Lutheranere presser på for fælles nadver

Det Lutherske Verdensforbund har opfordret paven til at overvinde forskelle mellem lutheranere og katolikker

En af de alvorligste anstødsstene mellem almindelige katolikker og lutheranere har siden reformationen været, at man ikke i fællesskab kan deltage i nadveren. Nu opfordrer Det Lutherske Verdensforbund paven til at intensivere bestræbelserne på at overvinde de forskelle mellem de to kirker, som hindrer den fælles nadver.

Opfordringen kom i forbindelse med, at præsidenten for verdensforbundet, biskop emeritus Christian Krause, i sidste uge besøgte Rom og havde foretræde for pave Johannes Paul II. Præsidenten havde en længere erklæring med til paven og sagde blandt andet:

- Vores menigheder venter på dette synlige tegn og den levende oplevelse af fællesskab i Jesus, det vil være, sagde Christian Krause med henvisning til den fælles nadver.

På det seneste har han fået opbakning fra tre økumeniske forskningscentre i Europa. Både det katolske institut i Tübringen og det prote-stantiske i Bensheim i Tyskland siger sammen med det lutherske institut i Strasbourg i Frankrig, at der ikke er alvorlige teologiske forskelle, som hindrer den fælles nadver.

Udtalelsen kommer på baggrund af den grøde, som den første fælleserklæring mellem de to kirker efter 30 års arbejde har skabt. I erklæringen hedder det, at katolikker og lutheranere har samme syn på, hvordan et menneske frelses af Gud - at de gode gerninger og aflad ikke er altafgørende. Aflads-tankegangen var netop stridspunktet mellem Luther og den katolske kirke under reformationen.

Efter fælleserklæringen fortsætter katolikker og lu-theranere nu arbejdet i en fælles kommission, som skal arbejde sig frem til nadverfællesskabet. Som reglerne er nu, er det forbudt katolikker at deltage i en protestantisk nadver, og protestanter kan ikke officielt deltage i en katolsk. Protestanterne derimod inviterer gerne alle kristne trossamfund til fælles nadverbord. Den katolske kardinal Walter Kasper, som er øverste leder af Vatikanets arbejde for kristen enhed, har flere gange til Kristeligt Dagblad udtalt sig optimistisk om de to kirkers øgede fællesskab, også med hensyn til nadveren. Men det lader til, at lutheranerne ikke ønsker, at der skal gå 30 år inden næste økumeniske gennembrud.

vincents@kristeligt-dagblad.dk