Man står nogle gange uforstående over for holdninger i andre trossamfund end ens eget.
I dansk tradition var den katolske jesuitterorden særligt forhadt, men grundlovsfædrene i 1849 endte alligevel med at tillade også den – i modsætning til Norge, hvor der var forbud mod jesuitter helt til 1956. Mange af os forstår ikke i dag, hvordan nogle religiøse grupper kan tage afstand fra at stemme til demokratiske valg. Men det gør eksempelvis Jehovas Vidner, og de har ikke desto mindre været godkendt som trossamfund i Danmark siden 1970 med ret til at vie medlemmer i deres rigssale.
De vil fortsat kunne mødes om deres tro, men deres nuværende status vil de miste, medmindre de i deres ”sekulære, besluttende organer” lever op til nogle principper om medlemsdemokrati og ligebehandling. I hvert fald hvis et nyt forslag fra regeringens trossamfundsudvalg bliver gennemført.
Grundloven siger i §69: ”De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov”, og det er et forslag til en sådan samlet lov, der nu er fremsat.
Om Jehovas Vidner og tilsvarende religiøse grupper med muslimsk baggrund overhovedet har ”sekulære, besluttende organer”, er et spørgsmål for sig. Og selv hvis et sådant trossamfund i fremtiden valgte at indføre det for at kunne beholde sin status som ”godkendt”, ville de formodentligt stadig være imod at deltage i den almindelige demokratiske proces. Man vil næppe opnå at få ændret Jehovas Vidners samfundssyn eller af-radikaliseret visse muslimske grupper. Man vil med forslaget mest opnå at blande sig i trossamfundets indre anliggender og fratage dem nogle frihedsrettigheder.
Vi har i Danmark haft en lang tradition for frisind og tolerance, over for jesuitter, Jehovas Vidner og andre, som flertallet har stået ganske fremmed over for. Erfaringen viste, at pavens tro støtter også blev gode samfundsstøtter – selv på statsministerposten har der siddet en katolik. Og Jehovas Vidner passer i al stilfærdighed deres arbejde og bidrager til opbygningen af det danske samfund – også selvom de måske ikke lever op til nogle principper om medlemsdemokrati og ligebehandling i deres ”sekulære, besluttende organer”.
Udvalgets flertal synes at gå ud fra en skelnen mellem indhold og organisationsform, der kun giver mening i en luthersk tradition. På reformationstiden lagde katolikker megen vægt på kirkens organisationsform under paven. Calvin og døberne havde også faste tanker om kirkens organisationsform.
Luther derimod så evangeliets sande forkyndelse som det afgørende, mens kirkens organisationsform var mindre vigtig. Der behøvede ikke at være de samme skikke overalt. At sondre mellem ”sekulære, besluttende organer” og kirkens indre anliggender er således en karakteristisk luthersk arv. Til gengæld passer denne skelnen ikke på virkeligheden i andre trossamfund af kristen, muslimsk eller anden baggrund.
På netop dette punkt lader flertallet i trossamfundsudvalget sig tilsyneladende endnu styre af en luthersk tradition. På andre punkter har man ellers indrettet sig efter en stadigt mere pluralistisk religiøs virkelighed. Grundloven taler om frihed til ”at dyrke Gud”, men da det i dag ikke er alle religioner, der taler om ”Gud”, taler trosudvalget om ”magter, der står over mennesker”.
Engang kunne man regne med, at alle trossamfund havde ”præster” og faste ”læresætninger”, men udvalget tager højde for, at det ikke er sådan mere. Til gengæld tager udvalgets flertal ikke højde for, at ikke alle trossamfund skelner på luthersk vis mellem indre anliggender og ”verdslige spørgsmål”. For nogle trossamfund er de besluttende organer en del af selve indholdet, hvorfor det vil være et indgreb at kræve, at de skal leve op til at have ligebehandling, en generalforsamling og en demokratisk valgt bestyrelse med beslutningskompetence i verdslige spørgsmål for at være anerkendt i fremtiden.
Forslaget lægger op til mere offentlig kontrol med trossamfund, så en lille frikirke, der har virket i landet i 100 år uden at have givet anledning til de mindste problemer, fremover tænkes at skulle kontrolleres af et ministerium hvert tredje år. Dette virker overdrevent, selvom det selvfølgelig er svært at argumentere imod et krav om administrativ orden i tingene.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.