Lokalsamfund til kamp mod Faderhuset

Sognepræsten i Bandholm på Lolland vil indkalde byens beboere til møde mod Faderhuset, som har købt mindst én ejendom i byen

Ruth Evensen og andre af Faderhusets medlemmer har brugt 13,4 millioner kroner på opkøb af ejendomme i byen Bandholm. Den lokale præst er ikke begejstret. -
Ruth Evensen og andre af Faderhusets medlemmer har brugt 13,4 millioner kroner på opkøb af ejendomme i byen Bandholm. Den lokale præst er ikke begejstret. -.

Sognepræsten i byen Bandholm på Lolland ruster sig nu til kamp mod den kristne bevægelse Faderhuset. Det sker efter at Ruth Evensen og hendes trosfæller har været på storkøb i det lille samfund, skriver dr.dk.

Faderhuset har dog kun købt én ejendom i byen - nemlig Brandholm Hotel, oplyser menighedens leder, Ruth Evensen, i en mail til Ritzau.

Tidligere på dagen forlød det, at menigheden udover hotellet havde købt tre huse. Pengene kommer blandt andet fra kristne i det amerikanske bibelbælte, som har lånt Faderhuset 875.000 kroner til købet.

Advarer mod Faderhuset 
Byens sognepræst Ebbe Blockmann er ikke glad for de nye naboer.

- Efterhånden begynder de små nakkehår at rejse sig. Ruth Evensens aktiviteter er lovlige, men hvis unge føres i fordærv, må der gøres noget, siger han ifølge dr.dk.

Han er klar til at indkalde sine sognebørn til et møde for at advare dem mod Ruth Evensen og Faderhuset.

Bange borgmester
Lollands borgmester Stig Vestergaard (S) frygter, at Faderhuset vil skade øens omdømme.
 
- Det værst tænkelige ville være, at vi havner midt i en religionskrig med københavnertilstande. Og at Lolland bliver et sted, hvor alle mulige sekter kan komme og få et fristed og praktisere deres yderliggående religion, siger Stig Vestergaard til avisen.dk.

Overvåges af biskop
Biskoppen over Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, har sat Faderhusets aktiviteter under overvågning. Dan Månsson fra Sundkirken i Nykøbing Falster er af biskoppen udpeget til at holde øje med Ruth Evensen og hendes trosfæller.

Foreløbig er alt dog roligt i Bandholm, fortæller Per Jensen, der er byrådsmedlem og deler villavej med et medlem af den kristne bevægelse.

Maribos turistchef, Karen Albrechtsen, siger desuden til Jyllands-Postens netavis, at hun ingen problemer har med, at det er Faderhuset og Ruth Evensen, som driver hotellet.