Luther var ikke en forkrampet munk

Det er en myte, at den unge Martin Luther var indadvendt og sygeligt optaget af egne sjælskampe. Allerede før reformationsåret 1517 nød han tillid i mange kredse, fik tillidshverv og opbyggede et stort netværk

Midt i alle udadvendte aktiviteter var Luther (afbilledet ovenfor) stadig primært optaget af at forkynde det rene evangelium i Bibelen. Budskabet om menneskets frelse af nåde alene, ved troen alene.
Midt i alle udadvendte aktiviteter var Luther (afbilledet ovenfor) stadig primært optaget af at forkynde det rene evangelium i Bibelen. Budskabet om menneskets frelse af nåde alene, ved troen alene. . Foto: Omikron.

Anfægtelser er et af de ord, mange forbinder med den unge Martin Luther.

Man ser ham for sig i en munkecelle, forpint over sin indre tilstand. Selv har han mange år senere beskrevet sin klosterkamp på den måde. Film og bøger har imidlertid understreget dette, så man nærmest tænker på ham som sygelig.

Som det er gået for andre i tidens løb, førte Luthers religiøse alvor ham ud i svære kampe, indtil han fik øjnene op for, at kristendom primært handler om nåden i Kristus.

Men man skal ikke af den grund forestille sig ham som en nedbrudt mand. Selv i hans ungdom hindrede de åndelige anfægtelser ikke et meget udadvendt liv.

I 1512 blev han som kun 29-årig ansat som professor i bibeludlægning i Wittenberg, og denne lærestol beklædte han resten af livet. Han fik derved en vigtig platform for sit budskab med gode muligheder for at påvirke den unge generation inden for sin orden.

I sin munkeorden nød han tidligt stor anseelse. Man havde tidligt lært ham at kende som en nidkær munk og en seriøs teolog. Derfor blev han sat til at specialisere sig i at udlægge Bibelen fra grundsprogene.

I samtiden stod der dengang en kamp inden for alle katolske munkeordener mellem ”slappere” og ”strammere”. Nogle klostre havde slækket på disciplinen, mens andre klostre var ”reformerede”, hvilket i samtidens sprog betød, at de ville føre klostrene tilbage til den oprindelige arbejdsform og livsstil.

Da Luther gik i kloster, valgte han et af de reformerede klostre.

Man skal dog ikke tænke ham som særligt yderligtgående, for i de interne debatter hørte Luther til den gruppe, der søgte at samle ordenen. Det gjorde også hans egen leder, Staupitz, der da også tidligt så et lys i Luther og promoverede ham.

En midtsøgende linje kan ofte være fremmende for en persons karriere, og Luther blev da også valgt til distriktsvikar i Thüringen og Meissen. Han skulle som sådan rejse rundt og føre tilsyn med 11 klostre. I kraft af dette tillidshverv var det således ham, der i maj 1516 indviede et nyt augustinerkloster i byen Eisenach.

Hjemme i Wittenberg voksede opgaverne også. Luther var optaget af arbejdet på at udvikle det lokale universitet.

En kollega fra universitetet, dekan Heins fra det filosofiske fakultet, blev præst ved byens sognekirke. Men da Heins’ helbred var dårligt, måtte den robuste Luther jævnligt træde til.

Derved blev Luther prædikant og fik en fast platform blandt lægfolket. På slottet i Wittenberg blev hans virke fulgt af kurfyrstens indflydelsesrige sekretær, Spalatin. Til ham fik Luther et tæt forhold, og i det hele taget synes Luther at have været en mand, der havde let ved at vinde andres tillid og var god til at skabe sig et netværk.

Fra oktober 1516 er der bevaret et brev, der giver indtryk af en effektiv ung mand. Luther fortæller om travlhed med at prædike og forelæse på universitetet. Han førte opsyn med klostre og arbejdede på at få skaffet bedre ledere dertil.

Så mange breve skulle skrives, at han ikke kunne huske, hvad han selv havde skrevet! Ud over det daglige slæb var der også pest i byen, men skønt han var bange, ville han blive på sin post.

Da Luther året efter indledte Reformationen, var det altså ikke just en indadvendt og ukendt munk, der slog teser op.

Han var en travl mand, på en teologisk og akademisk høj post, velanskrevet inden for sin munkeorden, agtet i byen som prædikant, en lederskikkelse med et stort netværk inden for såvel kirke som den politiske øvrighed.

Midt i alle udadvendte aktiviteter var Luther stadig primært optaget af at forkynde det rene evangelium i Bibelen. Budskabet om menneskets frelse af nåde alene, ved troen alene.

Teolog og prædikant var han altid først. Evangeliets sandhed og brødrenes frelse forblev altid for ham det vigtigste, og det kom til at give den lutherske reformation sit særlige præg, for eksempel til forskel fra den schweiziske.

Men alle hans teologiske og åndelige overvejelser til trods, så ville ingen i Wittenberg have opfattet Martin Luther som forkrampet og sygeligt indadvendt, året før det hele brød løs.