Mægtige mænd mødtes i Vatikanet

Der var håndtryk og positive miner, da Donald Trump mødte pave Frans

Det var manden, der opretter indrejseforbud og vil bygge mure for at forhindre latin-amerikanere og muslimer i at komme ind i USA, og kirkeledren, som foragter den idé og vil favne alle uagtet livssyn og religion. Det var Donald Trump klædt i sort og Pave Frans klædt i hvidt.
Det var manden, der opretter indrejseforbud og vil bygge mure for at forhindre latin-amerikanere og muslimer i at komme ind i USA, og kirkeledren, som foragter den idé og vil favne alle uagtet livssyn og religion. Det var Donald Trump klædt i sort og Pave Frans klædt i hvidt. Foto: L'Osservatore Romano/AP/Ritzau.

Det var den bramfrie præsident, der har levet et liv som milliardær i vild luksus og den ydmyge pave, som har taget navn efter helgenen Frans af Assisi, der viede sit liv til de fattige og spedalske.

Det var manden, der opretter indrejseforbud og vil bygge mure for at forhindre latin-amerikanere og muslimer i at komme ind i USA, og kirkeledren, som foragter den idé og vil favne alle uagtet livssyn og religion. Det var Donald Trump klædt i sort og Pave Frans klædt i hvidt.

Det var i sandhed modsætninger, der mødtes, da katolikkernes overhoved, Pave Frans, onsdag tog imod USA’s præsident Donald Trump i Vatikanet. Uenighederne har været mange, og i pressen har verseret diskussioner om blandt andet flygtninge, klimapolitik og tro. Alligevel kom de to tilsyneladende godt ud af det, da de mødtes for første gang.

”Det er en stor ære,” lød de respektfulde ord fra Donald Trump således ifølge nyhedsbureauet Reuters før mødet med Pave Frans.

På det 30 minutter lange møde var især freds- og klimapolitikken et diskussionsemne. Men hvad, der præcis blev sagt, står hen i det uvisse.

Der blev også tid til at udveksle gaver. Donald Trump fik - måske med en slet skjult henvisning - bøger om klima. Han modtog også en skulptur af et oliventræ, der symboliserer fred.

”Det er mit ønske, at du bliver et oliventræ for fred,” nævnte Pave Frans ifølge Huffington Post i forbindelse med overrækkelsen af oliventræsskulpturen.

”Vi kan bruge fred,” svarede Donald Trump.

Pavens gaver bestod af bøger skrevet af rettighedsforkæmperen Martin Luther King. De sidste ord fra præsidenten tydede på, at audiensen havde været tilfredsstillende.

”Tak, tak. Jeg vil ikke glemme, hvad du har sagt,” sagde Donald Trump ifølge Reuters.

Efter mødet blev Donald Trump vist rundt i Det Sixtinske Kapel og Peterskirken, inden han tog videre for at mødes med den italienske præsident og premierminister.