Lokal skepsis hindrer overblik over kirkegang

Kirkeministeriets regnedrenge skal ikke blande sig i problemer med aflyste gudstjenester, mener provst. Modstand mod kirketællinger gør det svært at lave statistik, fortæller forskere

I både Norge, Sverige og Finland har man styr på kirkestatistikken, så man for eksempel kan reagere på faldende kirkegang og aflyste gudstjenester. Men i Danmark - her ved Rødding Kirke - er det op til sognene selv at bestemme, om de vil tælle kirkegang, på grund af en grad af selvbestemmelse, siger forskere. - Foto Morten Dueholm/Scanpix.
I både Norge, Sverige og Finland har man styr på kirkestatistikken, så man for eksempel kan reagere på faldende kirkegang og aflyste gudstjenester. Men i Danmark - her ved Rødding Kirke - er det op til sognene selv at bestemme, om de vil tælle kirkegang, på grund af en grad af selvbestemmelse, siger forskere. - Foto Morten Dueholm/Scanpix.

Selvom tomme kirkebænke og aflyste gudstjenester kan nedbryde præstens og de øvrige ansattes engagement, er det ikke et problem, der skal kalde på reaktioner fra politikere og embedsmænd i Kirkeministeriet.

Det mener Susan Aaen, provst i Salling Provsti i Nordjylland ved Limfjorden.

”Det er ikke regnedrengene, der skal agere og reagere her, men kirken selv.”

Hun er stor tilhænger af kirketællinger som et arbejdsredskab og glæder sig derfor over, at hendes eget stift, Viborg Stift, i 2013 begyndte at tælle kirkegængere efter en lang debat om aflyste gudstjenester - eller såkaldte messefald. Stiftet har en fast rykkerprocedure, og det er obligatorisk at indberette messefald.

”Men spørger du til, om man bør lave tællingerne på samme måde i alle stifter i folkekirken, er mit klare svar nej,” siger Susan Aaen.

”Folkekirken er ikke en koncern, og Kirkeministeriet skal ikke blande sig i, hvordan vi er stift, provsti og sogn, når det gælder kirkens indre anliggender. Vi tæller alene, for at vi i stiftet kan arbejde med udvikling af kirkelivet i det enkelte sogn.”

Susan Aaens modvilje mod landsdækkende kirketællinger afspejler en udbredt modvilje i folkekirken, vurderer religionssociolog ved Aarhus Universitet Peter Lüchau.

Senest har denne modvilje vist sig i en indsamling af tal for kirkegang på landsplan via et tællesystem udviklet af Folkekirkens IT under Kirkeministeriet. Indsamlingen er ifølge eksperter så mangelfuld, at den er ubrugelig.

”Hele hagen ved denne kirketælling er, at det er en frivillig ordning. Der er en forholdsvis hård modstand mod kirketællinger mange steder, og man er heller ikke interesseret i at afsætte ressourcer til det. Man er bange for, at Kirkeministeriet bruger oplysningerne som økonomisk styringsredskab - at man udleverer oplysninger til sin egen bøddel,” siger Peter Lüchau.

I både Norge, Sverige og Finland har man styr på kirkestatistikken, så man for eksempel kan reagere på faldende kirkegang og aflyste gudstjenester, fortæller Peter Lüchau. I Danmark aner man ikke, hvor mange gudstjenester folkekirken må aflyse på grund af ringe eller slet ingen kirkegang. Ifølge de indsamlede tal i Folkekirkens IT's tællesystem blev der aflyst 470 gudstjenester på grund af nul deltagere de første 10 måneder af 2015, men eftersom optællingen er mangelfuld, er tallet formentlig upræcist.

Det er et problem, at folkekirken ikke har landsdækkende statistik for kirkegang og messefald, mener både Peter Lüchau og religionsforsker Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet. Problemet hænger sammen med folkekirkens demokratiske struktur, hvor sognene har en udstrakt grad af selvbestemmelse, påpeger Brian Arly Jacobsen.

”Men derfor kan man altså godt bede menighedsråd og medarbejdere om at indberette oplysninger. Det er ikke så svært at sætte i værk, og det er et værdifuldt stykke statistik, som både interesserer offentligheden, og som gør, at man bedre kan planlægge, hvor man skal bruge ressourcerne i det kirkelige liv.”

Efter en ophedet debat om messefald i 2012 bedyrede flere biskopper, herunder biskop i Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel, at de ville begynde at tælle kirkegængere. Helsingør Stift begyndte dog først at tælle i februar 2015 og vil først kigge på tallene i februar 2016, oplyser biskoppen. Der har været mange praktiske udfordringer i forbindelse med igangsættelsen, begrunder hun. Men selv med en optælling er det ikke sikkert, at stiftet får pålidelige tal.

”Det er vigtigt for os, at optællingen er frivillig for sognene, for sådan gør man i Helsingør Stift. Vi skal ikke diktere, hvordan sognene skal tilrettelægge deres arbejde. De skal selv mene, at det er en god idé at tælle. Mange tæller allerede på andre måder og i andre systemer og bruger optællingerne ude i lokalsamfundene,” siger Lise-Lotte Rebel.

I Roskilde Stift tæller man ikke systematisk, men biskop Peter Fischer-Møller har tidligere appelleret til, at sognene tæller mere regelmæssigt, påpeger stiftskontorchef Helle Saxil Andersen:

”Men vi har ingen sanktionsmuligheder, og vi plejer at bede pænt.”

Aarhus Stift er det eneste stift, der ikke fører nogen form for statistik over messefald. Tidligere biskop Kjeld Holm var principielt modstander, og den nye biskop, Henrik Wigh-Poulsen, har heller ikke planer om at tælle:

”Min umiddelbare fornemmelse her efter cirka 100 dage i stolen er, at man rundtomkring i provstier og sogne, hvor der er tale om lejlighedsvise messefald, er særdeles opmærksom på problemet og indretter sig derefter,” siger Henrik Wigh-Poulsen.

”Men måske jeg om et års tid er blevet klogere.”

Stifterne har dog intet at frygte ved at indberette kirkegang og messefald til ministeriets landsdækkende opgørelse, mener kirkeminister Bertel Haarder (V).

”Det er god viden for kirken både lokalt og på landsplan at kunne se, hvis der er et mønster i, hvor man især rammes af messefald,” siger han.

”Ikke fordi ministeriet så skal afgøre, om der fortsat skal holdes gudstjenester i samme omfang de pågældende steder, men fordi det er god viden for det lokale kirkeliv. Det er jo de lokale menighedsråd, der skal afgøre, hvordan de synes, de får mest og bedst kirke for pengene,” siger ministeren.