Prøv avisen
Kirken i verden

Måske kunne kristne i folkekirken også læse pavens ord om hellighed

Den apostolske skrivelse fra paven ”Fryd jer og glæd jer” behandler hellighed hos almindelige mennesker, skriver Viggo Mortensen. Særlig vægt lægges der på psyken hos de mange ukendte eller glemte kvinder, der har støttet og forvandlet familier og menigheder gennem deres stærke vidnesbyrd. Der er altså ikke nogen bestemte mennesker, der er hellige. Alle kan blive det. Der er heller ikke bestemte handlinger, der er særligt hellige. Selv de mindste ting, som det at undlade at sladre, Foto: Paul Faith/Ritzau Scanpix

Paven bekender igen kirkens synd efter sexskandaler, og han har lige udtalt sig kritisk om klerikalisme, altså misforstået dyrkelse af præsters og kirkens autoritet. I hans seneste apostolske skrivelse på dansk er der omvendt fokus på hellighed hos almindelige mennesker

I en tidligere analyse af kristendommen har jeg her i avisen skrevet, at det er ”de almindelige mennesker, der lever deres kristendom, der bliver dommere over, hvad der er den sande kristendom”. For vi behøver ikke en hellig kaste til at fortælle os, hvad der er ret og vrang. Det er et klassisk anarkistisk protestantisk synspunkt, men sådan er det ikke inden for alle kirkeretninger. For eksempel får katolikkerne oftere vejledning i, hvad de har at rette sig efter teologisk.

De apostolske skrivelser har for eksempel læremæssig autoritet. Det gælder også ”Fryd jer og glæd jer”, der handler ”om kaldet til hellighed i verden af i dag”, og er oversat til dansk i år.

Den apostolske skrivelse er undertegnet af Den hellige fader Frans, den nuværende pave. Den er ikke formuleret af paven alene. ”Paven” er i dette tilfælde et konglomerat af teologer, der på bedste beskub forsøger at udlægge den katolske tradition, så den kan være til vejledning for de troende i den aktuelle politiske og kulturelle situation. Men selvfølgelig er det den aktuelle pave, der lægger linjen, bestemmer, hvad der skal tages op, og godkender det endelige produkt. Så dette er pave Frans’ bud på, hvad hellighed vil sige i dag.

For den omhyggelige læser afslører skriftet ”Fryd jer og glæd jer” imidlertid også de spændinger, der i øjeblikket løber i den katolske kirke mellem modernister og traditionalister. Pave Frans polemiserer indirekte mod de katolikker, der er for dogmatisk stive og for fokuseret på traditionel liturgi til fordel for en mere sekularteologisk tolkning.

Den katolske kirke har en stor tradition at trække på. Del af den er selvfølgelig Bibelen, og her er det påfaldende, hvor ofte man inddrager Det Gamle Testamente. Er der ikke forskel på hellighed i Det Gamle og Det Nye Testamente? Og får man ikke på den måde en lidt for tilfældig bibelbrug? Endvidere har man et rigt arsenal af udtalelser, encyklikaer, koncilers beslutninger, kirkefædres udtalelser og så videre. Som sagt: Et stort arsenal af kirkelig læretradition at trække på, som citeres i et væk.

Hvad er så hellighed? Straks til indledning bliver man lidt skuffet, for, hedder det, ”man skal ikke forvente en afhandling om hellighed med talrige definitioner og distinktioner”. Det beskedne mål er ”at lade kaldet til hellighed lyde endnu en gang”. Men hvordan kan man lade et kald lyde om noget, som man ikke præcist vil definere hvad er?

Når man åbenbart ikke mener, at man behøver at definere hellighed, så hænger det jo sammen med, at man henvender sig til et indforstået katolsk publikum, som udmærket ved, hvad hellighed er, nemlig den, der er inkarneret i Gud, Jesus, som man kan henvende sig til i bøn, og kirkens helgener og martyrer, som man kan anråbe. Det særlige ved skrivelsen her er, at den vil udvide hellighedsbegrebet, så det dækker almindelige mennesker, der ved at udføre deres daglige dont bidrager til helligheden i verden, ”de forældre, der med stor kærlighed opdrager deres børn, mænd og kvinder, der arbejder for at skaffe brød på bordet, de gamle ordenssøstre, som bliver ved med at smile”.

Der lægges særlig vægt på psyken hos de mange ukendte eller glemte kvinder, der har støttet og forvandlet familier og menigheder gennem deres stærke vidnesbyrd. Der er altså ikke nogen bestemte mennesker, der er hellige, alle kan blive det. Der er heller ikke bestemte handlinger, der er særligt hellige. Selv de mindste ting, som det at undlade at sladre, kan være et skridt på vej imod hellighed. Idet man identificerer sig med Kristus, skal man se hele sit liv som en mission, og det netop i en tid som vores, der er præget af en hedonistisk forbrugerisme. Idet vi er besat af trangen til forlystelser, ender vi med at være ekstremt selvcentrerede, vildt optaget af vores rettigheder og af jagten på tid til at nyde livet.

Således indeholder skriftet en klar kritisk samtidsanalyse. Vores kultur er præget af en nervøs og voldsom uro, der adspreder og svækker os, en negativ holdning og forstemthed, en bekvem sløvhed præget af forbrugerisme, egoisme og en individualisme, der giver sig udslag i talrige former for falsk spiritualitet. Paven er således ikke bleg for at kritisere den nuværende mediekultur, hvor vi navigerer simultant på to eller tre skærme og samtidig interagerer på forskellige virtuelle steder. Så jo, skriftet er stærkt i analysen.

Men hvad skal vi stille op? Ja, vi skal opøve vores evne til at skelne mellem, hvad der kommer fra Helligånden, og hvad der kommer fra verdens eller Djævelens ånd. Og så skal vi acceptere ydmygelser, for det er kun gennem ydmygelser, at vi kan lære ydmyghed og efterlignelse af Jesus. Således er den hellige i stand til at leve glad og med humoristisk sans. Dårligt humør er tegn på utaknemmelighed. Vi skal være positive, taknemmelige og ikke alt for komplicerede. Det lyder jo meget godt, men hvad med dem, der ikke lige kan finde de positive takter?

Jo, der er virkelig meget godt at sige om skriftet ”Fryd jer og glæd jer”. Paven har ret, når han kritiserer tendensen til at gøre kirken til en ngo eller behandle den som et museum. Og når han forsvarer retfærdiggørelse af tro, lyder han næsten helt luthersk. Så det er ikke så sært, at skriftet har vakt modstand i mere konservative katolske kredse.

Når de hellige strides, er Fanden løs, lyder en gammel sandhed. Og helt galt må det gå, når man strides om begrebet hellighed. Den apostolske skrivelse har godt nok som mål at lægge låg på de stridigheder, der hersker i den katolske kirke, netop ved at lade kaldet til hellighed lyde på ny og få det fortolket, så det er mere nede på jorden. Men hvad bliver der så af den specielle hellighed, som den katolske kirkes historie i øvrigt har insisteret på?

Skriftet er stærkere i analysen end i bodemidlerne. Jo, man skal søge fællesskabet, og man kan lade sig inspirere af saligprisningerne, der kan ses som den kristnes identitetskort. Og så skal man være lydig mod evangeliet og mod læreembedet, altså ikke sige paven imod. Men hvad nu, hvis man synes, at paven ikke er præcis nok, at han forveksler en modernistisk agenda med en mere traditionel katolsk?

Den katolske kirke lægger op til, at skriftet kan bruges i efterårets studiekredse i menighederne. Dertil kan skriftet godt egne sig, for med de dagligdags eksempler kan det give anledning til en frugtbar diskussion af, hvad det vil sige at være kristen i dag. Måske kunne skriftet også som sådan gøre fyldest i folkekirkens menigheder. Så kunne man danne sig en mening om, hvorvidt det er godt at være katolik eller ikke. De problemer, som kristendommen er konfronteret med i dagens situation, dem er vi, protestanter og katolikker, i hvert fald fælles om.

Viggo Mortensen er teologiprofessor emeritus på Aarhus Universitet.