Prøv avisen
Kirken i verden

Lutherske kirker står svagt i kristendommens vækstzoner uden for Europa

Lutherdommen blev stærkt knyttet til bestemte regioner i Nordeuropa. I 1526 gjorde en tysk rigsdag det til en sag for den enkelte fyrste, om han ville lade kirken i sit område følge en luthersk eller en gammelkatolsk retning. Foto: Jens Meyer/AP/ritzau

Lutherdommen er ikke i så høj grad som andre kirkeretninger flyttet ud af den vestlige verden. Det skyldes blandt andet, at lutheranere helt frem til 1800-tallet var meget lidt optaget af at missionere under fjerne himmelstrøg, skriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen i 500-året for Reformationen

På Luthers tid kaldte man Europa ”kristenheden”. Med god grund, for næsten alle verdens kristne boede i vores verdensdel. Sådan er det ikke længere. I Nord- og Sydamerika bor halvdelen af verdens kristne nu, og forventeligt vil Afrika snart blive det kontinent, hvor der bor flest kristne, for kirken er blevet global. Men de forskellige kirkeretninger, der opstod ud fra Reformationen, har oplevet denne globalisering på meget forskellige måder.

Lutherdommen blev stærkt knyttet til bestemte regioner i Nordeuropa. I 1526 gjorde en tysk rigsdag det til en sag for den enkelte fyrste, om han ville lade kirken i sit område følge en luthersk eller en gammelkatolsk retning. Den danske konge, der som hertug af Holsten også var tilknyttet det tyske rige, lod det følge trop, og fra 1536 var Danmark et rent luthersk land.

Efter nogle omtumlede år blev det nævnte system cementeret for hele det tyske område ved en religionsfred i Augsburg i 1555, så Tysklands regioner opdeltes efter kirkeretning.

På det tidspunkt var Luther afgået ved døden, og i de følgende årtier var det snarere reformatoren Jean Calvin, der prægede arbejdet for at reformere kirkerne i Europa. Hvor der dannedes nye protestantiske kirker, i Skotland, Nederlandene og Østeuropa, blev disse præget af Calvin. De blev kaldt reformerte og var ikke lutherske.

Lutherdommen blev således afgrænset til bestemte områder i Nordtyskland og Skandinavien.

I modsætning hertil var den romersk-katolske kirke global. Hvad den katolske kirke tabte til Reformationen i Nordeuropa, blev opvejet ved den fremgang, romerkirken i den samme periode oplevede i de spanske kolonier i Syd- og Mellemamerika. Og den nye jesuitterorden, der blev kendt for at modarbejde protestantismen i Europa, var også meget aktiv i arbejdet på at bringe kirkens tro videre til ikke-kristne, for eksempel i Kina. Som følge af sit store missionsarbejde er det i dag kun et lille mindretal af den romersk-katolske kirkes medlemmer, der bor i Europa.

Der blev også drevet mission fra protestantisk side. Især i 1800-tallet, der både var en kolonitid og en pionertid for protestantisk ydre mission. Mest fra den anglikanske kirke og de forskellige reformerte kirker.

Det er medvirkende til, at den anglikanske kirke i dag er mere global end den lutherske. Den traditionsrige ”Church of England” er i dag kun en lille del af det samlede anglikanske kirkefællesskab, for over halvdelen af verdens anglikanere bor i Afrika. Endnu mere udpræget er tendensen i de reformerte kirker. De har historiske rødder i Schweiz, Holland og Skotland, men kun cirka ti procent af verdens reformerte bor i Europa nu. Langt flere bor der i Afrika og Asien, hvor den reformerte kirke blandt andet er meget stærk i Sydkorea.

De lutherske kirker kom sent i gang med Ydre Mission. Det var der både ydre og indre grunde til. De lutherske kirker var statskirker, og tyske småfyrster og skandinaviske konger var sjældent optagede af missionsarbejde. De lutherske boede i landbrugsområder og færdedes ikke på verdenshavene. Først da man fik små kolonier, begyndte der at være tale om luthersk missionsarbejde. Engagement fra lægfolks side var det vanskeligt at inddrage, fordi man i de lutherske lande var bange for sværmeri og derfor lagde vægt på uddannelse og et ydre kald, før man havde lov at prædike. Og hvem i Afrika ”kaldte” på en præst fra Nordeuropa? Først med vækkelserne sidst i 1800-tallet kom der for alvor gang i missionsarbejde fra lutherske kredse, som regel primært støttet af pietistisk prægede lægfolk.

I den sidste generation er også lutherdommen begyndt at mærke globaliseringen. Indtil for nylig hørte det store flertal af lutheranere hjemme i Europa og i europæiske udvandrerkirker i Amerika. Nu ændres billedet, idet den lutherske kirke i Etiopien gennem en eventyrlig vækst er blevet det største lutherske kirkesamfund i verden. Foreløbigt gælder det dog, som det har gjort historisk, at lutherdommen i forhold til andre kirkeretninger står svagt i kirkens vækstområder uden for Europa.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.