Da Jomfru Maria som ugift kvinde fik besøg af en engel, der fortalte hende, at hun ville blive gravid og føde en søn, var det næppe nogen ønskesituation. For en ugift kvinde burde ikke have sex og derfor heller ikke kunne blive gravid. Men for den gifte kvinde var det væsentligt at være i stand til at føde børn – gerne drengebørn. En gift kvindes rolle var nemlig primært at føre sin mands slægt videre, og det krævede, at hun fødte mindst én søn. Det fortæller den norske professor i Det Nye Testamente Marianne Bjelland Kartzow fra Oslo Universitet.
”Kvindens rolle var at blive mor og føre mandens slægt videre. Moderskabet var derfor af stor betydning, fordi det var afgørende for kollektivets stabilitet og slægtens overlevelse. Det handlede altså ikke så meget om kvindens individuelle ønsker og følelser som om fællesskabets behov, så en kvinde, der ikke kunne blive gravid, udgjorde et stort problem for slægten,” siger den norske professor, der har specialiseret sig i analyser af magtforhold relateret til køn, social status og hudfarve i Bibelen og den antikke verden.
”Kilder fra den tid viser, at man havde forskellige behandlinger mod barnløshed. Der findes tekster med medicinske forslag til, hvad kvinden kunne gøre for at blive gravid, for eksempel regulere væskebalancen eller være opmærksom på himmellegemernes indflydelse,” siger hun.
Selvom man i antikken var af den opfattelse, at det var manden, der bidrog med hele det potentielle materiale til et nyt liv, og kvinden var en slags tom beholder, var det primært kvinden, der blev opfattet som behandlingskrævende, hvis parret ikke fik børn. Kvindens status var derfor i høj grad afhængig af, om hun blev gravid – og om børnene overlevede.
”Mange kvinder døde i forbindelse med graviditet og fødsler, og mange børn døde i løbet af det første år efter fødslen. Det gav status at have født mange børn, især sønner, der overlevede. Vi hører for eksempel i en tekst fra antikken om en enke, der har syv sønner. Hun beskrives primært i relation til sine mange sønner og i sin funktion som mor. Det har højnet hendes status, men også været givet hende beskyttelse og sikkerhed,” siger Marianne Bjelland Kartzow.
Også Jomfru Maria beskrives i evangelierne primært i sin funktion som mor til Jesus, og i Johannesevangeliet omtales hun endda konsekvent blot som Jesu mor.
”Det siger noget om, hvordan man så på kvindens funktion,” siger professoren.
Hun understreger dog, at kilderne til datidens syn på køn og familieforhold er sparsomme, og at det er vanskeligt at sige noget præcist om, hvad mennesker reelt følte og tænkte.
”Det var uden tvivl væsentligt, om en kvinde fødte sønner. Men det udelukker ikke, at forældre elskede deres døtre lige så højt. Vi har fortællinger, også i Bibelen, hvor det understreges, hvordan en far elskede sin ældste datter meget højt,” påpeger Marianne Bjelland Kartzow.
Også hvad angår synet på biologisk familieskab, har der formodentlig været nuancer.
”Vi har kilder fra antikken, der advarer om, at hvis en kvinde tænkte på sin elsker, mens hun var sammen med sin mand, ville det barn, der eventuelt blev undfanget, komme til at ligne elskeren. Det antyder, at man var optaget af biologisk slægtskab,” siger forskeren.
”Omvendt ved vi, at barnløse par kunne adoptere børn, som andre ikke ville tage sig af, eller børn af deres slaver. Og Josef bliver jo beskrevet som en fuldgod far for Jesus, der står side om side med Maria i mange situationer, selv om vi ved, at han ikke er biologisk far til Jesus.”