Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg kalder mig selv standardkristen. Jeg tror, der er en Gud, som har skabt Himlen og Jorden, men spørg mig ikke hvordan, og jeg tror på, at Jesus er Guds søn i kød og blod. Jeg tror, Gud har givet os en manual til livet i form af Bibelen, og at han hjælper os i det daglige med sin helligånd, og at der er evigt liv efter døden.
Gud er altså en ret reel størrelse for mig. Han er ikke et eventyr, en filosofi eller en myte.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var mildest talt afslappet. Mor bad aftenbøn med mig hver eneste aften og lærte mig, at jeg altid kunne henvende mig til Gud, hvis jeg behøvede hjælp, men ellers gik vi kun i kirke til jul og påske, og det var det.
Min farmor og farfar i det nordjyske Hanherred havde en mere traditionel kirkelig hverdag. Farfar var skolelærer og degn, så de gik i kirke hver søndag. Min farmor læste i sin andagtsbog hver eneste aften, og hun hvilede meget i sin tro.
Nogle år efter at hun døde, arvede jeg hendes andagtsbog, og den er jeg meget glad for. Hun har skrevet små bemærkninger ind i den om glæder og sorger, som hun relaterede til det, hun læste i bogen. Jeg gik næsten altid med hende i kirke, men blev ikke tvunget med.
LÆS OGSÅ: Tidligere overrabbiner: Gud har skabt videnskab
Kirken fyldte meget hos dem, også når jeg rodede lidt for meget og for eksempel spredte Anders And-blade ud på gulvet. Så kunne min farmor sige: Lille Søren dog, hvad nu hvis præsten skulle komme. Det var et tungt-vejende argument, som gjorde, at jeg ryddede bladene op.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg er videnskabsmand og opdraget til at være kritisk over for alt. Jeg har en rem af den positivistiske hud, som betyder, at man helst skal kunne se, måle og veje alting.
Som videnskabsmand skal man kunne forstå ting. Det er ikke nok at fortolke dette og hint. Det kan litterater og filosoffer gerne gøre, men egentlig videnskab er det jo ikke. Og her kommer så udfordringen: Gud kan ikke altid forstås, og Gud kan ikke måles og vejes, og hvordan ser han lige ud?
Men her gælder det så om lige at få proportionerne med. Hvis Gud er skaberen, så er vi skabningen, og så ville det være temmelig arrogant, hvis vi troede, at vi skulle kunne forstå Gud, der har skabt alt. Lidt som en amøbe i en petriskål, der forsøger at forstå professoren, der er i gang med sit arbejde. Lidt ydmyghed skader ikke en gang imellem. Men det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal prøve at forstå Gud og granske hans størrelse. For over for Gud er vi som børn, der skal lære hele livet. Livet er en lang læringsproces, specielt i forhold til Gud.
En anden stor udfordring er for mit eget vedkommende mageligheden. Jeg har det jo godt, jeg kan se frem til en god pension, og vi har et godt sundhedssystem.
I de situationer, hvor jeg mærker mageligheden, kan jeg fristes til at springe over min daglige bøn og bibellæsning; så kan det pludselig blive en udfordring at holde kontakt til Gud.
Det er jo lidt ligesom med venner, for hvis du kun skriver julekort til dem, bliver forholdet ret tyndt i længden. I en travl hverdag er det vigtigt at sige, at jeg lige skal have et par minutter til at bladre i Bibelen.
Andre ting, der kan udfordre min tro, er, at der er terrorisme og hungersnød i verden. Så tænker jeg, hvordan det kan være, at Gud er her uden at gribe ind.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
I mine studieår i Schweiz var jeg med i en kristen studiegruppe, hvor der var kristne fra mange forskellige kirkelige baggrunde. De havde et langt mere håndgribeligt forhold til tro og tog den mere alvorligt, end jeg var vant til fra Danmark.
Det var nyt og spændende for mig, og det har præget min tro, ligesom min kone har. Jeg mødte hende i Schweiz, og hun er opvokset katolsk, men skiftede senere til den reformerte kirke. Det gav mig et indblik i andre kristne traditioner, andre skikke og opfattelser.
Det er herligt, at vi kan dele vores tro, for det har gjort, at jeg har kunnet sludre med hende om alle de store spørgsmål i livet. Hun forstår min referenceramme og sætter ikke spørgsmålstegn ved den, men hun sætter derimod spørgsmålstegn ved, hvordan jeg fortolker den, og det er spændende.
Jeg læser af og til teologiske værker, som er med til at forme min tro, og så er det at bede til Gud og søge hans nærvær også noget, der former min tro.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den giver mit liv mening og tryghed. Jeg er taknemmelig for, at livet ikke bare er én stor tilfældighed, og at man ikke nødvendigvis er en lille myre, der render rundt i en skotøjsæske, eller et blad på en å, der fosser af sted. Der er noget mere, og der er en Gud et eller andet sted, som har talt hvert hår på mit hoved, og jeg falder ikke til jorden, uden at han er med.
Jeg håber også på et liv efter døden, så jeg tror på, at livet ikke slutter, når klokken falder i slag. Selvfølgelig er jeg bange for at dø, for det er noget ukendt, men jeg har et håb om, at noget andet fortsætter, og det gør en enorm forskel.
Hvis jeg bliver spurgt, om min kristendom gør en forskel i forhold til andre mennesker, ville jeg gerne svare et rungende ja, men det er nok ikke altid, den slår igennem, desværre. Jeg ville gerne, at min livsanskuelse gør, at jeg giver mennesker en ekstra chance. Nogle gange møder man mennesker, som begår fejl, men de er også omfattet af den kærlighed, jeg gerne selv vil være omfattet af. De er også skabt i Guds billede, så der burde være næstekærlighed.
Naturligvis vil min kone og jeg gerne give troen videre til vores fire børn. Vi har altid bedt aftenbøn og bordbøn og haft dem med i kirke. Og jeg ser gerne, at de dukker op, når jeg en gang imellem prædiker, for det er så vigtigt at holde kontakten til Gud.
Nadveren er meget central for mig, for da er du i nærkontakt med Gud, og det vil jeg gerne have, at mine børn også oplever. Selvfølgelig er det op til dem selv, om de vil tro eller ej, men de skal i hvert fald høre om troen fra os.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det er C.S. Lewis blandt andre. Han beskrev engang sig selv som den mest skeptiske og tøvende omvendte.
Jeg kan godt lide ham, fordi han har skrevet overbevisende, indfølende og logisk om de store spørgsmål i livet. Om glæde, smerte og så den herlige bog Det er kristendom.
Jeg beundrer ham for hans sprog, og det er tydeligt at mærke, at han var professor i engelsk litteratur og kunne noget med ord. Men hans bøger er også både stringente, personlige og overbevisende. Det er så absolut muligt at være akademiker med stort A og kristen samtidig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg mødte engang nogle lutherske munke i Zürich i Schweiz, og i den periode gik jeg og tumlede med spørgsmål som hvad nu, hvis jeg ikke hører Gud, når han taler til mig?
En af munkene sagde til mig, at jeg skulle være helt rolig, for man kan altid høre, når det er Guds stemme. Munkens råd beroligede mig, og jeg har siden hen et par gange følt, at Gud talte helt klart til mig.
Men det er naturligvis også meget vigtigt at give sig tid til at læse i Bibelen, til at reflektere over det, man har læst, og så træde i dialog og bede til Gud.