Kasper Hyllested standser op få meter fra døren ind til rummet Silent Lounge i Københavns Lufthavn.
”Hvis der nu skulle vise sig at være nogen derinde, når vi går ind, så skal vi ikke forstyrre. Så går vi ud igen og lader dem få ro,” siger pressechefen i Københavns Lufthavn.
Vi befinder os i lufthavnens B-bygning – eller Finger B, som man siger i lufthavnssprog. Det er et af de travleste steder i lufthavnen og stedet, hvor blandt andet SAS-fly letter mod og lander fra europæiske destinationer. Lige efter indgangen til Finger B hænger et blåt skilt med gule bogstaver, hvorpå der står Silent Lounge efterfulgt af en pil, der peger i retning af døren.
Silent Lounge er lufthavnens rum til refleksion, ro og bøn. Seks små skilte uden for døren viser, at kan bede og få ro her, og at man skal være stille, ikke må medbringe mad og drikke i rummet, ikke tale i telefon, ikke sove, og at man bliver videoovervåget.
”Godt, lad os se, om der er nogen,” siger Kasper Hyllested så og går mod døren.
Egentlig er han ret sikker på, at vi vil finde rummet tomt. Han har kun sjældent oplevet, at der var nogen derinde, når han kom forbi.
”Jeg ved fra de ansatte i informationen og kundeservice, at det bliver brugt. Men det er ikke ofte. Vi er en stille lufthavne, så du kan finde ro mange andre steder, og det gør de fleste. Det er typisk kun, hvis man ved, at rummet findes, eller hvis man har særlige behov, for eksempel for at skulle bede, at man opsøger rummet,” siger han.
Og rummet er ganske rigtigt tomt. De lysegrå vægge er nøgne med undtagelse af en knagerække og en hylde, hvorpå der blandt andet ligger jødiske og islamiske bøger og Det Nye Testamente. Midt i lokalet står en sofabænk med sølvfarvede hynder, og bag den står en enkelt vase med hvide orkidéer. I to afskærmede hjørner ligger bedetæpper fremme, et lyserødt og et grønt.
Ifølge Kasper Hyllested tyder det på, at nogen har brugt dem, da de dagligt foldes sammen og placeres i en bunke.
”Som I kan se, så er rummet jo ikke indrettet som resten af lufthavnen. Det er ikke udsmykket til at være spændende eller inspirerende, men til sit formål. Derfor ser det heller ikke ud som resten af lufthavnen.”
I maj 1996 åbnede Københavns Lufthavn sit første bederum. Rummet var delt med en skillevæg, hvor kristne kunne bede på den ene side af væggen og andre trosretninger på den anden side. Dengang hed det et andagtsrum, og der var gæstebog, bibeler og kors fremme. I 2006 lavede man i stedet et stillerum for alle passagerer, og i 2008 blev en ny Silent Lounge indviet som rum til ro, fordybelse og refleksion. Indretningen var neutral og renset for specifikke religiøse symboler.
”I dag vil vi ikke fremstille det som et bederum, men som et rum til ro for alle rejsende, uanset religion. Vi ved ikke, om vores rejsende foretrækker, at det er neutralt, men for mange af de rejsende, der efterspørger et stillerum, har det ikke kun handlet om religion, men om, at de havde brug for et sted, hvor de kunne tømme hovedet og være i fred,” siger han og tilføjer, at brugen af rummet ikke er undersøgt nærmere:
”Vi gør, hvad vi kan for at forbedre de rejsendes oplevelser, men det er ikke afgørende for os, om rummet er velbesøgt. Det vigtige er, at det er der. I takt med at vi er vokset og er blevet en stor international lufthavn, så forventes det, at vi tilbyder et rum til ro og refleksion.”
En mand i 30’erne åbner døren, kigger ind og lukker den så igen, før han trisser væk med sin rullekuffert. Han er tysker og var bare nysgerrig, forklarer han, da han har taget plads ved sine to rejsefæller, der drikker øl med udsigt over flypladsen.
”Jeg troede faktisk, at man måske kunne sove derinde. Men det er til stilhed og bøn, siger du? Sjovt. Det vidste jeg ikke, at man havde. Men det så lækkert ud derinde,” siger han.
Ovre ved lufthavnens informationsskranke fortæller manden, der er på arbejde, at der sjældent kommer specifikke forespørgsler om Silent Lounge.
”Det er heller ikke ofte, at nogen spørger efter et sted, hvor de kan hvile sig, men det hænder. Når nogen spørger om et sted til ro eller til bøn, så henviser jeg dem til Silent Lounge. Det sker nok et par gange om dagen,” siger han.
Efter nogen tid nær det tomme stillerum, kigger Kasper Hyllested på sit armbåndsur og spørger, om det er tid til at komme tilbage. Han smiler.
” Jeg tror ikke, der kommer nogen lige foreløbig.”
