Prøv avisen

"Livet går nedenom og heldigvis hjem"

KD - Mogens Mogensen - Christiansfeld - Tro og Tvivl. Foto: Claus Fisker.

Som ung studerende oplevede Mogens Mogensen, ph.d. i interkulturelle studier, at hans barnetro kom gennem videnskabens syrebad og blev formet af dette møde. Han ser sig til stadighed udfordret af Jesus, der modsiger ham og vender tingene på hovedet

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg oplever, at min tro er en respons på noget, som kommer til mig udefra. Noget, jeg har hørt eller mødt, og som har grebet mig. Tro er for mig i høj grad tillid. Evangeliet er for mig en historie, der beskriver sandheden om mit liv og den verden, vi lever i, og den historie har jeg tillid til. Troen er noget, jeg har sammen med andre. Troen er en taknemmelighed for det liv, jeg har fået givet, og det er en glæde over at vide, at han, der står bag alting, elsker mig. Det er et håb om, at uanset hvordan verden ter sig, og at det ender med døden til sidst, så er der et håb, der rækker ud over det mørke, vi kan stå i.

LÆS OGSÅ: "Jeg befinder mig et sted mellem at være ateist og troende"

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opvokset i Hanherred i et hjem, hvor det var naturligt at gå i kirke hver søndag. Men troen var også forbundet med en meget stor blufærdighed. Troen var nemlig sjældent noget, vi talte om derhjemme. Den lå i stedet hele tiden som en klangbund for tilværelsen.

Mine forældre var ikke så glade for de store ord, og vi diskuterede derfor aldrig kristendommen. Da jeg som ung skulle ud i Europa på stop, kiggede mor på mig og sagde: Mogens, vi vil tænke på dig. Det betød, at de ville bede for mig, men sådan noget kunne man ikke sige direkte.

Kristentroen var i stedet knyttet til handlinger og etik, og der var stor omsorg for de svage, som ellers blev overset i samfundet. Mine forældre tog sig af de mennesker, der havde brug for omsorg og hjælp. Jeg så derfor i praksis, at alle mennesker er lige meget værd, uanset om man er fattig husmand, dyrlæge eller fordrukken daglejer.

Mine forældre havde både forbindelse til det missionske og det grundtvigske, og vi kom både i missionshuset og til højskoleaftener. Mine forældre var ikke med i inderkredsen nogen af stederne, for det var i stedet folkekirken, der var centrum hos dem.

Hvad har udfordret din tro?

Kristendommens selvfølgelige og uudtalte plads i mit barndomshjem blev udfordret, da jeg kom på gymnasiet i Aalborg, og endnu mere da jeg kom på Aarhus Universitet og læste historie. Da oplevede jeg, at den videnskabelige tilgang til tilværelsen udfordrede min tro. Det gav mig en masse spekulationer at tale med folk om det.

På en måde kan man sige, at min uskyldige barnetro kom gennem videnskabens syrebad. Men den kom ud forandret og styrket på den måde, at jeg oplevede at se, at videnskab og tro langt hen ad vejen ikke er modsætninger. Videnskaben giver et perspektiv på den samme virkelighed, som jeg forholder mig til i troen. For mig er det ligesom, hvis man sammenligner det med et hus. Man kan beskrive det med en grundplan, men det kan også beskrives med et luftfoto, og på samme måde oplever jeg, at kristendommen og videnskaben forholder sig til den samme virkelighed. Jeg lærte også at se de begrænsninger, kristendommen og videnskaben har. Jeg blev klar over, at lige så absurd det er at reducere kærlighed til kemi, lige så absurd er det at reducere mennesket til støv, for der er også ånd.

Min tro er også blevet udfordret, hver gang jeg har oplevet bundløs meningsløshed eller ondskab. For hver gang rejser det spørgsmålet, hvor Gud er i alt det her. Jeg er nået frem til, at kristendommen ikke giver svar på alle de spørgsmål, jeg bakser med. Jeg må lære at leve med, at der ikke er svar på alt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Den er formet af de møder og samtaler, jeg har haft med mennesker, der er anderledes end mig selv. Allerede på studiet i Aarhus i 1970erne var der en stor gruppe af de studerende, som var marxister. Det har været med til at forme min tro, at jeg har været i løbende diskussion med dem. Vi talte blandt andet om, hvad kristendommens svar er på de sociale problemer, der er i samfundet.

Noget andet, der har formet min tro, var de år, jeg var missionær i Nigeria. Der mødte jeg en gennemreligiøs kultur, hvorimod vores religiøsitet herhjemme er mere flad. Nigerianerne havde større højder og dybder i troen, end vi har.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Det er svært for mig at forestille mig livet uden Gud. Forfatteren C.S. Lewis sagde engang i et citat: Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på, at solen er stået op. Ikke, fordi jeg nødvendigvis kan se den, men fordi jeg på grund af den kan se alt andet.

Kristentroen kaster et helt andet lys ind over mit liv. Jeg tror ikke først og fremmest på den på grund af dens dogmer, men fordi den åbner horisonter for mig, så jeg kan se virkeligheden tydeligere og skarpere. Den sætter fortegn for mit liv, og det handler ikke om noget for noget, men om nåde. At alle mennesker er gudskabte og værdifulde, og det sætter et håbstegn for mig om, at livet nok skal blive godt i den absolut sidste ende, uanset hvordan livet er lige nu. Der er et opstandelsestegn, for livet går nedenom og heldigvis hjem. Der er altså opstandelse til sidst.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ikke noget ideal og forbillede ud over Jesus. Det udfordrer mig, at han til stadighed modsiger mig og vender tingene på hovedet. Hos andre mennesker kan jeg opleve, at der er elementer, der er et forbillede for mig og gør indtryk på mig. Da jeg i sin tid læste på et universitet i USA, havde jeg en professor, hvis eminente videnskabelige faglighed var kombineret med et dybt engagement i troen. En anden person var en afrikansk evangelist, jeg mødte i Nigeria, som flyttede ud i en landsby for at fortælle befolkningen om Jesus.

Den sidste, jeg vil nævne, er den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som evner at møde sine forfølgere med forsoning og tilgivelse.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er et citat fra den engelske teolog Kenneth Cragg, som jeg er vendt tilbage til mange gange. Han var optaget af mødet mellem muslimer og kristne. Han sagde engang: Vores første opgave, når vi møder et andet menneske, et andet folk, en anden kultur, en anden religion, er at tage skoene af, for stedet, vi nærmer os, er helligt. Ellers kunne det ske for os, at vi trampede på et andet menneskes drøm. Endnu mere alvorligt kunne vi komme til at glemme, at Gud var til stede, før vi dukkede op.

Tanken om at tage skoene af er et godt råd, når vi møder et andet menneske. Det handler om, at vi skal være gode gæster i andre menneskers liv, for vi kommer på deres præmisser, og vi skal altid komme i magtesløshed.