En falliterklæring, dårlig prioritering og stik modsat meningen med folkekirken. Sådan lyder en række reaktioner fra læserne på Kristeligt Dagblads Facebookside, hvor en heftig debat har kørt om, hvordan folkekirken bruger sine penge.
Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, har folkekirken for første gang offentliggjort en samlet opgørelse over, hvordan alle sognekirkerne bruger deres penge. Her fremgår det, at kirkerne bruger næsten tre gange så mange penge på kirkekor og på at holde koncerter, som de gør på diakonalt arbejde.
LÆS OGSÅ: Nu skal folkekirken vise sit økonomiske værd
Kun en enkelt procent af kirkernes samlede udgifter går til at hjælpe fattige og socialt udsatte. Det er det, Kristeligt Dagblads læsere reagerer på.
Her følger en række reaktioner fra læserne.
Hvis det er sandt, så er det en falliterklæring for kirken. Så er meningen med kirkens formål forspildt, skriver en læser ved navn Kirsten Gosvig.
Forkert prioritering, skriver Leif Køhler Jensen.
Diakoni frem for alt!, skriver en læser ved navn Karina Lykkegaard:
Kom så kirker!, skriver Peter Brødholt
Læseren Jørgen Allan Olsen uddyber kritikken yderligere:
Ikke nok med at præsterne jager os væk fra kirken, nu glemmer kirken pludselig også alt om, hvad der bliver prædiket om de fattige og små!
Helt enig! Det er en fallit erklæring til os, der kalder os kristne, skriver Ellen-Margrethe Maul.
LÆS OGSÅ: Folkekirken bruger tre gange så meget på musik som diakoni
En læser ved navn Dorthe Hansen overvejer ligefrem, om hun skal forblive medlem af folkekirken som følge af den økonomiske prioritering:
Det får mig til at overveje, om jeg skal melde mig ud af folkekirken jeg vil ikke betale for alle deres koncerter, skriver hun.
Men andre læsere er mere venligt stemte overfor måden, de danske sognekirker prioriterer deres midler.
Begge dele er vigtige, skriver Anders Jeppesen om de midler, som kirkerne bruger på henholdsvis musik og diakoni.
LÆS OGSÅ: Præst: Tidehverv har ødelagt kirkens sociale arbejde
Henrik Lind Jørgensen skriver, at kirkernes prioritering af midlerne er helt naturlig:
Nu har vi jo en stor og styret ulandsbistand, der er på finansloven, så de fattige, der skal hjælpes, er i sagens natur de hjemlige. Og da der i hvert fald i mit sogn er langt, langt, langt, langt flere velstillede end fattige, er det - for mig at se - naturligt, at der prioriteres andre ting i det nære arbejde. Det kan næsten ikke være anderledes, med mindre kirkekasserne i fællesskab skulle øremærke en del af budgetterne til fattighjælp. Jeg vil ikke bestride, at det kan være nødvendigt. Nu er diakoni desuden andet end kroner og ører, så hvis vi sætter en frivilligtime til 80 kroner (ren fiktion, da der ikke gives løn) bliver der sikkert brugt flere penge.
En læser ved navn Heri Kjærbo mener, at det ligger til tidsånden at bruge penge på musik i kirkerne:
Når kirkens lederskab følger denne verdens tidsånd, kan vi ikke forvente andet end at samme Lady Gaga´s ånd også driver over til kirken, hvor vi også får musik for alle pengene... Når vi til gængæld følger Kristi ånd, så er diakonien er selvfølge, at vi ser vores næste og ikke mindst ham, der lider nød. Vores gudstjeneste skal være at hjælpe enken, den hjælpeløse og forældreløse. Da kommer musikken ind på in rette plads, nemlig at lovsang bryder ud, at vi ser hvordan Kristi legeme rækker ud til mennesker gennem Kristus og kirken.
Deltag i debatten på Facebook.com/kristeligt