Luther og Grundtvig spøger i aktuel islamdebat

Konference i Vartov i København sætter fokus på forholdet mellem Martin Luther og N.F.S. Grundtvig. De spiller begge en central rolle i disse års debat om folk, nation og frihedsrettigheder, siger professor emeritus Ove Korsgaard

N.F.S. Grundvig, (1783-1872) statue i Vartovs gård i København
N.F.S. Grundvig, (1783-1872) statue i Vartovs gård i København. Foto: Brian Bergmann.

”Wir sind das Volk,” lyder det aktuelt fra tyske Pegida-demonstranter - Vi er folket. Også i den hjemlige islam-debat taler mange om nødvendigheden af at lytte til folket. At forstå folkets betydning i en dansk og tysk sammenhæng lader sig ikke gøre uden Grundtvig og Luther, understreger tidligere professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Ove Kors-gaard. Netop forholdet mellem de to er i disse dage emnet for en stort anlagt konference i Vartov med deltagelse af en række af landets føren-de Luther- og Grundtvig-forskere.

”Den udbredte forestilling om, at Luther og protestantismen udgør fundamentet for det frie, åbne samfund med uindskrænket ytringsfrihed, er forfejlet. Luther banede nok vejen for ånds- og trosfriheden, men derudover var han fortaler for formynderstaten, hvor folket ikke havde noget at skulle have sagt,” siger Ove Korsgaard.

Når folkets stemme i dag tillægges stor vægt, skyldes det ifølge Korsgaard derfor ikke Luther, for hvem folket først og sidst var en farlig pøbel, men derimod tilblivelsen af nationalstaten i løbet af 1800-tallet, hvor Grundtvig spiller en afgørende rolle herhjemme.

”Hvor Luther koblede den territoriale stat og evangelisk kristendom, så etablerede Grundtvig i stedet en kobling mellem stat og national kultur, herunder især sproget som kulturens kerne. Det banede også vejen for en egentlig religionsfrihed, som ikke fandtes hos Luther,” siger Ove Korsgaard.

Når Luthers toregimentelære, hvor der skelnes mellem det åndelige og det verdslige regimente, i dag drages frem i kritikken af islam som lov-religion, beror det i vidt omfang på en misforståelse af Luther, mener Ove Kors-gaard.

”Luther taler ikke om en traditionel sekulær adskillelse af kirke og stat. For ham hører kirken til i begge regimenter, i det åndelige regimente blot som usynlig kirke. Hos Luther er kirken dermed en central del af den religiøse stats magtapparat,” siger Korsgaard.

Når Luther og Grundtvig i dag trækkes frem, hænger det også sammen med en voksende kritik af det overstatslige EU og kampen for nationen og territoriet som ramme om en fælles kultur, påpeger han.

”Det er legitimt at pege på Luthers og Grundtvigs rolle for tilblivelsen af det moderne danske samfund. Men det er problematisk at lade, som om vi i dag har en stat som på Luthers og Grundtvigs tid. Det har vi nemlig ikke,” siger Korsgaard.

I stedet har vi et europæisk fællesskab, hvori landene indgår som medlemsstater, siger Korsgaard, der understreger, at vi ikke dermed har forladt nationalstaten, men at den også skal tænkes som medlemsstat. Samtidig erkender han, at en af EU's store udfordringer er fraværet af et forestillet fællesskab, et fælles kulturelt fundament for en europæisk sammenhængskraft. Det var i høj grad i etableringen af fundamentet for et forestillet fællesskab, at Luther og Grundtvig spillede en enorm rolle.

”Det europæiske fællesskab, medlemsstaten, har også sine fødselsvanskeligheder, men det havde territorialstaten og nationalstaten i den grad også. Debatten i disse år er derfor også en kamp om, hvilket forestillet fællesskab der vil sejre. Når der rundtomkring i Europa i dag tales om folket i en kobling med kritik af demokratiet, er der grund til at være på vagt,” siger Ove Korsgaard.