”Jeg har altid elsket min far, også selvom han blev drabsmand”

Den 41-årige psykolog Jørgen Casparsen blev præget af en opvækst med en alkoholiseret far, der blev drabsmand. I morgendagens prædiketekst hører psykologen et budskab om radikal ændring af menneskers livsbane

 Jørgen Casparsen, afdelingsleder for psykologgruppen i PPR i Randers, voksede op med en far, som sad i fængsel for drab, og troen har lært ham, at Jesus er nær i alle livets kummerlige afskygninger og inviterer til et livsforandrende håb. Privatfoto.
Jørgen Casparsen, afdelingsleder for psykologgruppen i PPR i Randers, voksede op med en far, som sad i fængsel for drab, og troen har lært ham, at Jesus er nær i alle livets kummerlige afskygninger og inviterer til et livsforandrende håb. Privatfoto.

Det handler om muligheden for at ændre sit liv fuldstændig, siger psykolog Jørgen Casparsen, når man spørger ham om morgendagens prædiketekst.

”Gennem kirken og troen får vi tilbudt en forandringsramme på et radikalt plan. Her er et håb og et værdisæt, som er livsforandrende,” siger Jørgen Casparsen.

Han ser den dimension komme til udtryk i Jesu ord: ”I min faders hus er der mange boliger.”

”Vi skal aldrig tro, at vi ved mere end andre. I gudsriget er der plads til alle – skøgen, spedalske og alle, som ellers er dømt ude. Jesus gør op med al selvretfærdighed og enhver, som tror sig tættere på Gud end andre,” reflekterer manden, der er afdelingsleder for psykologgruppen i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Randers Kommune.

Budskabet er essentielt for Jørgen Casparsen. Det giver plads til, at vi som mennesker med al vores skyld, skam og forkerthed frit kan træde frem for Gud og møde nåde og barmhjertighed. For ham selv har dette livsforandrende budskab gjort, at han fandt hvile med sig selv og ikke mindst med tabet af sin far, der døde tidligt.

Faderen var med Jørgen Casparsens ord en kompleks mand. På sine gode dage genial og sprudlende kreativ. Men også en far, der var alkoholiseret, skrøbelig og mørk.

”Når han havde det godt, var han fantastisk. Men livet gled igennem ham som sand mellem fingrene,” siger Jørgen Casparsen.

Han så sin far i tilstande, som et barn ikke skal se sin far i, og da Jørgen Casparsen var 12 år, kollapsede det for faderen. Han begik et drab.

”Jeg har altid elsket min far, også selvom han blev drabsmand. Ofte var det svært for mig at være sammen med ham, det var sorgfuldt, og jeg skulle passe på mig selv. Jeg har aldrig følt had til ham, kun en stor ulykkelighed over, at hans skrøbelighed ødelagde ham og kostede et andet menneske livet.”

Jørgen Casparsen har det meste af livet været privat om sin far, ligesom han også er det om sin tro. Det er en historie, som han mest af alt går med for sig selv.

”I skolen og på gymnasiet kunne jeg ikke fortælle, at min far var drabsmand. Jeg havde andre vilkår end de fleste, og jeg måtte anskue livet på en anden måde,” siger Jørgen Casparsen, der også er vokset op med en hjerneskadet bror.

”Mit held var, at mine forældre blev skilt, da jeg var fire år, så jeg er vokset op i et hjem med stabile relationer med min mor og ham, som blev min nye far.”

Tilhørsforholdet til Højbjerg Frikirke ved Aarhus, som i dag er en del af Saralystkirken, gav retning i barndomshjemmet.

”Da mine forældre blev skilt, fik min mor tilbudt en lejlighed tilknyttet kirkebygningen. Frikirken var præget af forstandige og rummelige mennesker, som lagde stor vægt på relationer. Der var mange pædagoger og lærere. Det blev min redning, at vi kunne flytte ind der,” siger Jørgen Casparsen.

”I mine sene ungdomsår baksede jeg meget med min tro, og der var også nogle år, hvor jeg havde brug for at tage afstand fra kirken, fordi jeg havde svært ved at forlige mig med den normative og fordømmende røst, som jeg hørte fra nogle kirkelige retninger, for eksempel i fordømmelsen af homoseksuelle,” siger han og fortsætter:

”Det harmonerede på ingen måde med det, som jeg opfattede som kristendom, og i nogle år koncentrerede jeg mig om at finde mit eget ståsted.”

Aldrig, pointerer han, har det været et opgør med det frikirkemiljø, som han er vokset op i, og som han som voksen også er en del af. Her har han nemlig oplevet det favnende fællesskab, som har givet ham troen på sin værdi, trods al den skyld, skam og forkerthed, som hans fars historie plantede i ham.

Og når det i morgen samtidig lyder, at ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, så træder essensen af Jørgen Casparsens meningsramme helt frem.

”Teksten er episk. Det er netop denne livets forandringsramme, som Jesus udtrykker med de ord. Jesus opererer ikke med nogen ’løftet pegefinger-ramme’. Følger du troen på ham og samværet med ligesindede, så skaber det forandring for dig,” siger Jørgen Casparsen, der er meget lidt optaget af den frelse, som venter hinsides dette liv.

”For mig er det frelse her og nu. Hvis vi ser og hører på det fællesskab, som Jesus tilbyder, hvor vi inviteres med al vores synd, skam, uværdighed og uperfekthed, så er det Gudsriget, som toner frem.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville reflektere over ”de mange boliger”, og de forskellige typer mennesker, Jesus omgås, kalder på og accepterer. Nåden og frelsen er for tvivleren, for skøgen, for farisæeren, for røveren, tolderen – ja alle, der har en tro, et flygtigt håb og længsel efter samvær med Gud.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det tiende bud. Misundelse, jalousi og begær er usundt både åndeligt og menneskeligt.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg er musikalsk og vant til at være en del af gudstjenestens afvikling som frikirkemenneske. Så den er levende, fuld af lovsang og med en prædiken, der rummer både det centrale i evangeliet samt giver rum til refleksion over nuancerne, hvor det ikke bliver for kategorisk i udlægningen.

Hvordan er dit gudsbillede?

Det er meget knyttet til måden, Jesus prædiker på og handler over for dem, som er trængende. Det er stærkt knyttet til begreber som skabermagt, eksistens, kærlighed, nåde, tilgivelse og frelse.