Prøv avisen
Før søndagen

Må man bede Gud om, at ens syge bror skal dø?

Klaus Højgaard Laursen har gjort det til en levevej at optræde med Bibelen Live og dramatisere de bibelske teksterne. Indtil videre kan han recitere cirka fem timer, og han tror på hvert et ord, han reciterer. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto

Den kirkelige dramatiker Klaus Højgaard Laursen mistede som 12-årig en kræftsyg bror. Men han blev ikke ødelagt af det, fordi han tror på, at Jesus kan gøre død til liv, og at døden kan være en vinding i yderste instans

Klaus Højgaard Laursen var blot 12 år gammel, da han måtte sige farvel til sin tre år ældre storebror, Bent. Efter tre års kamp med kræften var det slut. Sorgen og smerten, som fyldte i barndomshjemmet i flere år, husker Klaus Højgaard Laursen.

Umiddelbart lyder det som en helt anden udgang på historien, end den som fortælles i morgendagens prædiketekst, hvor Jesus gør en pige rask, som er besat af en dæmon. Og så alligevel ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger Klaus Højgaard Laursen.

”I bibelteksten hjælper Jesus her og nu, som han gør i mange andre underberetninger, hvor død bliver til liv,” siger Klaus Højgaard Laursen og drager en parallel til sin brors død:

”Min bror døde i den forstand, at han holdt op med at trække vejret. Men allerede dengang han døde, var jeg af den klare overbevisning, at Jesus overvandt kræften i min bror, og min bror kom hjem til Gud. Døden er en vinding for den, som tror. I yderste konsekvens er døden det bedste,” siger han.

Klaus Højgaard Laursen gjorde sig tanker og forestillinger om livet og døden, som kun de færreste 12-årige er i nærheden af. Opvokset i et luthersk-missionsk hjem på Bornholm i en søskendeflok på fire har han fået de bibelske tekster og troen på Gud ind med modermælken. Han kan ikke tidsligt skelne, hvornår troen blev personlig i forhold til at være en tro, som han blot var opdraget ind i. Men helt tydeligt var det for ham, at den personlige tro trådte frem ved storebroderens død.

”Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om det var i orden at bede Gud om, at Bent måtte dø.”

Ønsket kom, fordi Klaus Højgaard Laursen vidste, at hans bror var klar til at dø, og han samtidig var af den klare overbevisning, at han ville leve videre hos Gud.

”For mig er det evige liv fuldstændig lige så ægte og virkeligt som det jordiske liv. Min bror lever hos Gud, og en dag bliver vi genforenet.”

Det betyder ikke, at Klaus Højgaard Laursen ikke kan savne sin bror og længes efter samvær med ham, men han er ikke gået til i sorg. I stuen leger hans toårige søn, Mathias, mens konen Mette er i gang med praktiske gøremål.

Vil du også roligt og afklaret kunne møde døden, hvis det var en af dine allernærmeste, som en dag døde?

”Jeg tror ikke, at jeg ville blive totalt knust, selvom jeg mistede Mette, som jeg elsker allerhøjest. Jeg ved, at jeg en dag vil følge efter og komme til at leve med hende på den nye Jord. Den tro håber jeg også, at jeg vil kunne finde fred i, hvis det var et af mine børn,” siger Klaus Højgaard Laursen og fortsætter:

”Selvfølgelig vil smerten og savnet være enormt, men det er vigtigt at huske livets korthed i forhold til evighedens længde. Hvad er 50 eller 70 år uden hinanden set i evighedens lys?”.

Hans tanker om livet og døden udspringer af hans bibelopfattelse. Bibelen er virkelig i hvert et ord – og den skal forstås bogstaveligt. Gud skabte Jorden på seks dage, syndefaldet er en realitet, Gud kæmper mod Satan og Satans håndlangere, dæmonerne, og til hver en tid gør han døde levende og bringer frelse og glæde.

Den tro på Gud blev Klaus Højgaard Laursen opdraget med. Den blev hans egen i forbindelse med broderens død, og i dag lever og ånder han bogstaveligt talt for Gud og de bibelske fortællinger. Da han tog sin teologiske bacheloruddannelse i Aarhus, fulgte han sideløbende teologikurser i Aarhus Valgmenighed, hvor han skulle lære at recitere fem vers fra Filipperbrevet. Han blev grebet af bibelrecitationen og læste en bog, hvor han lærte sig teknikker til udenadslære.

”Det var en stor overraskelse for mig, at jeg var i stand til at lære udenad ordret. Jeg har aldrig haft en god hukommelse, og da jeg læste teologi, glemte jeg ofte det, som jeg havde læst, dagen efter. Men jeg lærte mig nogle teknikker,” siger han.

I seks år har han rejst rundt i landets kirker og sognegårde med recitation og dramatisk opførelse af bibelske tekster som Markusevangeliet, Jakobs Brev og Filipperbrevet. Hans repertoire rummer cirka fem timers ordret gengivelse af Bibelen.

Mest af alt er Klaus Højgaard Laursen optaget af positivt at formidle glædesbudskabet, når han med Bibelen Live drager rundt i landet. Han er samtidig helt på det rene med, at hans bogstavtro opfattelse af Bibelen kan dele vandene. I Bibelen er der både historien om de frelste og fortabte og om dem, som frelses og kommer i gudsriget, og dem, som ender i fortabelse.

”Jeg kan og vil ikke – og det er vigtigt at understrege – dømme nogen som helst. Det er Jesus, som dømmer. Det betyder også, at mennesker, som jeg kender og elsker, ender i fortabelse, hvis de ikke tror på Jesus,” siger Klaus Højgaard Laursen og fortsætter:

”Derfor ville det værst tænkelige for mig også være, at min hustru eller en af mine drenge døde uden at tro på Jesus.”