Lokalkendskab er vigtigere end medietække

En moderne biskop skal kunne forsvare folkekirken til en bred offentlighed, mener eksperter alligevel vælger de stemmeberettigede ofte biskop ud fra internt kirkelige begrundelser

Domprovst i København, Anders Gadegaard, er nævnt 240 gange i dansk presse i løbet af de seneste fem år.
Domprovst i København, Anders Gadegaard, er nævnt 240 gange i dansk presse i løbet af de seneste fem år.

Hvis et bispevalg var et valg, hvor alle folkekirkemedlemmer i stiftet stemte om en kandidat, så ville medierne spille en stor rolle.

Men det er de kirkeligt kyndige og interesserede i form af menighedsrådsmedlemmer og præster der får adgang til stemmesedlerne. Ikke desto mindre vurderer eksperter i folkekirke og medier, at mediedækningen af bispekandidater fremover vil få større og større betydning blandt andet fordi forsvaret for folkekirken bliver vigtigere i en tid, hvor der stilles spørgsmål ved forholdet mellem stat og kirke.

Derfor har Kristeligt Dagblad undersøgt, hvor kendte de syv foreløbigt opstillede kandidater til bispevalget i Københavns Stift er i de landsdækkende medier. En søgning på medieportalen Infomedia i de seneste fem år viser, at domprovst Anders Gadegaard og generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, er de to opstillede, som har optrådt mest i medierne.

Anders Gadegaard når op på sin førsteplads blandt andet på grund af debatten om hans bestyrelsespost i Fonden Jagtvej 69 samt selvfølgelig strukturdebatten om kirkelivet i København, mens Kaj Bollmann på andenpladsen især forbindes med Kirkefondet og alment kirkelige forhold, som for eksempel kirkelukninger i København.

Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet, er også kendt fra den platform, ikke mindst som ankerperson for udgivelsen af Det Nye Testamente på nutidsdansk, mens sognepræst Andreas Christensen, Frihavns Kirke, især omtales lidt mere end de øvrige tre sognepræstekolleger på grund af en offentlig disput med Islamkritisk Netværk.

Optællingen betyder ikke nødvendigvis, at kandidaterne er ukendte i det københavnske og bornholmske kirkeliv. For eksempel skriver sognepræst i Holmens Kirke, Peter Skov-Jakobsen, Den fromme klumme i Københavns Stiftsblad, og Asser Skude, Kapernaums Kirke, er kendt for sit diakonale arbejde.

Det lokale kendskab blandt de stemmeberettigede, som er menighedsrådsmedlemmer og præster, er vigtig i forhold til, hvem der vælges. Og de vil netop også kende kandidaterne gennem andre kanaler end landsdækkende medier.

Den kommunikationsform, Peter Skov-Jakobsen har valgt, er effektiv i den sammenhæng. Men det ændrer ikke på, at det i dag er vigtigere end nogensinde, at en biskop kan kommunikere om folkekirken ud i en større offentlighed, og da ikke mindst i København, siger Povl Götke, lektor på Teologisk Pædagogisk Center, hvor han blandt andet underviser om folkekirke og medier.

Men man skal selvfølgelig være kendt for noget. Problemet med kendthed for kandidater som Anders Gadegaard og Kaj Bollmann er, at de har udtalt sig i sager, hvor de typisk deler vandene, siger han.

Povl Götke regner dog med, at de mere offentligt ukendte, som foreløbigt har meldt deres interesse for at blive biskop, også bliver mere kendte i den valgkamp, der kommer.

Der kommer jo en række valgmøder, og jeg går også udfra, at kandidaterne enkeltvis vil holde foredrag med videre, siger han.

Og Povl Götke understreger, at det ville have set helt anderledes ud, hvis det var alle medlemmer af folkekirken i stiftet, der skulle vælge biskop. Så ville medietække blive en vigtigere faktor.

Også ph.d.-studerende Peter Fischer-Nielsen, der skriver om folkekirkelig kommunikation på internettet, er enig i, at medietække, som det er nu, ikke er en stor faktor. Men situationen er ved at ændre sig.

Der er efterhånden et stigende antal af de valgberettigede, som ønsker en biskop, der gør sig i offentligheden. Så nogle ønsker en udenrigsminister som biskop, mens andre ønsker en indenrigsminister, siger Peter Fischer-Nielsen.

Det kunne man ifølge Peter Fischer-Nielsen se ved bispevalget i Roskilde Stift sidste år, hvor de stemmeberettigede endte med at vælge den mindst offentlig kendte blandt de to kandidater i sidste valgrunde.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, er nævnt 210 gange.
Generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, er nævnt 210 gange. Foto: Leif Tuxen.
Generalsekretær i Bibelselskabet, Tine Lindhardt, er nævnt 99 gange.
Generalsekretær i Bibelselskabet, Tine Lindhardt, er nævnt 99 gange.
Sognepræst i Frihavn Kirke i København, Andreas Christensen, er nævnt 29 gange.
Sognepræst i Frihavn Kirke i København, Andreas Christensen, er nævnt 29 gange.
Sognepræst i Simon Peter Kirke i København, Niels Henrik Olesen, er nævnt 19 gange.
Sognepræst i Simon Peter Kirke i København, Niels Henrik Olesen, er nævnt 19 gange.
Sognepræst i Kapernaums Sogn i København, Asser Skude, er nævnt 19 gange.
Sognepræst i Kapernaums Sogn i København, Asser Skude, er nævnt 19 gange.