Da Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012, var det noget, jeg lagde mærke til og læste en del om. Det havde ikke umiddelbart noget med mig at gøre personligt, men fordi jeg arbejdede i den finansielle sektor, var det noget, jeg interesserede mig for.
Allerede som stor dreng begyndte jeg at holde øje med aktiekurserne, og som teenager købte jeg mine første aktier. Jeg var sikker på, at jeg ville arbejde i bankverdenen, og sådan kom det også til at gå. Jeg blev uddannet i en bank og fik siden job som erhvervsrådgiver i den finansielle sektor.
Da Mærsk Mc-Kinney Møller døde, var der en del interviews om ham og hans betydning, og jeg bed mærke i en sætning, der blev sagt flere gange: Han efterlod sig alt. Jeg tænkte ”det gør vi vel alle”. Det var på en måde meget enkelt og ikke noget nyt, men det stod pludselig klart for mig, at ingen af os kan tage noget af alt det, vi bruger vores karriere og arbejdsliv på at spare sammen, med os til det evige liv.
Det var ikke sådan, at den erkendelse fra den ene dag til den anden fik mig til at ændre kurs og sælge alt, hvad jeg ejede eller noget i den stil. Men når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg se, at jeg fra det tidspunkt begyndte at prioritere anderledes.
Den tanke blev mere nærværende, at uanset om vi lever 25 eller 50 eller 100 år på denne jord, er det for intet at regne mod evigheden. Vi er så optaget af, hvor længe vi lever, og alt det, vi gerne vil nå. Det er selvfølgelig heller ikke ligegyldigt, og det er også et spørgsmål, der har fyldt meget i mit liv – især efter at min første kone døde meget ung.
På det tidspunkt var jeg 25 år og arbejdede som bankelev samtidig med, at jeg læste en fireårig HD-uddannelse. Min kone var gravid med vores første barn. Hun var sund og rask, men kort før termin fik hun konstateret svangerskabsforgiftning. Vores søn blev taget ved akut kejsersnit, og min kone vågnede ikke op efter operationen, hvor hun også fik en hjerneblødning.
Jeg havde mistet alt og kunne ikke gøre andet end at klynge mig til Gud. Jeg var opdraget med et billede af Gud som god og kærlig, og da min kone døde, skulle jeg lige revurdere mit gudsbillede. Jeg fandt efterhånden ro i at tænke, at Gud ikke har lovet os et bestemt antal år her på jorden, og vores eneste mission her i livet er jo sådan set at komme i himlen. Får man troen, så det lykkes, er det ikke så vigtigt, hvor længe vi er her. Jeg betragter stadig Gud som kærlig og god, selvom jeg ikke forstår alt, hvad der sker.
Et par år efter min første kones død fandt jeg sammen med min nuværende kone, og vi har sammen fået tre børn mere. Vi deler troen, og Gud har altid været en del af vores liv. Men alligevel gled Gud lidt i baggrunden, især efter at børnene blev større, og jeg fik mere tid til at arbejde.
Man bliver nemt opslugt af arbejdet, selvom man egentlig godt ved, at det ikke er det vigtigste. Det var også det, der skete for mig, og det blev jeg klar over, da jeg læste om Mærsk Mc-Kinney Møllers død. Derfra begyndte jeg lige så langsomt at ændre mine prioriteter. Jeg begyndte at bruge mere tid på at læse i Bibelen, gå til møder i missionshuset og engagere mig i kirken.
Jeg lavede også en gruppe med nogle andre mænd, hvor det egentlig var tanken, at vi skulle bruge en time på at bede sammen, men i stedet blev det en slags erfa-gruppe, hvor vi delte vores erfaringer med Gud i hverdagen og talte om, hvordan vi kunne inddrage vores familier mere i livet med Gud. Det har betydet, at min kone og jeg har lavet en liste med bønsemner og er begyndt at bede sammen flere aftener om ugen og også er begyndt at læse i Bibelen sammen. Den tid, vi måske før brugte på at gruble over, at vi ikke fik taget os sammen til at bede eller læse i Bibelen, bruger vi nu i stedet på at bede og læse sammen.
Jeg havde gennem flere år tænkt over, at jeg skulle skifte bane arbejdsmæssigt. Efter finanskrisen blev bankerne pålagt nogle regler, som gjorde, at jeg i stigende grad skulle tænke på bankens og ikke kundens behov. Dem, der havde mest brug for at låne, fik ikke lov, og mit arbejde føltes ikke længere rigtig meningsfuldt. Alligevel var jeg på en eller anden måde bange for at forlade mit trygge og vellønnede job og træde ud af min komfortzone. En af præsterne i Herning Kirke, der sidder i Indre Missions hovedbestyrelse, kontaktede mig og spurgte, om den opslåede stilling som økonomichef i Indre Mission ikke var noget for mig. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, men jeg begyndte at overveje det og besluttede at tage springet.
Det er ikke så vigtigt for mig, hvor meget jeg tjener. Det vigtige er, at jeg har fået et job, som virkelig giver mening. Vi begynder arbejdsdagen med en andagt, og det lægger tonen for dagen. Alle i organisationen arbejder for missionen, og det betyder, at de penge, vi kan spare eller samle ind, går til at gøre en forskel. Sparer vi 50.000 kroner, kan vi for eksempel ansætte nogle unge på en sommerbibelcamping for børn.
Indimellem møder jeg mennesker, der spørger, hvorfor jeg ikke tager på jordomrejse nu, mens jeg har helbredet og pengene til det. Men for mig er det ikke det, der giver mening. Det er det tætte liv med min familie og med Gud lige nu og her, der er vigtigt for mig. Jeg vil bruge tid på det, der betyder noget nu, og får jeg så en dag tid til at tage til Australien, er det fint. Men hvorfor have travlt nu, hvis vi har hele evigheden?
Hvad har udfordret din tro?
Gode tider. Da jeg var 25 år og stod som enkemand med en nyfødt søn, havde jeg ingenting. Jeg havde kun Gud at støtte mig opad, og derfor vendte jeg ham ikke ryggen. Men senere, da jeg havde fået flere penge og større økonomisk sikkerhed, gled Gud mere i baggrunden. Jo mere, man samler til huse, jo mere har man at støtte sig opad, og jo større risiko er der for, at man glemmer Gud. Pengene og den materielle sikkerhed bliver en form for afgud. Man kan føle sig usårlig og opleve, at man ikke længere har brug for troen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et par linjer fra K.L. Aastrups salme ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Her står: ”den mark, som blev min, var altid dog din”. Du skal aflevere alt, hvad du har og får i dette liv, tilbage. Intet af det er dit for evigt, og i det evige liv kan vi ikke have noget af det med os alligevel. Husker man på det, prioriterer man helt anderledes, end hvis man bilder sig ind, at man kan sikre sig og få kontrol over livet ved at spare op og tegne livsforsikringer i ét væk.