Prøv avisen

Louis Levy - dansk pulp fiction

FORFATTERSKAB: Louis Levy udfoldede sig i stort set alle genrer: digte, prosadigte, børnerim, filosofiske romaner, religiøse fortællinger, filmmanuskripter og skuespil. Han skiftede konstant form, og det er måske forklaringen på, at han er glemt i dag

I 1910 udkom en roman med den mærkværdige titel »Menneskeløget Kzradoch, den vårfriske Methusalem« og en endnu mere besynderlig undertitel: »Af Dr. Renhard de Montpensiers Optegnelser«. Bag titlen gemmer sig en af de mest forunderlige, foruroligende og fascinerende romaner i dansk litteratur. Forfatteren var Louis Levy - i dag totalt glemt, men sådan har det ikke altid været.

Louis Nicolai Levy havde en jødisk baggrund, og han blev født i København den 9. oktober 1875 og døde i Charlottenlund den 9. marts 1940. Hans far var først reservekirurg og senere læge i forsvaret. Efter studentereksamen i 1894 så det ud, som om Louis ville følge i faderens fodspor. Han var indskrevet som medicinstuderende, men det var ikke medicin, han læste. Han læste litteratur, redigerede tidskriftet »Ungt Blod«, udgav sin samtids unge talenter. Og han skrev.

I 1898 udkom hans første bog, brevromanen »Breve fra Ensomheden«. Han udfoldede sig i stort set alle genrer: digte, prosadigte, børnerim, filosofiske romaner, fantastiske fortællinger, religiøse fortællinger, filmmanuskripter og skuespil. Fælles for bøgerne er, at hovedpersonen ofte er digter eller kunstner med et konfliktfyldt forhold til sin omverden. I debutromanen søger hovedpersonen bort fra storbyen for dér at finde ro og klarhed; i »Hjemkomst« fra 1907 lykkes det hovedpersonen at undslippe en overfladisk tilværelse gennem et indviklet kærlighedsforhold.

Levy skrev ikke kun litteratur. Han var udenrigskorrespondent og skrev i mere end 10 år teaterkritik for tidsskriftet »Tilskueren«.

Levy var en vigtig og central person i det litterære miljø i København. Hans betydning fremgår tydeligt af nekrologen, forfatteren Tom Kristensen skrev over ham i Politiken den 10. marts 1940. Han skriver om Levy: »Han var mangfoldig. Og lige så mangfoldig var hans litterære Produktion. Måske er der få, der læser den nu, for Louis Levy skiftede ustandseligt Form, han hadede at gentage sig selv.« Det kan være forklaringen på, hvorfor han allerede var glemt, endnu mens han levede: Han gentog aldrig sig selv, hans bøger lignede ikke hinanden, hvorfor de manglede genkendelighed fra værk til værk. Men til forskel fra næsten alle andre finder Tom Kristensen genialiteten fra romanerne i de børnerim, som er det eneste, Levy huskes for idag: »Disse Rim er så barnlige, at Børn kun sjældent forstår dem«, de er »så dobbeltbundede i deres Ironi, at man stadig må læse dem; de pirrer stadig, og engang får de nok deres Fortolker.« Den tid, Tom Kristensen mente måtte blive Levys, kom aldrig.

Leder man efter Louis Levy i danske litteraturhistorier eller opslagsværker, leder man længe og næsten forgæves. Han er nævnt, og det er det. Han omtales altid perifert, sjældent for sin egen skyld, og som regel kun i forhold til andre forfatterskaber. Og når han endelig nævnes, er det altid for børnerimenes skyld, de tilskrives som det eneste blivende værdi, resten af forfatterskabet betegnes som træt, usammenhængende og upersonligt. Intet er mere forkert - Levy er hverken træt eller usammenhængende og slet ikke upersonlig og uoriginal. Børnerimene er gode, javist, og hvem kender ikke »Sørens Fa'r har Penge«? Men den »voksne« del af forfatterskabet er endnu bedre, mere inspireret og frem for alt personlig og meget original. Forandeligt, omskifteligt - aldrig det samme.

Levys bedste bog, »Menneskeløget Kzradoch, den vårfriske Methusalem«, blev i 1987 udgivet på tysk. Bogen beskrives her meget præcist som »en sporløst forsvundet bog - som en surrealistisk stumfilm«. Altså på samme tid grundigt glemt og meget moderne. Sandt er det, den ikke har meget til fælles, faktisk slet ingenting, med nogen samtidig dansk roman. Kun Johs. V. Jensens to gotiske romaner »Madame D'Ora« (1904) og »Hjulet« (1905) kan siges at være væsensbeslægtede med Levys. Og det kan næppe kaldes en tradition. De tre nævnte romaner repræsenterer en udgrænset, næsten ikke-eksisterende dansk romantradition både i kraft af form og indhold og i den selvfølgelige måde, hvorpå de lægger sig efter et internationalt spor med forbindelser tilbage til E.A. Poes gotiske gyser- og detektivfortællinger og E.T.A. Hoffmanns blanding af bizar gotik og realisme.

Levys roman fortælles af psykiateren Dr. Renhard de Montpensier, der ud fra sine optegnelser om sin patient, mediet Kzradoch, ønsker at finde grunden til hans tilstand og dermed forklaringen på en kæde af hallucinationer, mystiske hændelser og blodige mord. I første del kaldes Montpensier til Paris, hvor han skal hjælpe politichefen med at opklare det mysterium, at en biograf viser stumfilm med Kzradochs hallucinationer. Den amerikanske detektiv Wells, der forsøger at opklare de samme mysterier, gør sin entre. De tre vender tilbage til anstalten, hvor Kzradoch holdes indspærret, der udbryder oprør blandt patienterne, og Montpensier opsluges af Kzradochs hallucinationer.

I anden del er der gået tre måneder. Kzradoch viser sig at være et produkt af Montpensiers fantasi. Han rejser til England, og her tager de mystiske hændelser virkelig fart. Montpensier finder liget af Kzradoc, Wells skalperes, en døvstum hund æder skalpen, to gamle damer, et åndebarn og Lady Florence gør deres entre. Romanen slutter med, at Montpensier indlægges som patient på sin egen sindsygesanstalt, hvorpå han udbryder: »Der er jo ingen Begyndelse og ingen Hale på mine Optegnelser. Det er altsammen uden Hoved og Hale ...« Hans sidste ord er »Jeg vil Tvivlen«.

Romanen er et virvar af begivenheder og personer, der væves sammen på kryds og tværs, uden indbyrdes sammenhænge, og det er ikke muligt for læseren at rekonstruere en sammenhængende logik, hverken i fortællingen som helhed eller mellem de enkelte begivenheder. Det er heller ikke meningen. Romanen fremstiller »tvivlens metafysik«, hvor tvivlen er det eneste faste, der er at holde sig til.

Romanens vildt blomstrende virkemidler er ikke hentet fra skuffen med litterært arvesølv, men fra underskoven af populære, moderne kulturformer: film, føljetoner, detektivromaner, gyserromaner - alt det, der ikke indrømmes nogen plads, hvor kunstneriske aspirationer er varemærket. »Menneskeløget Kzradoch« er noget så sjældent som dansk pulp fiction. Pulp fiction er betegnelsen for den amerikanske masselitteratur bestående af western-, jæger-, kærligheds- og andre fortællinger, der voksede frem i begyndelsen af 1900-tallet. Den udkom i billige hæfter med forførende titler som f.eks. »Silk Stocking Stories« eller »Amazing Stories«.

Historierne spændte fra populariserede fremstillinger af Einsteins relativitetsteori til krimier i hårdkogt stil med bedårende kvinder og en konsekvent, effektiv og meget fåmælt detektiv. Pulp fiction fik afgørende betydning for Agatha Christa, Dorothy Sayers og Eric Ambler. Og senere for forfatteren James Ellroy og filminstruktøren Quentin Tarantino.

At Levy har skrevet en væsentlig og meget moderne roman er måske mindre bemærkelsesværdigt end litteraturhistoriens vilje til at glemme både ham og hans forfatterskab. Derfor er den skæbne, som er blevet Levy og hans forfatterskab til del, også fortællingen om litteraturhistorien som tilfældig glemsel og om de mekanismer, der under navnet »kulturarv« først og fremmest har at gøre med noget så porøst og uforudsigeligt som »smag«. Og som ikke lader »den gode smag« diktere, hvad litteratur er, og hvordan den skrues sammen. Er det rigtigt, så er Levys »forsvundne bog« et eksempel på, at der altid er flere traditioner, altid flere konkurerende skriveformer, som er aktive på et givent historisk tidspunkt. Romanens eksempel sætter derfor spørgsmåltegn ved selve ideen om, at der til bestemte tider fordres bestemte litterære former, og derved frigøres litteraturen fra forestillingen om, at den skal forholde sig til sin samtid, sætte ting under debat. Litteraturen bliver litterær. Eller underholdning. Det er dog den bedste grund til at få (gen)læst »Menneskeløget Kzradoch, den vårfriske Methusalem«.

Kim Ravn er cand.phil. og

leder af den filologiske afdeling

på Søren Kierkegaard

Forskningscenteret

Læs kronikken i morgen:

»Det nuværende Tidehverv«

af sognepræst Ole Hultberg