I næsten to år var Bit Vejle mere eller mindre lænket til et lokale uden lys og lyd. I perioder kunne hun hverken tale eller gå og måtte kravle for at komme til og fra toilettet. Den neurologiske sygdom ME – også kendt som kronisk træthedssyndrom – havde overmandet hende og bog-stavligt talt slået hende i gulvet. Hun måtte sige farvel til sit job som underholdningschef på den norske tv-station NRK og gentænke sit liv.
”Det var voldsomt skræmmende pludselig at blive syg og være fuldstændig fysisk udmattet og ude af stand til at gøre noget. Det satte en masse tanker i gang,” fortæller Bit Vejle, der genfandt sig selv gennem papirklip og i dag er kendt som kunstner på feltet.
Ifølge kunstneren hører modgang til dét at være menneske, og det taler for hende ind i søndagens prædiketekst fra Matthæusevangeliet, som beskriver, hvordan disciplene under en sejltur med Jesus blev ramt af en stor storm.
Før hun udfolder sin fortolkning af teksten, understreger hun, at hun ikke er vant til at udtrykke sig i ord – men i billeder med papir og saks. Derfor taler hun også om ”tekstens billeder”. For Bit Vejle er båden et billede på mennesket, mens havet med dets store og små bølger skildrer livet, og stormvejret livets vanskeligste perioder.
”Folk bliver ramt af forskellige stormvejr livet igennem. Det kan tage mange former, og for mig har det blandt andet taget sig ud som den alvorlige sygdom, som jeg blev diagnosticeret med for godt 10 år siden og stadig er mærket af,” fortæller hun og nævner, at hun i dag blandt andet må være meget omhyggelig med at tage hvil i løbet af dagen for ikke at overbelaste sit system.
At Jesus i teksten er til stede i båden, tolker Bit Vejle som et billede på, at der er noget i verden, som er større end os selv – og at vi altid har det inden for rækkevidde.
Det var også et gennemgående tema, da hun i 2015 efter et års fordybelse kunne præsentere en tre gange to meter stor altertavle i papirklip i Sverresborg Kirkesenter i norske Trondheim.
I midten af altertavlen har kunstneren klippet et hjerte, hvorfra et detaljeret bladværk forgrener sig ud i hele altertavlen, der er rammet ind af Fadervors syv bønner. Værket skildrer livets faser, fra fødsel, dåb og barndom til alderdom og død, og overalt har hun klippet små mennesker ind, som befinder sig forskellige steder på livsvejen.
”Hjertet i centrum skildrer, at alt, der har med kirken at gøre, også har med kærlighed at gøre, og hvor end menneskene er i livet, kan de række ud og nå én af de forgreninger, der fører ind til hjertet – til Guds kærlighed,” forklarer Bit Vejle.
Selvom Guds kærlighed er inden for rækkevidde, er én af personerne faldet hele vejen igennem livsfaserne og havnet uden for altertavlens ramme. En hånd har dog i sidste øjeblik grebet fat i den faldende person – og det er hele essensen i værket, fortæller kunstneren: at man ikke er alene.
”Når man går igennem svære tider, kan man føle sig fuldstændig alene i verden, og da dukker spørgsmålet ofte op: Er der mon noget, der er større end mig? Bruger man kræfter på at tænke det til ende, vil man opdage, at svaret er ja,” siger hun.
Det har Bit Vejle mærket på egen krop, og hun er overbevist om, at alle andre på et tidspunkt i livet har oplevet det samme.
”Om man vælger at kalde det Gud eller tro eller noget helt tredje, er mindre vigtigt, men der er noget, der er større end os selv,” siger hun og uddyber:
”Det mærker vi for eksempel, når vi føler kærlighed til vores børn, venner eller sågar til en vigtig sag, hvor vi fornemmer og helt fysisk føler, at det her er vigtigere end os selv. Det er sundt for et menneske at nå til den erkendelse, for det afføder ydmyghed og giver samtidig tryghed og ro.”
Ifølge Bit Vejle er kriser og de refleksioner, som de afføder, samtidig med til at forberede hende på døden.
“Som en efterhånden meget voksen kvinde på 60 år har jeg gennemlevet en del storme, og de har givet mig nogle erfaringer, som kan hjælpe mig, når jeg engang skal dø, fordi jeg hver gang har oplevet, at jeg ikke er alene, men er omgivet af noget større. På den måde føler jeg, at jeg har øvet mig i at række hånden ud efter trøsten.”
Bit Vejle indgik for flere årtier siden en kontrakt med Gud. Som otteårig blev hun indlagt med gigtfeber og var i en måned i isolation på sygehuset. Her lavede hun en aftale med Gud om, at hvis han lod hende leve, ville hun huske på ham resten af sit liv.
“Jeg var på et tidspunkt så seriøs, at jeg overvejede at uddanne mig til præst. Jeg var dog overbevist om, at mit latin ikke var stærkt nok, så jeg droppede det. Men jeg har holdt mit ord,” siger hun.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Der er to – faktisk tre – ord, jeg ville lægge vægt på. Håb og tillid først og fremmest, idet teksten minder os om, at vi ikke er alene, fordi der er noget, der er større end os selv. Og så er der et ord, der for mig at se er det vigtigste redskab, vi har her i livet, som jeg også ville videregive: tilgivelse.
Hvordan ser din ønskegudstjeneste ud?
Den almindelige søndagsgudstjeneste. Det er et stort privilegium, at kirkeklokkerne gennem århundreder har ringet ind til gudstjeneste hver eneste søndag. Hvis jeg har brug for at blive fyldt op åndeligt, kan jeg tage til gudstjeneste og altid føle, at jeg går beriget derfra. Min sjæl bliver løftet af at besøge kirkerummet.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Det er svært, for det er alle gode, slidestærke råd om, hvordan man bør opføre sig og leve sit liv. Men skal jeg vælge, går jeg med det første bud (Du må ikke have andre guder end mig, red.), for det er udgangspunktet for de andre. Helt personligt synes jeg dog, at De Ti Bud mangler et bud om, at man skal elske sin næste som sig selv.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg har erfaret, at der er noget større end mig selv, og det handler om kærlighed. Og så anser jeg Bibelen for en livsvejledning, der kan hjælpe os til at søge det gode og samtidig give trøst og håb, når livsstormene raser allerværst.