Prøv avisen

Mad er blevet tilløbsstykke i folkekirken

"Folkekirken forsøger at afspejle et moderne menneskes liv og behov. Et måltid er noget af det eneste fællesskabsorienterede og sanselige, der er tilbage i vores liv, og der er et stort behov for denne pause," siger trendforsker Louise Byg Kongsholm. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Flere og flere kirker landet over markerer skærtorsdag med middage, der er seneste eksempel på, at mad er blevet et vigtigt redskab i folkekirkens værktøjskasse. Men tendensen møder kritik fra sognepræst, der har været stor fortaler for måltider i kirken

Mad er kommet på menuen, når folkekirken inviterer sognebørnene indenfor. En opgørelse i Københavns Stift viste for nylig, at to ud af tre kirker holder påskemiddag skærtorsdag, og tendensen er den samme landet over, hvor man mange steder har fulde huse.

”Flere kirker har inviteret til påskemiddag i de sidste 10-20 år. Men det er mit klare indtryk, at det er blevet meget mere udbredt. Og det er en generel tendens i hele landet,” siger Ellen Aagaard Petersen, præst og redaktør på folkekirken.dk.

Samtidig har kirker i mere end et årti haft stor succes med andre madkoncepter, der trækker danskerne til. Spaghetti- og burger-gudstjenester samt fællesspisning mod ensomhed er blot nogle af dem.

Ifølge trendforsker Louise Byg Kongsholm er det oplagt, at folkekirken har sat fokus på mad som samlingspunkt, for det flugter med samtiden, og der er behov for det pusterum, måltidet kan skabe.

”Udviklingen viser, at folkekirken forsøger at afspejle et moderne menneskes liv og behov. Et måltid er noget af det eneste fællesskabsorienterede og sanselige, der er tilbage i vores liv, og der er et stort behov for denne pause. Studier viser, at eksempelvis børnefamilier har aktiviteter til 27 timer på døgnets 24 timer, og at man ikke har det nær så godt i krop og sind, hvis man spiser alene, som hvis man spiser med andre. Derfor er det kun naturligt, at folkekirken hjælper med at opfylde dette behov,” lyder det fra Louise Byg Kongsholm.

Umiddelbart kunne det ligne en solstrålehistorie for folkekirken, der i mange år har oplevet faldende tilslutning. Men ifølge præst og forfatter Poul Joachim Stender, som var en af de første til at servere kulinarisk forkyndelse, er fænomenet gået langt over gevind.

”Jeg ser det store fokus på mad som udtryk for, at folkekirken er utroligt uopfindsom, og at alle plagierer hinanden. Hvis man ét sted oplever succes med spaghetti-gudstjenester eller påskemiddag, så breder det sig som en steppebrand. I dag er det nærmest blevet uanstændigt at holde et kirkeligt arrangement uden at servere økologisk leverpostej, kage eller øl efterfølgende,” lyder det fra Poul Joachim Stender.

Han var selv en af de første til at forene køkken og kirke. I 2001 skabte det voldsomt postyr, da han sammen med kokken Claus Meyer uddelte nadver – og et ni-retters gourmetmåltid – til dem, der var villige til at lægge 500 kroner for herlighederne.

”Jeg skal indrømme, at jeg har været en af de værste til det. Men jeg synes, tiden er inde til at gøre op med det og prøve noget nyt,” siger Poul Joachim Stender, som ikke blot mener, det er udtryk for manglende fantasi, men også at madens indtog i kirken sker på bekostning af kirkens fremmeste opgave.

”Vi har bevæget os for langt væk fra forkyndelsen. Der er ikke meget bibelhistorie i spaghetti og kødsovs. Vi trænger måske til nogle Johannes Døberen-skikkelser, der tør gå imod strømmen. Det vigtigste er jo immervæk at spise Guds ord.”

I Viborg Stift kan man genkende tendensen fra Københavns Stift. Også her er påskemiddage i kirkerne blevet mere udbredte. Men biskop Henrik Stubkjær kan til gengæld ikke genkende kritikken fra Poul Joachim Stender.

”Jeg er slet ikke enig i, at det er udtryk for manglende fantasi, at kirker låner gode idéer fra hinanden. Tværtimod synes jeg, at et af kirkens største problemer er, at vi er alt for dårlige til at lære fra hinanden.”

Henrik Stubkjær mener heller ikke, at introduktionen af mad i forskellige kirkelige sammenhæng underminerer det kirkelige aspekt.

”Det, der er kendetegnet ved påskemåltider og spaghetti-gudstjenester, er, at man sætter måltidet ind i en liturgisk ramme. Andre steder inviterer man med stor succes til fællesmåltider mod ensomhed eller for hjemløse, og det er jo en diakonal opgave. Det er en grundtanke i den kristne kirke. Der, hvor jeg mener, det kan være uheldigt, er lige præcis det, Poul Joachim Stender lavede i 2001, hvor man ekskluderer dem, der ikke har råd til at betale mange penge for et måltid,” siger Henrik Stubkjær.

Louise Byg Kongsholm mener da også, at måltidet er kommet i folkekirken for at blive.

”Kirken har altid været et samlingspunkt, og hvis folkekirken vil fortsætte med at være aktuel, så ser vi kun mere af det her. Mad er ikke et flygtigt modefænomen og vil sikkert komme til at fylde endnu mere, for vi kan jo ikke finde ud af det selv, vi har alt for travlt. Så jeg tror, det opfattes som et sympatisk træk, at kirken omfavner samtiden i stedet for at trække sig mere sammen om sig selv.”