Sekretariatschef: Livet vendte tilbage og udfoldede sig på uventet vis efter min skilsmisse

Troen er ikke pågående, men altid til stede, siger Joachim Juel Vædele, sekretariatschef i Grundtvigsk Forum. Ifølge ham handler søndagens tekst om, at livet kan blive nyt igen, som han selv oplevede efter en skilsmisse

Joachim Juel Vædele har primært brugt sit liv i søfartsverdenen, men virker nu i Grundtvigsk Forum. Han prøver at forene de to verdener ved at igangsætte en sejlende højskole. –
Joachim Juel Vædele har primært brugt sit liv i søfartsverdenen, men virker nu i Grundtvigsk Forum. Han prøver at forene de to verdener ved at igangsætte en sejlende højskole. – . Foto: Søren Kjeldgaard.

Joachim Juel Vædele er på det norske skoleskib ”Statsråd Lehmkuhl”, da han taler med Kristeligt Dagblad. Skibet er næsten lige stævnet ud fra Bergen i Norge, og kursen er sat mod Shetlandsøerne nord for det skotske fastland. Det lykkes ham dog at finde et roligt sted med en god telefonforbindelse, hvor han kan forholde sig til søndagens prædikentekst.

Ifølge Joachim Juel Vædele er teksten gyldig i dag, ligesom den var for små 2000 år siden. Han mener, at teksten handler om det paradoksale i at tro på noget, der ikke giver logisk mening.

”Vi kan ikke have sikker viden i forhold til Gud. Vi må forlade os på tro. Og det kan virke paradoksalt for et moderne menneske, men også for Nikodemus i teksten. Han kommer hen til Jesus og fortæller, at han ikke forstår det at blive født igen og tager det bogstaveligt. Og så siger Jesus, at det ikke er sådan, det forholder sig: ’Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.’ Og hvis man ikke er født af vand og ånd, altså hvis man ikke er døbt, så kommer man ikke ind i Guds rige. Om frelsen sker i dåben, eller om barnet fra skabelsen er et Guds under med Guds velsignelse, kan stadig optage både lægfolk og teologer, og man kan spørge, hvad dåben så betyder. Et klart svar er nok svært at forvente.

Trinitatis-tiden, som begynder nu i kirkeåret, varsler også en ny tid. Livet skal og kan blive nyt. Måske budskabet er, at ’I skal fødes på ny’. Selv oplevede jeg det sidste år oven på en svær sygdomsperiode og en skilsmisse, at livet vendte tilbage og udfoldede sig på ny og uventet vis. For eksempel, at jeg nu i pinsen står på dækket af et norsk skoleskib på vej mod Shetlandsøerne. Det havde jeg ikke forestillet mig, da mit liv var på vej til at gå i sort,” siger han.

Joachim Juel Vædele bemærker grinende, at han muligvis kommer til at være formet af omgivelserne i sine svar. Han befinder sig på havet, fordi han er i gang med at starte en sejlende højskole og er på en studietur i den forbindelse. Han tror, at højskolebevægelsen giver et grundlag for at svare på en grundlæggende eksistentiel undren, der lyder: Hvorfor?

”Den nysgerrighed, der opstår, når man beskæftiger sig med det spørgsmål, afføder hen ad vejen også en sikkerhed i at være i usikkerheden,” siger han og tilføjer:

”Jeg har en maritim baggrund og med al respekt for andre læringsplatforme, så tænker jeg, at et skibsdæk er et af de mest fuldendte steder at lære unge mennesker noget om verden, da alle sociale, praktiske og intellektuelle færdigheder bliver sat i spil på et skib. Der er noget helt særligt ved den langsommelighed, hvormed man kommer ud i verden på et skib. Man skal prøve at finde de huller, hvor man kan trække sig lidt tilbage og erkende verden på nye måder, når verden bevæger sig så hurtigt.”

Joachim Juel Vædele tror dog ikke kun, at det er højskolelivet, der kan hjælpe mennesker med at finde ro. Han fortæller, at han selv bruger litteraturen til at håndtere det ubegribelige, og hans egen tro hjælper ham, når han skal håndtere de helt store ting i livet. For eksempel det at være far.

”Jeg har fire børn, og i forhold til dem spiller min tro en rolle. Fordi den giver mig ro i forhold til det at sætte børn i verden og have tro og tillid til, at det nok skal gå. Når man har børn, er man nødt til at have en tillid til, at verden er et godt sted at være,” siger han.

Selvom en stor del af hans arbejdsliv er relateret til det kirkelige, og han beskriver tro som en fast følgesvend, mener Joachim Juel Vædele ikke, at troen er i forgrunden i hans liv.

”Jeg er vokset op i en grundtvigsk verden, og der er troen hele tiden med, men den fylder ikke nødvendigvis noget på en pågående og udadvendt måde. Den tro, som jeg er vokset op med, er ikke en, som man skilter med, snarere en slags rodfæstethed i menneskelivet.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville forsøge mig med noget om at have tillid til det, man møder på sin vej gennem livet. At livet kan blive godt oven på svære udfordringer eller sorger. Ikke fordi man på managementagtig vis ”arbejder med det” – men fordi man på stoisk vis lærer at være i verden, som den er. Med det og de forhold til andre og til sig selv, som tilværelsen byder en.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det er for det moderne menneske det paradoksale første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig”. At Gud er Gud, giver mennesker frihed til netop at være mennesker. Vi behøver ikke at gøre os til herrer i vores eget eller andres liv, men kan glædes over og takke for det menneskelige med alle dets finurligheder.

Hvordan ser din ønske-gudstjeneste ud?

Måske netop derfor er der to ønskegudstjenester for mig. Den ene i min barndoms og ungdoms kirke, Kindertofte Kirke på Vestsjælland, hvor min fars familie ligger begravet. Det er som at komme hjem. Den anden: At gå ud ad min dør og over gården for at høre min nabo Niels Grønkjær prædike i Vartov, hvor jeg er medlem af valgmenigheden. Nærheden mellem hjem, arbejde og kirken, hvor min yngste datter er døbt og mine ældste børn konfirmeret, giver en konkret sammenhæng og afstand mellem arbejde og menighedsliv.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det er et svært spørgsmål. Det er farligt at forestille sig et alt for konkret gudsbillede. Jeg er optaget af det, som Grundtvig kalder Gud-billedlighed. At ethvert menneske er skabt i Guds billede og dermed fra begyndelsen har uendelig værdighed. Dermed er der fra begyndelsen lighed mellem alle mennesker. I det billede forsøger jeg at se Gud og mig selv.