Prøv avisen
Kirken i verden

Lutherske kirker har historisk haft tæt tilknytning til staten

Luther lagde grunden til folkekirkerne, mere eller mindre bevidst. Foto: MORTEN LANGKILDE/ritzau

Et af de lutherske kirkers særlige kendetegn er en tradition for et tæt samarbejde med statsmagten. Men det bliver ikke nødvendigvis ved

”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Sådan har det heddet i det danske grundlov siden 1849. Før den tid var den evangelisk-lutherske kirke direkte drevet af den enevældige konge, der suverænt lovgav for kirken. I dag er det Folketinget, der lovgiver for kirken, og Dronningen, der autoriserer ritualer og salmebøger.

Denne statstilknytning går tilbage til reformationstiden. Luther lagde grunden til folkekirkerne, mere eller mindre bevidst. Luther henvendte sig til de tyske fyrster for at få dem til at indføre reformer i kirken. Paven og biskopperne kunne han ikke forvente sig noget godt af, men øvrigheden var indsat af Gud selv ifølge Romerbrevets kapitel 13 i Bibelen. Luthers opfordring tog de tyske fyrster imod med kyshånd, for de havde længe gerne villet gribe ind i de kirkelige forhold. Så fik fyrstendømmer i Nordtyskland og landene i Skandinavien deres folkekirker, som var evangelisk- lutherske i indhold, men ledet af kongerne i praksis.

I Reformationens næste generation dukkede den franske reformator Jean Calvin op, som måtte flygte fra det katolske Frankrig til Schweiz. Han mente, at Luthers kirkemodel var endt med at være for tæt knyttet til fyrsterne. De evangeliske kirker burde være selvstyrende. Calvin så for sig frie folkekirker med valgte kirkeråd. Calvins tanker sejrede i Holland, Skotland og i dele af Schweiz. Her fik man reformerte kirker, som var ledet af kirkesynoder og mere frie i forhold til statsmagten end de lutherske.

Mere radikalt tænkte de såkaldte døbere på reformationstiden.

Baptistbevægelsen opstod i Schweiz, og her brød man ikke bare med barnedåben, men også med tanken om en kirke, der samlede hele befolkningen.

Idealet var frikirke-menigheden, som hver enkelt medlem personligt havde sluttet sig til, og hvor staten ingen indflydelse havde på kirkens liv.

Den organisationsform var ikke lovlig i Europa i 1500-tallet, og baptister blev ofte forfulgt. Det afgørende fristed fandt baptister i USA, religionsfrihedens land. Her var deres kirke- og samfundssyn ikke bare tilladt, men noget grundlæggende i landets selvforståelse. En meget stor del af verdens baptister bor da også i USA i dag. Også andre steder i verden er frikirke-modellen den eneste mulige form for kirkeorganisering. Den kirkemodel, der historisk var outsider i Europa, er i dag langt mere udbredt end den lutherske.

Den katolske kirke har til tider haft tætte forbindelser til statsmagterne. En national folkekirke kunne den katolske kirke aldrig blive, for den vil altid have sit hjerte og endelige autoritet i Rom, aldrig i noget parlament eller kirkeministerium. Den romersk-katolske kirke er af væsen international og global og samler godt halvdelen af verdens kristne i dag.

De ortodokse kirker i øst havde ingen pave og har haft en tradition for at være nationale kirker. I Rusland er folket, den russisk-ortodokse kirke og statsmagten i lange perioder gået op i en højere enhed. Dog er der den forskel til den lutherske model, at den ortodokse kirke er stærkt traditionsbunden med uforanderlig liturgi. Netop ved sin indre uforanderlighed har den ortodokse kirke kunnet bevaret en indre selvstændighed.

Det er således ganske typisk, at Danmark med en luthersk kirketradition også har en kirke, der er meget dansk og knyttet til Folketing og Dronning. På verdensplan er den tradition dog vigende, også blandt de lutherske. De seneste års stærke udvikling har gjort, at flertallet af lutherske kristne i dag hører til i kirkesamfund, der er organiseret som frikirker (Afrika, USA, Indonesien).

Om nogle af de voksende afrikanske lutherske kirker vil få status af folkekirker i deres lande, må fremtiden vise. Sker det, vil det i hvert fald være mere nærliggende end for andre kirketradi- tioner, da de lutherske kirker historisk set har været kendetegnet af at have haft tættest statstilknytning.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.