Løkkes hilsen til muslimer åbner værdikamp

Kritik af statsministerens eid-hilsen til danske muslimer viser, hvordan angst og religionsforskrækkelse har overtaget værdidebatten, siger blandt andre tidligere overrabbiner

Selv en lykønskning i forbindelse med eid-festen møder hård kritik i dag, hvor religion er et yderst følsomt emne i den danske værdidebat.
Selv en lykønskning i forbindelse med eid-festen møder hård kritik i dag, hvor religion er et yderst følsomt emne i den danske værdidebat. Foto: Liselotte Sabroe.

Religion er blevet så følsomt et emne i den danske værdidebat, at selv en lykønskning til eid kan åbne for hård kritik.

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) måttet sande, efter at han er blevet kritiseret af Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth og den nationalkonservative debattør og cand.scient.pol. Søren Hviid Pedersen for at ønske glædelig eid til danske muslimer. Eid-festen for nylig markerede afslutningen på fastemåneden ramadanen.

Men kritikken er helt uforståelig og vidner om en generel angst for religion. Det mener Bent Lexner, tidligere overrabbiner i Det Jødiske Samfund i Danmark.

”Jeg synes, at det er rigtig fint, at statsministeren markerer, at der er andre måder at være dansk på, og ligesom jeg kan glæde mig på andres vegne, når det er jul, så mener jeg, at det er helt naturligt, at man kan glæde sig på muslimers vegne, når de fejrer eid,” siger Bent Lexner, som læser kritikken som udtryk for en generel religionsforskrækkelse:

”Men jeg tror generelt, der er kommet en angst for fremmede religioner, og den er selvfølgelig først og fremmest kommet på grund af den store migration af muslimer. Men det går ud over troende i almindelighed, og nu er en af vores udfordringer at finde ud af, hvordan vi kan være her på hver sin måde,” siger Bent Lexner.

Ligesom Bent Lexner tolker Henning Eichberg, filosof, historiker og professor emeritus, eid-kritikken som angstbåren.

”Det er en angsthistorie, og det er noget, vi må tage alvorligt. Det er en angst for fremmedgørelsen, som kan spores helt tilbage til 1700-tallet og filosoffer som Johann Wolfgang von Goethe og Jean-Jacques Rousseau. I bund og grund handler det om, at vi føler os fremmede i verden, og her bliver det hurtige skridt for at forstå det, at det er de fremmede, der er problemet,” siger Henning Eichberg.

Selvom han kan forstå kritikken, er han langtfra enig i den. For kritikken skjuler et paradoks, mener Henning Eichberg, som hæfter sig ved, at både Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth og debattør Søren Hviid Pedersen bruger kristendommen som argument for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke burde have ønsket glædelig eid til muslimer.

”Kritikerne favner ikke, hvad religion er. I stedet bliver diskussionen om eid-fejringen noget forklemt, fordi kritikerne falder i den grøft at postulere noget om danskheden og kristendommen, som ved nærmere betragtning ikke er langt fra den muslimske forestilling om at underkaste sig religiøse regler,” siger Henning Eichberg.

På den måde kan man i virkeligheden se eid-striden som udtryk for en paradoksal tilgang til religion for Søren Hviid Pedersen og Kenneth Kristensen Berth, der ellers betoner vigtigheden af kristendommen i Danmark.

”I vores vesterlandske tradition har vi et problem med, at religion ganske ofte bliver forstået ganske snævert som en tro på det rigtige, men i virkeligheden er religion noget langt dybere end det, fordi den har sin poetiske karakter. Jeg er ikke selv kristen, men går alligevel i kirke hver søndag, fordi den poetiske kraft i at synge med andre betyder meget for mig. Det kender man også fra jødedommen, der er fuld af fritænkere, som holder sig til det poetiske i jødedommen. Det interessante er, hvorhen det fører med islam, for hvis vi mærker den med vores kulturelle baggrund, kan vi skabe den fornyelse, der gavner os alle,” siger Henning Eichberg.

Men Lexner og Eichbergs kritik af eid-forbeholdene er misforstået, siger debattør Søren Hviid Pedersen. I et indlæg i Berlingske har han blandt andet kaldt eid-fejringen for ”modsætningen til alt dansk” og kaldt det ”bekymrende”, at statsministeren har lykønsket med fejringen. Den vurdering fastholder han – trods kritikken – over for Kristeligt Dagblad.

”Det har ikke noget med sekularisme at gøre. Lexner og Eichberg aner ikke, hvad de snakker om. Min modstand er ikke, at det er en religiøs manifestation, men at det er en muslimsk og islamisk manifestation. Det er en negation af det danske, og jeg er først og fremmest dansker og kristen. Jeg bliver provokeret, fordi det altid er muslimer, der vil have særhensyn og går rundt og markerer sig med deres lovreligion og negativitet over for danskheden, som er alt det, jeg står for,” siger Søren Hviid Pedersen.