Mænd måtte gerne græde på bibelsk tid

Igennem hele Bibelen findes der fortællinger, hvor mænd græder. Så når Jesus i søndagens tekst forudser, at hans disciple kommer til at græde, står det ikke i kontrast til deres maskulinitet. Den opfattelse af gråd kom nemlig først langt senere, fortæller professor

Jesus græder flere gange i Bibelen. Her er motivet vist af kunstneren Juan de Flandes. – Foto: Ritzau Scanpix.
Jesus græder flere gange i Bibelen. Her er motivet vist af kunstneren Juan de Flandes. – Foto: Ritzau Scanpix.

Hvis mænd en gang var mindre i kontakt med deres følelser, så var det ikke på Jesu tid. Mens flere undersøgelser i dag viser, at kvinder græder mere end mænd, så er det ikke sikkert, at det altid har været tilfældet. Opfattelsen af tårer som værende noget specielt ”feminint” kom nemlig først mange år efter Jesu tid.

I søndagens tekst forudser Jesus, at hans disciple kommer til at græde. Og han selv nævnes også i sammenhæng med gråd. Flere gange i Det Nye Testamente græder Jesus nemlig. Det sker, da han ser Jerusalem, og ligeledes, da han ved Lazarus’ grav ”brast i gråd”.

Og det er ikke nødvendigvis noget udtryk for, at Jesus har været specielt følsom eller sensitiv. For han er langt fra den eneste grådlabile mand i Bibelen.

I Det Gamle Testamente er der også adskillige eksempler på mænd, der græder. Ikke bare over elskedes død, men også af glæde, af sorg over babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem, ved afsked og ved hårdt fysisk arbejde. Og alt sammen uden skam.

”Der var ikke nogen forskel på at græde og at vise andre følelser. Der var heller ikke noget behov for at skjule sine følelser. De blev ikke set som noget negativt – tværtimod,” fortæller overrabbiner Jair Melchior, der har et grundigt kendskab til de jødiske tekster, som Jesus talte og tænkte ud fra.

”Ofte var det en god ting at give plads til, at følelserne overtog en. Det var et udtryk for, at det kom dybt fra hjertet og virkede der, hvor ordene stoppede,” siger han og fremhæver, at flere lederfigurer i Det Gamle Testamente har let til tårer – for eksempel Kong David og Josef.

Nok var det et samfund, der byggede på en patriarkalsk kultur. Men i den antikke jødedom var følelser ikke noget, der blev forbundet med at være specielt feminin.

”Gråd var ikke forbeholdt kvinder eller kønsbestemt på nogen måder. Faktisk er der ikke så mange historier, hvor det er kvinder, der græder,” siger Jair Melchior.

Først langt senere blev den grædende mand gjort til noget skamfuldt eller socialt uacceptabelt, fortæller Bernard Capp, professor emeritus i historie, ved Warwick Universitet i Storbritannien.

”I middelalderen var det stadig rimelig acceptabelt for mænd, herunder også konger og aristokrater, at være åbne om deres følelser,” siger Bernard Capp, der i 2014 udgav en videnskabelig tekst med titlen ”Jesus wept, but did the englishmen? Masculinity and emotion in Early Modern England”, (På dansk: Jesus græd, men gjorde englænderne? Maskulinitet og følelser i det tidlige moderne Storbritannien). Her undersøgte han forholdet mellem maskulinitet og gråd gennem historien med fokus på England.

Her ses evangelisten Johannes grædende. Han er portrætteret af den nederlandske kunstner Colijn de Coter.  Foto: Ritzau Scanpix.
Her ses evangelisten Johannes grædende. Han er portrætteret af den nederlandske kunstner Colijn de Coter. Foto: Ritzau Scanpix.

Det var først omkring renæssancen, at forholdet til gråd hos mænd for alvor begyndte at ændre sig.

”Indflydelsen af de romerske klassikere gjorde, at der blev sat meget mere fokus på selvkontrol og disciplin. Gråd hos mænd begyndte at blive set som værende svagt og vulgært. Det blev også et spørgsmål om klasse. Hvis man hørte overklassen til, burde man være i stand til at beherske sig selv – også når det gjaldt følelser. Så der var et stor skift til selvundertrykkelse af egne følelser, ” siger professor Bernard Capp.

Det var i længere tid holdningen, at mænd ikke skulle græde i tiden omkring renæssancen. Men det åbnede også for en større diskussion, hvor Jesu gråd var central.

”Nogle refererede til Illiaden af Homer, hvor gråd hos mænd optræder. Men det var især Bibelen, der blev brugt, hvor der jo er mange mænd, der græder. Og de sagde, hvis Jesus, Peter, Paulus og Kong David græder, så kan det vel ikke være helt forkasteligt at mænd skulle græde? Det åbnede en stor debat gennem flere generationer,” siger Bernard Capp.

”Man ville gerne prøve at finde autoritet til at sige, om det var okay for mænd at græde eller ej, og det ledte man så efter i Bibelen. Det var hovedsageligt gejstligheden, der skrev om det, men også akademikere, forfattere og dramatikere, ” siger Bernard Capp.

Profeten Jeremias, der kendes fra Det Gamle Testamente, græder flere gange og udtrykker en sorg over sit folk. – Foto: Ritzau Scanpix/ Bridgeman Art Library.
Profeten Jeremias, der kendes fra Det Gamle Testamente, græder flere gange og udtrykker en sorg over sit folk. – Foto: Ritzau Scanpix/ Bridgeman Art Library.

På denne tid var diskussionen også, hvilken form for gråd der var bedst, og hvilke omstændigheder der gjorde det okay at græde.

”De fleste indtog den position, at gråd, der kom af frygt eller svaghed, var dårlig. Gråd over ens kones eller barns død var okay i moderate mængder. Men de eneste rigtig ’gode tårer’ var religiøse eller spirituelle tårer, for eksempel ved anger over ens synder eller taknemlighed over Kristi frelsende nåde. På den måde lavede man en form for skala over, hvilke tårer der var okay, ” siger han.

Forholdet til mandlig gråd har ændret sig meget frem og tilbage gennem historie og er i høj grad præget af kriser og ændringer i samfundsstrukturer.

”Det er bemærkelsesværdigt, hvordan holdningerne fra bibelsk tid og op til i dag har svinget frem og tilbage. I nogle perioder har mænd skullet undertrykke deres følelser, og i andre har det været acceptabelt for mænd at være langt mere følelsesmæssigt åbne og i højere grad give udtryk for deres følelser,” siger professor Bernard Capp.

Så når vi i øjeblikket befinder os i en periode, hvor det er mere acceptabelt for mænd at græde, så er der ifølge Bernard Capp ikke nogen forsikring om, at det nødvendigvis forbliver sådan i fremtiden.