælp til at vurdere ånderne - selv nå frem til en vurdering af, om man tør lægge sit liv i hænderne på den pågældende kiromantiker, astrolog eller ...

Jeg ville ikke selv som (kristent) menneske lægge mit liv i hænderne på en kiromantiker, astrolog eller anden, der mente at kunne »se« noget om mig. Jeg ville ikke bryde mig om at arbejde på en udvikling, som en anden havde kunnet »se« var min vej. Hvilken vej, jeg skal, vil jeg gerne selv lægge fast. (forkortet af red.)

Hjertelig hilsen

Pernille Aagaard

Torarullernes brug i familier og synagoger

Spørgsmål: Har alle jødiske familier en torarulle?

Emil S. Broberg

Pensioneret lærer Aron Skop svarer: En torarulle er en pergament-rulle (garvet skind), håndskrevet af en toraskriver, der har et indgående kendskab til de fem Mosebøger.

Toraskriveren skal være en mand, der selv lever efter toraens love, idet han er med til at formidle Gus ord. Han skal desuden have en sikker hånd. Fejl må ikke forekomme. Det tager derfor lang tid at færdiggøre en torarulle, minimum et halvt til et helt år, og prisen kan derfor nemt snige sig op til flere hundredetusinde kroner.

Som følge deraf er en torarulle ikke hver mands eje, men den findes i visse hjem, hvor den enten er gået i arv i familien, eller i større velhavende hjem, hvor der ind imellem holdes gudstjeneste, og hvor der derfor læses op af rullen på f. eks. sabbatten, den ugentlige helligdag.

Det er i mange jødiske familier skik at holde gudstjeneste i hjemmet i tilfælde af, at et familiemedlem går bort. I sådan et tilfælde vil det jødiske begravelsesselskab sørge for at skaffe en torarulle til brug ved gudstjenesten.

Som et lille kuriosum kan jeg tilføje, at Københavns Synagoge ejer mere end 30 toraruller, og det er der mange, der undrer sig over. Men det hænger sammen med, at de fleste toraruller egentlig har hørt til i de jødiske provinsmenigheder (f.eks. i Ålborg, Randers og Frederica), men da disse synagoger ikke findes mere, er torarullerne altså endt i Københavns fungerende synagoge i Krystalgade.

n gang om året bliver alle torarullerne taget ud af toraskabet. Det foregår på »Toraens Glædesfest«, som fejres om efteråret, når man færdiglæser de fem Mosebøger. Så vil man i mange synagoger kunne opleve, at menigheden danser rundt med torarullerne i glæde over at have modtaget en så storslået gave af Vorherre selv.

Venlig hilsen

Aron Skop