Analyse: Macron vil styrke båndene mellem kirken og republikken

Frankrigs præsident, der i går fremlagde nye visioner for EU, har også nye visioner for forbindelsen mellem kirke og stat i Frankrig. Han ønsker en mere samfundsvendt kirke. Det er et brud med politikken under hans forgænger

Den franske præsident, Emmanuel Macron, deltog sammen med Dominique Lebrun, ærkebiskop over Rouen, i mindehøjtideligheden for den katolske præst Jacques Hamel, der fik skåret halsen over af en islamist i 2016. –
Den franske præsident, Emmanuel Macron, deltog sammen med Dominique Lebrun, ærkebiskop over Rouen, i mindehøjtideligheden for den katolske præst Jacques Hamel, der fik skåret halsen over af en islamist i 2016. – . Foto: Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix.

Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, er ikke bare i offensiven, når det gælder EU, som han holdt tale om i går. Han er det også, når det gælder kirken. Båndene skal styrkes mellem kirken og republikken, og katolikkerne skal have plads i det politiske liv som netop katolikker. Det var hovedbudskabet, da Emmanuel Macron mødtes med landets katolske biskopper i denne måned og opfordrede til større samarbejde, og til at kirken gjorde sig mere gældende. Hermed lagde Macron klar afstand til sin socialistiske forgænger i embedet, François Hollande, hvis regering kun havde et minimum af kontakt med biskopperne, og som til gengæld mobiliserede den traditionelle franske statslige verdslighed, la laïcité.

I en tale, der både henviste til evangelierne og citerede pave Frans, talte Macron om en alliance mellem stat og kirke og understregede, at kirken havde en legitim samfundsmæssig rolle at spille med sit menneskesyn.

”Jeg er af den opfattelse, at det helt sikkert ikke er verdslighedens opgave at benægte det åndelige i det timeliges navn, ej heller at rive det hellige, der nærer så mange af vore medborgere, op med rode,” fastslog præsidenten over for sine tilhørere i Paris’ katolske konferencecenter Collège des Bernadins.

”Jeg er ikke i færd med at opfinde eller fremme en statslig religion, der skal erstatte den guddommelige transcendens med en republikansk trosbekendelse,” tilføjede han.

Hermed lagde Macron sig op ad en traditionel katolsk forestillingsverden, hvor kirken har sit særlige ansvar for samfundet, og hvor stat og kirke principielt er ligeværdige parter. Samme sprogbrug har præsidenten, der har gået i en jesuiterskole, ikke brugt i sine møder med andre trossamfund og religioner, og med sine henvisninger til landets åndelige rødder fremhævede han også den katolske kirkes centrale rolle for den franske nation.

Alt tyder også på, at kirken tager imod opfordringen, og den forestående revision af Frankrigs lovgivning på det bioetiske område, herunder kunstig befrugtning, er en perfekt anledning til at give sit besyv med. Men selvom Macron lagde op til en aktiv kirkelig deltagelse i debatten, advarede han også biskopperne mod at stille ultimative krav. Kirkens rolle kan kun være at stille spørgsmål, fastslog han, men lovede til gengæld, at hans regering ikke bare vil ”trække på skuldrene”.

Macron, der selv valgte at blive døbt ind i den katolske kirke som 12-årig, holder kortene tæt, når det drejer sig om hans personlige tro. En væsentlig grund til at række ud efter katolikkerne er da også, at rigtig mange af dem tidligere har stemt på det stærkt højreorienterede Front National, og at Macron er ivrig efter at få dem tilbage til midten af fransk politik.

Ikke desto mindre lagde han i sin tale op til en nyfortolkning af den franske laïcité. Det er således temmelig paradoksalt, at det er statschefen i et land med Europas skarpeste adskillelse af kirke og stat, der opfordrer katolikkerne til igen at blive synlige ”på den nationale som europæiske scene” og ”genfinde smagen for og saltet i den rolle, som de altid har haft”, som han udtrykte det.

Forholdet mellem kirke og stat i Frankrig har altid taget farve af den siddende præsident, og siden oprettelsen af Den Femte Republik i 1958 har udsvingene været store. Charles de Gaulle, der var præsident 1959-1969, var kendt som praktiserende katolik, og der var en høj grad af overensstemmelse mellem de Gaulles borgerlige ideologi, gaullismen, og den katolske kirkes syn på familien, sociale spørgsmål og på international politik.

Følelsen af samhørighed ændrede sig i de kommende årtier mellem 1969 og 1995. Under de Gaulles efterfølger, gaullisten Georges Pompidou, blev forbindelserne til kirken nedtonet dels på grund af de tumultariske år efter ungdomsoprøret, dels fordi Pompidou lagde større vægt på republikkens grundlæggende verdslighed end de Gaulle. Skønt Pompidou var katolik, er han ikke desto mindre den eneste af Frankrigs nyere præsidenter, der ikke har været i audiens hos paven. Pompidou efterfulgtes i 1975 af centrumpolitikeren Valéry Giscard d’Estaing, der var stærkt optaget af de økonomiske problemer i Frankrig og imens holdt de franske biskopper på afstand. D’Estaing, i hvis embedsperiode Frankrig fik fri abort, blev senere kendt som manden, der netop ikke ville nævne Europas kristne rødder i forordet til den (senere kuldsejlede) europæiske forfatningstraktat fra 2004.

Socialisten François Mitterrand, der blev præsident i 1981, var katolik, men havde et komplekst forhold til sin tro. Han aflagde ikke stats- besøg, men privatbesøg hos pave Johannes Paul II i 1982 og talte om at synliggøre katolicismen i den franske kollektive erindring. Ikke desto mindre oplevede hans regering en voldsom konfrontation med den katolske opinion, da man ville gøre det franske skolesystem mere verdsligt på bekostning af de katolske skoler, og forslaget blev trukket tilbage. Da Mitterrand døde i 1996, blev der holdt en rekviemmesse for ham i Notre Dame-kirken.

Med valget af den borgerlige Jacques Chirac i 1995 indtrådte en ny og mindre kompliceret periode i forholdet mellem kirke og stat, der ikke mindst skyldtes Chiracs personlige fascination af Johannes Paul II. Chirac afløstes i 2007 af den ligeledes borgerlige Nicolas Sarkozy, der også gjorde meget for at opretholde et godt forhold til katolikkerne, og som i 2008 var vært for pave Benedikt XVI, da denne besøgte Paris. I Sarkozys præsidentperiode begyndte de borgerlige partier for alvor at konkurrere med det nationalistiske Front National om de katolske vælgere.

Forholdet mellem kirke og stat faldt til gengæld til et nyt lavpunkt i 2012 under socialisten François Hollande. Hollandes regering indførte i 2013 homoseksuelle ægteskaber og homoseksuelles ret til adoption på trods af demonstrationer over hele landet anført af katolske aktivister. Demonstrationerne overraskede Hollande og øgede hans allerede store mistænksomhed over for kirken. Samtidig oplevede flere kirker i Paris afbrydelser af gudstjenester samt hærværk fra militante feminister, hvad der fik nogle biskopper til at kritisere regeringen for ikke at gøre nok for at beskytte religionsfriheden mod overgreb.

Macron, der som Hollandes økonomiminister fra 2014 til 2016 kunne iagttage forværringen af forholdet mellem regering og kirke på nærmeste hold, viste med sin tale til biskopperne forleden, at han som præsident ønsker et helt andet tillidsfuldt forhold til landets katolikker. Hermed er der åbnet for en ny, dynamisk fase i det altid fascinerende forhold mellem stat og kirke i Frankrig.

Reaktionen fra Frankrigs sekulære strammere er heller ikke udeblevet. Venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon har i avisen Le Monde skrevet, at Macron har krydset ”en rød linje” ved at fremstå som en art åndelig autoritet.

”Denne tale er uacceptabel og chokerende. Selv Nicolas Sarkozy gik aldrig så langt,” lød det fra Jean-Luc Mélenchon.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.