Prøv avisen
Interview

Fællessang: Luther ville nok være meget godt tilfreds, hvis han oplevede en højmesse i dag

Salmesang fylder omkring en tredjedel af en højmesse i folkekirken. Det er et levn fra Luther, som talte varmt for, at menigheden skulle forkynde evangeliet via salmesang. Men Luthers idé om, at menigheden forstår salmernes teologiske budskaber ved at synge dem, holder nok ikke, vurderer teolog Mikael Grønhøj Skovgård (tv.) og teolog og organist Mads Djernes. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix

Salmesang kan skabe fællesskab og oplevelse af at være en menighed. Men hvor meget teologi kirkegængerne tager med hjem, er et åbent spørgsmål, siger to teologer, der har skrevet speciale om salmesang

I folkekirken bliver der sunget masser af salmer, og spørger man de vante kirkegængere, hvad salmesangen betyder for dem, vil mange sige, at salmerne er en væsentlig del af gudstjenesten.

Men hvad kirkegængerne reelt får ud af at synge salmer, og hvad salmesangen gør ved dem, er der ikke meget viden om. Eller sagt på en anden måde: Når præsterne vælger salmer og forestiller sig, at tekster og melodi tilsammen er med til at forkynde bestemte budskaber og formidle teologiske pointer til kirkegængerne, er det langtfra sikkert, at det går, som præsten tror og prædiker. Det viser to teologiske kandidatspecialer om menighedens oplevelse af salmesang, udarbejdet af Mads Djernes og Mikael Grønhøj Skovgård.

”Som barn var jeg sanger i et kirkekor, og som regel kunne jeg ikke huske, hvad jeg lige havde stået og sunget. Det gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af, hvad kirkegængere reelt oplever, når de synger salmer,” siger Mikael Grønhøj Skovgård.

Konklusionerne i hans speciale baserer sig på interviews med kirkevante deltagere i en række søndagsgudstjenester i folkekirken. Her spurgte han, hvad de efter kirkegangen kunne huske om salmerne. Ofte var det ganske lidt.

”Mange kunne ikke huske, hvad salmerne hed, og typisk kunne de højst referere et par strofer, selv om der ofte var tale om velkendte salmer,” siger han.

Mads Djernes har arbejdet som organist og har i flere år undervist i salmekundskab og kirkemusik på Pastoral- seminariet i Aarhus. Desuden har han for nylig afsluttet sin teologiske kandidatuddannelse med specialeafhandlingen ”Hvordan opfatter kirkegængere salmesangen?”. Han har lavet fokusgruppeinterviews med en række medlemmer af forskellige folkekirkelige menigheder, blandt andet ved at bede dem synge bestemte salmer og diskutere deres oplevelse af disse salmer og af at synge dem på forskellige melodier og både stående og siddende.

”Det slående var, at selv disse både kirke- og sang-vante mennesker ikke kunne sige ret meget om indholdet af de tekster, de sang. De gav udtryk for, at det var svært at koncentrere sig om både tekst og melodi, eller at salmen bragte mindelser frem om bestemte begivenheder, som pludselig kom tæt på. Så deres associationer kunne være meget forskellige og ikke nødvendigvis være på linje med tekstens objektive indhold,” siger Mads Djernes.

Mikael Grønhøj Skovgård har samme indtryk:

”Tilsyneladende er personens livssituation eller tidligere oplevelser med samme salme meget mere afgørende for, hvad de får ud af salmeteksterne, end det, der rent faktisk står i dem, eller den måde, de indgår i liturgien og er tænkt sammen med for eksempel prædikenen,” siger han.

De to teologer understreger, at deres afhandlinger baserer sig på ret små, kvalitative undersøgelser, som derfor ikke med sikkerhed giver et repræsentativt billede af kirkevante menneskers oplevelse af salmesang. Men de er enige om, at deres konklusioner maner til eftertanke og lægger op til yderligere undersøgelse af, hvad salmesang reelt betyder og kan bruges til.

”Det kan virke nedslående, at deltagerne i en højmesse tilsyneladende får så lidt teologisk indhold med hjem fra salmesangen. Men faktisk er det ikke den konklusion, jeg vil drage. Tværtimod er det interessant, at deltagerne alle giver udtryk for, at sangen betyder noget positivt. Ikke mindst er den med til at skabe oplevelsen af fællesskab. Den er simpelthen med til at gøre dem til en menighed, og det er meget væsentligt, for der kan være mange grunde til, at denne oplevelse af at være menighed ikke opstår så let som tidligere,” siger Mikael Grønhøj Skovgård.

Mads Djernes er enig:

”Grundtvig beskrev, hvordan forsamlingens fælles deltagelse i salmesangen var det væsentligste for etableringen af menighedsforståelsen, og at fællessang kunne modvirke menighedens opløsning,” siger han.

I sit speciale sammenholder han dele af den omfattende teori om salmesang inden for teologi, antropologi og musikteori med resultaterne af sine interviews. Her viser det sig, at kun dele af teorien holder. Ikke mindst ser det ud til, at antagelser om, at en ideel kombination af tekst og melodi kan gøre salmesang til en effektiv forkyndelse, ikke holder.

”Det ser ud til, at det er ganske svært at forholde sig intellektuelt til en tekst, mens man synger. Så det er nok tvivlsomt, om for eksempel Grundtvigs meget bevidste opbygning af mange salmer, hvor de begynder med bibelhistorien og bevæger sig frem til gudstjenestens nu, bliver fanget af ret mange. Men måske er det også et problematisk udtryk for en nyrationalistisk tidsånd, at vi fokuserer så meget på den bevidste forståelse af teksten. Salmesang er det væsentligste kropslige element i gudstjenesten, og måske skal vi bare glæde os over, at den har en fællesskabsdannende funktion, som vi har svært ved at opnå via prædiken og andre virkemidler,” siger Mads Djernes, der er ansat i et vikariat som sognepræst i Egå uden for Aarhus.

Mikael Grønhøj Skovgård supplerer:

”Det handler ikke kun tidsånden, tror jeg. Det handler også om en protestantisk vægtlægning af ordet og den intellektuelle forståelse, ofte på bekostning af den sanselige og kropslige erfaring. Salmesang er beskrevet i Bibelen og har altid været en del af kristne menigheders fælles tilbedelse, og min undersøgelse har bekræftet mig i, at salmesang har en vigtig funktion, som ligger ud over det, vi kan nærme os intellektuelt.”

Men er det ikke et problem, at salmesangen, som ifølge Luther skulle være et udtryk for det almindelige præstedømme som en menighedens forkyndelse, bekendelse og lovsang, i praksis mest ser ud til at give en positiv oplevelse af fællesskab, men ikke nogen bevidst teologisk tilegnelse?

”Jeg tror, at Luther ville være meget godt tilfreds, hvis han oplevede en folkekirkelig højmesse i dag og hørte, hvad vores respondenter sagde. Traditionen for fællessang har været under pres i Danmark, men er på vej ind igen, og interessen for salmer er stigende. Der skrives nye salmer i stort omfang, og de bruges i gudstjenesten sammen med de gamle, kendte salmer,” siger Mads Djernes.

Mikael Grønhøj Skovgård er mere skeptisk, ikke mindst fordi han ser den stigende brug af professionelle kirkesangere og -kor som en trussel mod Luthers grundidé om menighedens sang. Luther var optaget af, at menigheden skulle bære sangen i fællesskab i stedet for at uddelegere den til et professionelt kor af munke, sådan som det mange steder var tilfældet før Reformationen.

”At nogle bliver betalt for at synge kan opleves som et brud på fællesskabet, også fordi de professionelle sangere løfter sangen rent teknisk til et niveau, hvor nogle føler, at de ikke kan være med. Det risikerer at reducere kirkegængeren til passive modtagere i stedet for aktive deltagere, og en vigtig pointe med salmerne er netop, at de udgør et kropsligt element i gudstjenesten, hvor man deltager i en fælles handling, som man også gør under nadveren.”

Mads Djernes erkender da også, at hans interviews ikke understøtter Luthers idé om, at afsyngelse af en tekst kan være en effektiv indlæringsmetode.

”Der er næppe den 1:1-optagelse af indholdet i salmerne, som Luther nok forestillede sig.”

Men den sangglæde, som Luther i sig selv anså for positiv, findes, siger han.

”Det sjove er, at mine interviewpersoner, som typisk tilhører bedsteforældregenerationen, var bekymrede for, at deres børnebørn ikke kunne forstå de gamle salmetekster. De mente, at der skulle nye salmer til, så børnene kunne forstå budskabet. Men selv sang de gladelig salmer, som de ikke forstod ret meget af. Det tyder på, at salmernes vigtigste funktion er noget andet end at overlevere et budskab,” siger han.

Mikael Grønhøj Skovgård er enig.

”Der er præster, der siger, at den sidste salme skal være som en sukkerknald, man tager med hjem, altså for eksempel en velkendt salme, som er let at synge med på. Det kan lyde banalt, men det er jo reelt med til at skabe en erfaring af, at fællesskabet holder hele gudstjenesten igennem og ikke opløses, allerede før man forlader kirken. Og det er vel sådan set alt andet end banalt.”