”Det er min søn, Emilie!”.
”Det er min mand!”.
Frustrationerne føg gennem luften i næstsidste afsnit af ”Herrens Veje”, som i går aftes løb over skærmen. I et tilbageblik så man tiden fra sønnen Augusts død og frem til hans bisættelse, hvor især faderen, Johannes, og enken, Emilie, ikke kunne blive enige om, hvordan bisættelsen skulle forløbe.
Hvilken kirke skulle det ske fra? Hvem skulle forestå bisættelsen, og hvilke salmer skulle synges? Striden mellem præsten og ateisten blussede op midt imellem alle spørgsmålene. Men hvor almindeligt er det i virkelighedens verden, at pårørende strides, når de skal begrave deres kære?
”Det er heldigvis ikke hverdagskost,” fortæller Knud Larsen, der er bedemand i Frederikssund på Sjælland og formand for Danske Bedemænd.
”Jeg tror, de store stridigheder ofte først dukker op efter begravelsen, hvor arvespørgsmål jo som bekendt kan splitte familier ad.”
I begravelsesloven står der, at en begravelse eller bisættelse skal følge den afdødes ønsker, og den forudsætning løser mange potentielle konflikter, fordi de fleste kan forlige sig med, at det er den afdøde og ikke en af de efterladte, der får sin vilje, fortæller Knud Larsen.
”Hvis man ikke kan blive enige, er præsten den myndighedsperson, som i første omgang skal være mægler. Jeg har været bedemand i 18 år, og det er sket måske 10 gange, at jeg har været nødt til at sende en sag til mægling hos en præst. Og i to-tre af de tilfælde er sagen til slut endt i Skifteretten,” siger Knud Larsen.
Når nogle familier alligevel ender i konflikt, er det hans erfaring, at det ofte skyldes skilsmisser.
”Der kan for eksempel være stærke følelser på spil mellem skilte par, der mister et fælles barn. Skal barnet for eksempel begraves på en kirkegård tæt på mor eller far? Og så er der selvfølgelig også de fuldstændige ekstremer, som er utroligt sjældne. Det værste, jeg har oplevet, var en kæreste til den afdøde, der ville have spredt hans aske over havet. Børnene var uenige, og sagen endte i Skifteretten, men kæresten stjal urnen og spredte trods rettens beslutning asken over havet.”
Efter en samtale med bedemanden følger en samtale med præsten, hvis en afdød skal begraves ved en kirkelig handling. Og Thomas Gotthard, der er præst i Hedehusene vest for København, oplever sjældent familiestridigheder i den forbindelse.
”Når jeg bliver bedt ud til en samtale, er folk i udgangspunktet utrolig høflige. Dels fordi jeg er et fremmed menneske, dels fordi jeg i den rolle stadig har en naturlig autoritet som præst, idet jeg er i stand til at hjælpe dem med en for dem fuldstændig uoverstigelig planlægning. Mennesker i sorg læner sig meget op ad de fagpersoner, de møder i forbindelse med en afsked.”
Som samtalen skrider frem, kan ”hakkeordener” i familien dog sommetider vise sig, fortæller Thomas Gotthard.
”Det kan være en stærk søster, der fører ordet gennem hele samtalen, mens den svagere bror måske ikke får lige så meget at skulle have sagt. Jeg har også oplevet, at pårørende irettesætter hinanden over for mig med ord som ’den salme skal vi i hvert fald ikke synge’ eller ’sådan skal hun ikke huskes’. Men den slags løser sig alleroftest med kompromiser eller ved, at den, der har den nærmeste relation til den afdøde, får det sidste ord.”
Også når den kirkelige handling foregår, er alle skænderier og uvenskaber mellem de pårørende lagt på hylden, oplever han.
”Det kan godt være, at man er rasende indvendig, men alle opretholder en anstændighed og værdighed i forbindelse med begravelsen. Det er, som om man i våbenhuset lægger sine værste fjendtligheder og frustrationer fra sig.”
Den oplevelse deles af Anette Kortegaard, der er sogne- og sygehuspræst i Silkeborg.
”Min erfaring er, at begravelsesritualet er noget af det stærkeste, vi har. Selvom sorgen og holdningerne til den afdøde stritter i alle retninger, kan ritualet og planlægningen af det samle det og dem, som ellers ikke kan nå sammen. Det aflaster – om ikke andet så for en stund – fra de skærmydsler, der ellers måtte være i familien.”