Lokalsamfund rystet over hærværk og gravskænderi

Mariager Kirke skæmmet af hagekors og 86 overmalede gravsten. Politiet har kig på lokale unge og besøger derfor skoler

Mariager Kirkegård har været ramt af omfattende hærværk natten til onsdag d. 28. september 2011. 86 gravstene er blevet overmalet med sokkelmaling, og der er malet hagekors på bygninger.
Mariager Kirkegård har været ramt af omfattende hærværk natten til onsdag d. 28. september 2011. 86 gravstene er blevet overmalet med sokkelmaling, og der er malet hagekors på bygninger. Foto: Annelene Petersen.

Byens helt store samtale-emne i Mariager er det grove hærværk, som Mariager Kirkes kirkegård har været udsat for natten til onsdag, hvor ukendte gerningsmænd har raseret gravsteder.

Det skriver Amtsavisen.dk.

Her blev 86 gravsten overmalet med sokkel-/tjæremaling og der blev malet otte hagekors på kirkens hvidkalkede toiletbygning.

LÆS OGSÅ: Danske kirker oplever færre tyverier og gravskænderier

Ifølge politiassitent Ole Richter Pedersen, Himmerlands Politi, så opfattes hærværket ikke som noget, der rammer enkeltpersoner, men hele byen.

»Hele byen er ramt af det her. Alle er meget berørte, og ingen forstår, hvorfor det er sket. Det rammer i flæng, og virker for mig nærmest helt psykotisk. I hvert fald er det ikke nogle med en normal tankegang, der har gjort det her,« siger Ole Richter Pedersen til Randers Amtsavis.

Han har en mavefornemmelse, der siger, at der har været flere om det, og at det er lokale unge. Derfor har han besøgt byens skoler og efterskole for at tage en snak med de unge.

Og også for at se efter i kladdehæfter, om der skulle være nazisymboler, som de der er malet på kirkens toiletbygning.

»Ofte så kan der være tale om, at man begynder med at tegne symbolerne i kladdehæfter først, og så udarter det sig senere til bygninger. Men jeg fandt intet, der minder om det. Og har absolut ingen spor at gå efter. Så lige nu farer vi rundt og leder efter noget, der kan bruges,« siger lokalbetjenten, der har kontor i kommunens bygning i Mariager.

»Jeg bruger alt min tid på det her, så der er nok at se til,« tilføjer betjenten.

Der ses ind i mellem vandalisme på kirkegårde, men normalt er der tale om væltede gravsten, oprevne planter, stjålne løsdele som fuglefigurer og fuglebade. Men her har ødelæggelserne fået en tand mere.

»Det her er ikke unge, der i en brandert er gået amok. Det er planlagt, for malingen og tjærekostene og malerrullerne er taget med hjemmefra. Så der er intet spontant over det her,« siger betjenten til Randers Amtsavis.

Politiet vil gerne i kontakt med folk, der måtte vide noget om sagen.