Prøv avisen
Tro&tvivl

Tidligere dommer: Løgstrups tanker om moral har inspireret mig

Professor emeritus og tidligere dommer ved FN’s internationale krigsforbrydertribunal Frederik Harhoff bliver udfordret af, at danskerne kan være så uenige om, hvad ”det gode” er, i for eksempel debatten om internationale konventioner og indvandring. – Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix

Der findes findes en grundlæggende respekt for hinanden hos alle mennesker og en universel orden, siger Frederik Harhoff, professor emeritus og tidligere dommer ved FN’s internationale krigsforbrydertribunal. Men vi kan ikke lade være at forstyrre den

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er overbevist om, at der på kloden er en urkraft, der er bestemmende for, hvad vi opfatter som godt og ondt, rigtigt og forkert. En kraft, som de kristne benævner Gud, muslimerne Allah og så fremdeles, men som er en fælles drift mod noget, der tilbyder håb, orden og balance. Det tragiske er så, at vi mennesker alt for ofte og uden at kunne lade være forstyrrer denne orden med vores egoistiske valg, når vi vil berige os eller hævne os. Men driften mod retfærdighed, balance og godhed er tilstede og gælder hele naturen. Planter og vandløb forsøger af sig selv at genskabe den økologiske balance.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min far var ambassadør forskellige steder i verden. Jeg blev født i Paris, men voksede primært op i Indonesien og Marokko, inden jeg blev sendt hjem til Danmark på kostskole. Så jeg har fra barnsben været vant til forskellige kulturer, sprog og religioner. Og jeg ved derfor, at der er mange andre – og ligeså rigtige – måder at være menneske og troende på som den vestligt-kristne version. Den samme tolerance lærte jeg også derhjemme, hvor min fars fortid som modstandsmand og indsat i Horserød-lejren gjorde, at der var mere fokus på det nære og fælles menneskelige end på religionen. Men når det er sagt, så læste min far altid Juleevangeliet højt, når vi juleaften holdt julemiddag for danskere i det land, som min far nu var ambassadør i, om end det handlede mere om traditioner og forbindelsen hjem til de danske rødder. Jeg har selv fortsat skikken i mit eget hjem.

Hvad har udfordret din tro?

Allermest mig selv, fordi jeg ofte har svigtet dem, der stolede på mig, og dermed har voldt dem ondt, som for eksempel da jeg ikke greb ind til støtte for en nær ven, der helt åbenlyst blev behandlet urimeligt og uretfærdigt. For slet ikke at tale om alle de gange, hvor jeg ikke har turdet fortælle sandheden til mine nære – af frygt for konsekvenserne.

Men min tro på det gode er også udfordret, når jeg hører de mange fordomme og ser den megen grådighed, respektløshed og intolerance, der præger den offentlige debat. Det er mig en gåde, hvordan vi i et lille, homogent land som Danmark kan opleve, at ellers oplyste mennesker tilsyneladende kan tro, at vi bare kan opsige flygtninge- og menneskerettighedskonventionerne for at slippe for de folkeretlige forpligtelser, som vi har påtaget os i det internationale samarbejde, og som værner om netop de fælles, grundlæggende værdier, der udgør kernen i vores civilisation.

Det udfordrer mig, at der kan være så stor uenighed om forhold, der ud fra forestillingerne om ”det gode” burde være indlysende – især samtidig med at vi hævder at være et kristent land. Så jeg må nærmest på daglig basis tage mig sammen og bruge al min tålmodighed og tolerance for ikke at blive enten sprutrasende eller meget trist til mode.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg har altid været overbevist om, at troen skulle komme som en drift indefra, og her har især min læsning af Løgstrup og hans ”suveræne livsytringer” været væsentlig, måske fordi jeg under min opvækst i lande med andre kulturer og religioner har set, at livet kan forstås meget forskelligt, selvom vi er fælles om en grundlæggende respekt for hinanden. For uanset om vi bor på Filippinerne eller på Vesterbro, søger vi fred og orden, og vil gerne være fri for frygt, fattigdom og sygdom. Vi vil behandles lige og bryder os ikke om at være ofre for uretfærdighed.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad man skal gøre for at komme videre, og her er det ofte en stor befrielse for én selv, hvis man tør tilgive dem, der har behandlet os uretfærdigt eller ondt. Og så skal man være god til at lytte, hvad jeg ofte har oplevet som dommer ved krigsforbryderdomstolen, når ofrene – efter de havde afgivet vidneforklaring om den ufattelige smerte, voldtægt og tortur, som de havde været udsat for – takkede retten for at have givet dem lejlighed til at fortælle om deres lidelse. For nu var deres historie blevet hørt, og deres lidelser omsider anerkendt. Og deri ligger håbet og troen - ikke kun for det enkle menneske, der vidnede, men for alle i landsbyen, der havde oplevet uhyrlighederne.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Livet er godt, og verden er et fantastisk sted at være, hvad jeg oplever til hverdag sammen med min familie og min belgiske hyrdehund Koala. Så når jeg skal tage svære beslutninger, koger jeg oftest problemstillingen ned til det dybeste lag. Men jeg fyldes også – trods modgang, sygdom og bekymringer for vores børns fremtid – af taknemmelighed og visheden om pligten til at give tilbage til fællesskabet, når jeg rider igennem skoven, eller er ude og sejle og kan mærke, hvordan bølger, vind og båd bliver ét. Det giver en grundfølelse af lykke, som også er en god modvægt til de gruopvækkende historier om voldtægter, tærsk og tortur, som jeg har hørt alt for mange af.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Der er mange, men jeg vil fremhæve musikeren og fysikeren Peter Bastian og diplomaten Sergio de Mello. Jeg nåede desværre aldrig at møde dem, men jeg ønsker, at jeg havde deres mod, klarsyn, integritet og ikke mindst deres følsomhed og åbenhed. Peter Bastians store viden om musik og fysik kombineret med hans evne til at komme udover sig selv og skabe en fantastisk samhørighed, som han gjorde det med gruppen Bazaar, inspirerer mig dagligt.

Sergio de Mello var udsendt til Cambodia som forhandlingsleder over for Pol Pots regime og havde en eminent evne til se igennem det ligegyldige og fokusere på, hvad sagen handlede om – og hvor den skulle lande. Samtidig talte han med modstanderne i en åben dialog og inspirerede sine medarbejdere til at gøre det samme. Han var direkte, ærlig og skabte de bedste betingelser for en fredsslutning, men døde desværre, da en bilbombe sprængte FN’s hovedkvarter i Bagdad i luften.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har altid levet efter: Gå efter det mest vidtrækkende, tænk stort, undgå middelmådighed og vær så ærlig, du kan. Jeg var for eksempel hurtig til at acceptere opfordringen til at forlade Københavns Universitet og i stedet blive udsendt til FN’s Krigsforbrydertribunal for Rwanda, selvom det indebar et radikalt skift og en betydelig usikkerhed for både mig selv og min familie.