Hvordan vil du beskrive din tro?
Det er en lille og skravlet gevækst, der ikke syner af ret meget i landskabet. Og jeg kan godt nogle gange være lidt flov over, at den ikke er større og flottere. Men jeg har opdaget, at den med tiden har fået dybe rødder, som betyder mere, end hvordan den ser ud over jorden. Og jeg henter faktisk liv og næring op gennem de rødder.
Men det gør det svært, når folk spørger til ens tro. Når du eksempelvis begynder på en ny arbejdsplads, hvor folk ved, at du har læst teologi og er gift med en præst.
LÆS OGSÅ: Naturens skønhed trækker himlen ned til os
Folk er for høflige til at spørge direkte, men det kommer om ikke før, så til julefrokosten. Er jeg meget troende?, og er jeg sådan rigtig kristen?. Når det spørgsmål kommer, så ved man, at det bliver en lang aften. Folk forventer, at en ægte kristen tro skal være synlig, som regel på en snerpet og from måde.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var fjernt og uformuleret. Jeg er døbt og konfirmeret det blev man dengang. Men vi gik ikke i kirke, end ikke juleaften. Men det var en anden tid i 70erne på landet i Jylland. Alle var medlemmer af folkekirken på nær den familie, som alle vidste var Jehovas vidner.
Så hvis skellet i dag er mellem kristne og ikke-kristne, så var det dengang mellem, hvem der gik i kirke, og hvem der ikke gik i kirke. Og min familie led nok af den almindelige misforståelse, at de, der gik i kirke, var indremissionske. Først som voksen gik det op for mig, at der var mange grundtvigianere på egnen, og at der var forskel.
Hvad har udfordret din tro?
At leve med tvivlen har jeg vænnet mig til. Jeg har tvivlens nådegave, når det handler om det kristne evangelium, og det er lidt op og ned, alt efter hvornår du spørger mig.
Men kirken kan udfordre min tro, når den bliver for institutionspræget, selvoptaget og gråmeleret og begynder at tale moderne organisationssprog. Jeg griber i egen barm her, for jeg tager selv del i diskussionerne om kirkeråd, struktur og ledelse, fordi jeg synes, kirken er en nødvendig ramme om det kristne fællesskab. Men jeg kommer nogle gange til at tænke på, om vi forveksler rammen med indholdet og glemmer at tale om evangeliet og det kristne håb.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Her må jeg også svare: kirken. Jeg har svært ved at forestille mig, at min tro kunne have udviklet dybe rødder, hvis jeg ikke havde gået i kirke. Gudstjenesten er opøvelse i kristendom kristendomsgymnastik. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at man bliver kristen af at gå i kirke. Det er der, man får del i et fælles sprog om den kristne tro og får den indsigt, der skal til for at kunne tro.
Det fascinerende ved kristentroen er dens evne til at slå rod i forskellige kulturer. Den er aldrig en løsrevet åndelighed, der lever sig eget liv. Som vi til jul hører det i Johannesevangeliet: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.
Teologistudiet blev min vej ind i kirken og blev der, hvor jeg samlede op på det, jeg ikke havde lært i skolen og hjemmet. Mange synes, at der i den lutherske kirke er for meget hørelse og for lidt gørelse. Men for mig er der ikke noget modsætningsforhold mellem hjerne og hjerte eller mellem sjæl og krop. Når vi hører, at Ordet blev kød, så er pointen, at man ikke kan skelne mellem de to ting. Mange forbinder det talte ord med hjerne og intellekt. Men ordet rummer også en poetisk rigdom, der åbner sig, når du studerer kristendommen, synger salmer og prøver at forstå, hvad de vil fortælle.
Da jeg læste teologi i 80erne, var et de meste populære værker The Great Code (Den store kode) af den canadiske litterat Northorp Frye. Frye viser, hvordan Bibelen har gennemsyret hele vores kultur, litteraturen, kunsten og den måde, vi tænker på.
Den nøgle mangler mange i dag. Engang var det fælles dannelse at vide, hvad salmer refererede til, og almindelige mennesker kunne se på altertavlerne og genkende fortællingerne. Det er en stor udfordring for kirken, at det i dag er forbeholdt teologistuderende og andre særligt interesserede at knække den kode.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Meget lidt, hvis jeg skal være ærlig. Dagene kommer og går, og jeg prøver at hænge på, passe mit arbejde, betale mine regninger og være et ordentligt menneske. Men det adskiller mig jo ikke fra folk, der ingen tro har eller har en anden tro.
Jeg har stor respekt for mennesker, som forsøger at leve et liv i efterfølgelse af Kristus et sandt og kristent liv. Men jeg har svært ved at identificere mig med dem, og min erfaring er også, at de sjældent er særligt underholdende selskab.
Jeg opfatter ikke min tro som et værktøj til at leve et bedre og sandere liv. For mig er troen nok mere en trøst, når tingene falder fra hinanden, og livet forsvinder mellem fingrene.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg har ikke nogen guruer eller idoler. Men der er nogle mennesker, helt almindelige mennesker i min omgangskreds, som jeg respekterer for deres ukuelighed. En ven, hvis mand var døende, da hun fødte deres fjerde barn, men som har formået at rejse sig og tage fat om livet med ny styrke. En anden, der har været forfulgt at alskens sygdomme og været tæt på at dø, men aldrig klager sig, fordi hun er et overskudsmenneske, der har for travlt med at hjælpe andre. Den evne til at gribe livet uden forbehold kan jeg godt være misundelig på. Jeg er alt for selvoptaget til at mønstre sådan en livskraft.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
De mennesker, jeg omgås med, har ikke for vane at give hinanden åndelige råd. Men et af de bedste råd, jeg har fået, er et lægeligt råd, som jeg fik af tidligere domprovst i Roskilde Karen Horsens: Du skal ikke måle dit blodtryk, for det bliver man syg af. Jeg ved ikke, om det var sådan tænkt, men det er jo et centralt kristent budskab, at man ikke skal bekymre sig. Som Jesus har sagt ifølge Matthæusevangeliet: Hvem af jer kan lægge en dag til sit eget liv ved at bekymre sig?.