Dækning af drukneulykke blev skelsættende for Harboøre, Indre Mission og Kristeligt Dagblad

En begravelse af druknede fiskere i Harboøre, der fandt sted i dag for 125 år siden, blev et PR-mareridt for byen og for Indre Mission. En del af lokalbefolkningen følte sig fremstillet som umyndige stakler og ofre for fordømmende præster

Mor og datter leder efter en af de druknede”, malet af Anders Melchiorsen i 1893. –
Mor og datter leder efter en af de druknede”, malet af Anders Melchiorsen i 1893. –. Foto: Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg.

Der er langt fra København til Harboøre, og for 125 år siden virkede afstanden endnu større. Ikke mindst på datoen i dag – den 27. november 1893 – hvor 14 druknede fiskere blev begravet under stor mediebevågenhed i det lille vækkelsesprægede samfund på den jyske vestkyst. Begivenheden og mediernes dækning af den skulle vise sig at blive skelsættende for både Harboøre, Indre Mission og Kristeligt Dagblad, der blev til som en konsekvens af mediedækningen af den ulykke, der seks dage forinden havde kostet 26 Harboøre-fiskeres liv.

Ingen dækkede begravelsen mere omfattende end Politiken, der havde sendt den legendariske journalist Henrik Cavling til Harboøre flere dage i forvejen. Her levede han, som han skrev det, mellem Harboøres vantro, hvilket ikke betød ateister, men i dette tilfælde troende mennesker, der ikke kom i missionshuset.

Henrik Cavling beskrev de vantro som arbejdsomme og stille folk, der ikke drak anden spiritus end den ”kaffepuns”, deres koner hældte op til dem, når de kom hjem fra søen. For 100 år siden ville man kalde disse mennesker for Guds riges børn, mente Politiken-journalisten, men på grund af den missionske vækkelse i Harboøre var de tilsidesatte, ”fordi de passer deres Arbejde og ikke spilder deres Søgneaftener i de hellige Forsamlinger”.

På Harboøre Kirkegård står stadig i dag en mindeplade for de 26 Harboøre-fiskere, der omkom i 1893. Drukneulykken skabte øget opmærksomhed om vækkelsesbevægelsen Indre Mission i Harboøre. –
På Harboøre Kirkegård står stadig i dag en mindeplade for de 26 Harboøre-fiskere, der omkom i 1893. Drukneulykken skabte øget opmærksomhed om vækkelsesbevægelsen Indre Mission i Harboøre. –

I en reportage fra dagen før den omdiskuterede begravelse skrev Cavling også om et besøg i Harboøre Kirke til en søndagsgudstjeneste efter drukneulykken. Han var der sammen med de vantro for at lytte til sognets præst, pastor Christian Madsen, som han beskrev således:

”En trykket Stemning hvilte over denne fattige Forsamling, da Præsten, en lavstammet, fedlig Mand med lyst Fuldskæg og store Briller, besteg Prædikestolen. Aldrig har vel en Præst staaet i en Tilhørerkreds, der var saa modtagelig for et kærligt Ord. Men kun haarde, kolde Ord udgik fra Forkynderens Mund. De faldt som Isslag ned over blødende Vunder: Myldrende Djævle og Satan og hans Hær. En hæslig Aande ind i god Luft. Og alt som man hørte derpaa, spurgte man sig selv, om da denne Mand, der fremmanede Djævelen for de ulykkelige Enker, var den eneste Mand i Landet, hvis Hjærte ikke blødte over de Ulykkeliges svære Sorg. Men vi skal ikke referere denne Præken. For den maa Præsten staa til Ansvar for sin strænge Gud.”

Hør chefredaktør Erik Bjerager fortælle om drukneulykkens betydning for Kristeligt Dagblads tilblivelse 3678991

Budskabet i Pastor Madsens prædiken må altså her overlades til fantasien. Det er derimod ikke tilfældet for talerne ved begravelsen af de 14, der fandt sted dagen efter: Den 27. november. Blandt de medvirkende aviser var ud over Politiken også Berlingske Tidende, Nationaltidende og Dagbladet. Også den lokale avis, Lemvig Avis, var til stede ved begravelsen, hvor Harboøres forhenværende sognepræst, Carl Moe, var blevet bedt om at holde en tale.

Carl Moe var år forinden flyttet til Skanderup Sogn tæt på Kolding, men havde stadig tætte bånd til Harboøre, hvor han var en populær skikkelse. I de brede medier var han omdiskuteret og særligt kendt for sin såkaldte ”brændevinsprædiken”, hvor han fordømte harboøreboernes alkoholforbrug. Han skulle dog blive mindst lige så kendt for den tale, han holdt ved begravelsen i 1893, hvor han ifølge Lemvig Avis sagde:

”Jesus elsker Eder, Mesteren er her og kalder paa Eder, det gjælder ikke blot de Hellige, men ogsaa de Vantro, og det kan jo ikke nytte at nægte, at der ogsaa iblandt dem, der gik bort, vare Folk, som ikke hørte ham til. Der staa jo også mange Mennesker her, som i mange Aar have hørt Guds Ord prædike, men endnu ikke ere blevne vakte. Et vantro Menneske lever sit Liv som en Træl af sin Synd og sine Lyster, og ethvert Menneske, som dør uden i Tro, han er fortabt.”

Talen var kontroversiel, og den satte gang i en stor kritik i de landsdækkende medier af præsten Carl Moe. I Nationaltidende stod der for eksempel:

”Dagen i Gaar, da Begravelsen fandt sted, blev for mig og mine Ligesindede ikke en Vemodens, men en Forargelsens Dag. De Ord, der taltes ved den store Fællesgrav indeholdt neppe noget nyt for Harboøre- folkene, der vel ere vant til, at deres Præster tordne omkap med Vesterhavet; men for alle de mange, der som jeg kom fra mere civiliserede, mere humaniserede Egne, var det som om noget Koldt og Klamt lagde sig om Hjertet.”

Og Politiken skrev:

”Medens Præsten foran den store aabne Grav udtalte disse forfærdelige ord, rasede paany et voldsomt uvejr. Det blev mørkt. Havet buldrede, Stormen tordnede, Vejrhanerne hvinede og Hagel og Isstykker piskede paa de Sørgendes Ansigter, men ikke blot Mændene, ogsaa Kvinderne holdt Stand.”

I Politikens dækning blev lokalbefolkningen gennemgående beskrevet som umyndige stakler, der var ofre for vækkelsen og svovlprædikanterne i Harboøre. I en reportage fra før begravelsen gengav journalisten Henrik Cavling for eksempel en historie, han var blevet fortalt af nogle lokale. Den fandt efter sigende sted på ulykkesmorgenen, hvor pastor Christian Madsen ifølge beretningen havde fået nys om ulykken. Præsten var derpå gået ned til stranden, hvor han havde fundet fire fiskere, der var i færd med at bortbære en druknet kammerat. Pastor Madsen henvendte sig så til en af fiskerne og sagde, at denne fisker var det første menneske, han havde tænkt på efter nyheden. Hvorfor, spurgte fiskeren. Fordi hvis denne fisker var druknet, var han faret lige ned i Helvede, svarede præsten ifølge overleveringen. Derpå sluttede journalisten sin artikel med ordene:

”Og medens Havets Torden overdøvede Præstens Svar, løftede Fiskerne deres døde Kammerat op og bar ham ind mellem Klitterne.”

Og til sidst:

”Timeligt er disse fattige, nøjsomme Fiskere afhængige af det lunefulde Hav, aandeligt af en mand, der selve Rædselsnatten fremmaner Helvede for dem, medens de fraadende Bølger tumler om med deres Kammeraters lig.”

Mange andre aviser, der ikke havde sendt journalister til Harboøre, refererede til Politikens og de andres beretninger. For eksempel Aarhus Stiftstidende, der efter at have gengivet ovenstående historie fra stranden, skrev følgende:

”Hvis denne Beretning ikke er sand, vil den forhaabentlig hurtig møde Modsigelse, men desværre kan man foreløbig gaa ud fra, at det kun er altfor sandt, hvad der fortælles. Kristne Mennesker Landet over vil da dobbelt beklage de fattige Harboørefiskere og de stakkels nedbøjede Enker, der i disse Dage have trængt saa haardt til trøstende Ord.”

Journalisternes modvilje mod pastor Moe gik også den anden vej. I sin begravelsestale hånede han sågar de fremmødte skribenter ved at fortælle om sin togtur til Harboøre, hvor han havde overhørt en samtale mellem nogle journalister.

”I Gaar rejste jeg i Kupé sammen med nogle unge, flotte Friskfyre, der grinede og fjasede og bad Fanden tage sig paa, at det vilde blive en storartet Historie i Dag paa Harboøre. Saadanne Folk er her altsaa; de betragte det Hele som et Skuespil paa Verdens sædvanlige Vis og gjør Løjer endogsaa med Døden. Lad dem nu det, om de ville; men lad os Andre betragte det, som det er, en Kaldelse fra Herren, hvis Hensigt det er og-saa derigjennem at opsøge og frelse det Fortabte.”

Pastor Moe mente, at journalisterne tog hævn for denne hån, da aviserne i dagene og ugerne efter kritiserede præsten. Men han gjorde det heller ikke let for sig selv. Da han efter begravelsen, mens forargelsen var på sit højeste, lod sin prædiken trykke i Nationaltidende, havde han udeladt en væsentlig sætning. Nemlig den om, at flere mændene i kisterne ikke havde levet et kristeligt liv.

Det fik han yderligere kritik for. Selv hævdede han, at der var tale om en forglemmelse. Efterfølgende fik han opbakning fra Vilhelm Beck, den markante formand for Indre Mission. Beck skrev i Indre Missions Tidende om kritikken af pastor Moes og pastor Madsens taler ved begravelsen.

”Det maa være flovt for disse mange Avis-Referenter at staa overfor disse to ganske almindelige Ligtaler, som man kan finde Mage til i Massevis rundt om i Landet, og hvori udtales den fulde evangeliske Trøst til dem, som kunne trøstes med Evangeliet, fordi de tro det, medens de, som ikke kunne tage imod denne Trøst, paamindes om, at tage Varsel af den store Sorg, der havde ramt dem, til at omvende sig og blive troende Mennesker, saa at ogsaa de kunne trøstes. Og disse to rolige og besindige Taler har man gjort alt det Rabalder over! Ja, det er flovt nok.”

Flere af de lokale i Harboøre følte sig misforstået. Det kan man blandt andet læse i et læserbrev i Berlingske Tidende fra otte harboøreboere, der på menighedens vegne den 10. december takkede for medfølelsen, men beklagede fremstillingen af dem.

”Vi ere fremstillede dels som Fanatikere, dels som umyndige Stakler, der pinte og plagede af fanatiske Præster føre den jammerligste Tilværelse, uden Fred, uden Glæde og Frimodighed. Mod en saadan Fremstilling maa vi nedlægge en bestemt Protest,” skrev de otte mænd på vegne af menigheden i Harboøre.