Om få uger skulle rejseleder Morten Nielsen have haft en gruppe danskere med til påskefejring i Israel. Langfredag ville de ankomme til Jerusalem og herfra opleve den unikke og intense stemning, der opstår, når tusinder af kristne pilgrimme fra hele verden sammen markerer højtiden, hvor Jesus blev korsfæstet og genopstod.
”Det er en helt særlig oplevelse at besøge Jerusalem i påsken. Mange deltager i store arrangementer og går ad Via Dolorosa til Gravkirken og Grædemuren. Det gør, at påskens begivenheder og budskab bliver mere nærværende,” siger Morten Nielsen, som til daglig er landssekretær i den folkekirkelige bevægelse Ordet og Israel.
Den store valfart til Jerusalem i påsken er blot et eksempel på, hvordan den nærtstående højtid for mange kristne er forbundet med ritualer og fællesskab, men dette kommer hverken Morten Nielsens rejsegruppe eller andre troende til at opleve i år. Den igangværende coronapandemi har nemlig forhindret folk i at rejse til byen, som også har måttet begrænse antallet af samlede mennesker på sine hellige steder.
”Jeg tror, at de fleste vil bakke op om, at vi i en speciel situation som denne siger, at menneskeliv og helbred står over påskefejringen, men derfor er det jo stadig en mærkelig og trist situation,” siger Morten Nielsen.
Jerusalem er ikke alene om at ændre på sin påskefejring. På grund af risikoen for smittespredning er kirkedøre flere steder i verden blevet lukket så hårdt i, at end ikke kristendommens vigtigste højtid kan få dem åbnet igen.
Selv i Rom vil de traditionelle påskefejringer blive afholdt, uden at de troende er fysisk til stede. Og herhjemme må landets kirker også ændre på påskeplanerne, efter at regeringen mandag eftermiddag forlængede nedlukningen i Danmark til efter 2. påskedag.
Dermed står vi i en historisk situation, siger lektor Jakob Egeris Thorsen fra Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i den globale katolske kirke.
”Det er mig bekendt første gang nogensinde, at der bliver en påske i Rom uden offentlige påskegudstjenester. Og det bliver svært for folk at undvære. For i den katolske kirke – og også den ortodokse kirke – er påsken forbundet med stor højtidelighed, og det er her, kirken liturgisk giver den alt, hvad den kan, for at skabe en højtidelig og flot fejring. Og pludselig skal det hele ske for lukkede døre. For mange vil det også være første gang i deres liv, at de ikke kan deltage fysisk i påskefejringen, men kun se med på en skærm,” siger han og vurderer, at dette vil være tilfældet de fleste steder i verden, da coronavirussen er så udbredt nu.
I katolske lande bliver mange gudstjenester fortsat gennemført, da messen ses som en offergave til Gud, der også kan fejres uden menighedens tilstedeværelse.
Da ordren om at holde gudstjenesterne lukkede kommer fra paven og biskopper, tvivler Jakob Egeris Thorsen på, at mange kirker vil gøre oprør imod det. Men derfor er det stadig hårdt for de kristne.
”Katolikker har en mere intensiv tradition for kirkegang, og det har stor betydning for dem at kunne modtage nadveren. Lige nu er vi i fastetiden, som er en forberedelse til påsken og en periode, hvor folk går til skrifte og nadver oftere. Det er smerteligt, at de ikke kan det. I medierne har jeg set billeder af folk rundt omkring i verden, der sidder på knæ foran aflåste kirkedøre og beder.”
Også teologiprofessor på Aarhus Universitet Peter Lodberg ser den nuværende situation som historisk.
”Det er interessant at tænke på, at det, der hverken lykkedes for kommunismen, nazismen eller maoismen – nemlig at forhindre kirkegang – nu er sket i Danmark og andre lande fra den ene dag til den anden. Ikke engang under den spanske syge var der forbud mod gudstjenester i Danmark. Hvis man ser bort fra oldkirkens kristenforfølgelser, er situationen enestående. Og nu rammer den så også højtiden over dem alle,” siger han og tilføjer, at protestanter dog vil være mindre ramt af den begrænsede påskefejring.
”For katolikker og ortodokse er det vigtigt at kunne gennemleve påskens lidelses- og opstandelsesberetning med ritualer, hvilket bliver svært at gøre digitalt. Men den protestantiske kirke har det talte ord i centrum. Herhjemme kan coronasituationen måske ligefrem få påsken til at stå tydeligere frem. For i den folkelige bevidsthed vokser betydningen af, at vi ikke kan mødes, som vi plejer i højtiden – om det så er gudstjeneste eller familiefrokost.”