Prøv avisen

Man er da et skarn, hvis ikke man siger tak

Så snart man tænker på at sige tak, skal man gøre det, mener radiovært på Giro 413 Margaret Lindhardt. – Foto: DR.

Vært på radioprogrammet Giro 413 Margaret Lindhardt mener som samaritaneren i søndagens tekst, at det er vigtigt at vise sin taknemmelighed, når der er grund til det

Når hun tænker efter, er det lille ord tak formentlig det allermest brugte i radioprogrammet Giro 413.

Hver søndag på Danmarks Radios P4 i tidsrummet 13.03-15.00 sørger programvært Margaret Lindhardt for, at taksigelser og tillykker strømmer ud af æteren og ud til kaffebordene og kolonihaverne og de over 800.000 lyttere i alle aldre.

I snart 17 år har hun lagt stemme til Statsradiofoniens ældste underholdningsprogram, der sidste år kunne fejre sit 60-års jubilæum. Og som på mange måder emmer af taknemmelighed med gæster, der siger tak for en dejlig fest og samler ind i brudens sko. Eller ønsker far et stort tillykke med de 50 år og ved samme lejlighed beder om at få spillet hans favoritnummer med Bruce Spring-steen.

Lytterne betaler for at sende en hilsen og ønske et stykke musik. Pengene går ubeskåret til projekter målrettet socialt udsatte børn og unge.

At sige tak er en væsentlig del af programmet. Tak for samværet, samlivet eller hjælpen, og jeg bliver tit dybt rørt over hilsnerne. Der er jeg nok meget let at bevæge. Det er meget betænksomt, og folk gør det for at glæde nogen. Samtidig glæder pengene nogle andre, som virkelig har brug for dem. Det er en win win win-situation, siger Margaret Lindhardt.

Den 61-årige radiovært med den varme og omfavnende stemme elsker sit program. Hun havde ikke regnet med at skulle arbejde der så længe og synes, det er vildt, at der nu er gået så lang tid. Egentlig er hun uddannet folkeskolelærer med linjefag i religion og musik, men kom for 30 år siden til DR ved lidt af en tilfældighed. I dag er hun ikke i tvivl om, at Giro 413 er kommet til at betyde meget for hende.

Jeg er vokset op med, at man skal sige tak for mad og for gaver, men via programmet er jeg sikkert blevet mere opmærksom på, hvor meget det egentlig betyder. Tommelfingerreglen må være, at man skal sige tak, når man tænker og føler det. I vores travle hverdag kan vi være tilbøjelige til kun at tænke det. Men hvor bliver folk glade, når man siger, at det var vel nok en dejlig fest eller tak for hjælpen. Måske tager vi nogle gange tingene lidt for meget for givet, men jeg bestræber mig på ikke at gøre det, siger Margaret Lindhardt.

I søndagens tekst bliver 10 spedalske helbredt, men kun én af dem husker at sige tak for hjælpen til Jesus, der forundret spørger, hvor de ni andre helbredte blev af.

Og det interessante er, at det er den fremmede, samaritaneren, som siger tak, fordi han ikke tager noget for givet, fordi vedkommende i forvejen er ugleset. De andre glæder sig sikkert over at være blevet helbredt, men de glemmer, at nogen bevidst har gjort dem en tjeneste, siger Margaret Lindhardt, der har læst teksten en del gange.

Og hun mener af hele sit hjerte, at det havde været på sin plads, hvis de ni helbredte spedalske havde husket at sige tak for hjælpen til Jesus.

Jeg synes da, man er et skarn, hvis ikke man siger tak. Men det viser da i hvert fald, at det ikke kun er i vor tid, man kan glemme at vise sin taknemmelighed, siger hun og tænker sig lidt om.

For hun føler sig splittet, hvad angår spørgsmålet om tidsånden. Er det en tendens i tiden, at vi har svært ved at få ordet tak over vores læber?

Igennem Giro 413 møder jeg jo utrolig megen taknemmelighed. Men der ligger måske et eller andet i, at når vi siger tak til andre, så føler vi os måske en smule underlegne. For andre kan der være en stor blufærdighed i at bruge de store ord, men så mener jeg jo, at man udelukkende må fokusere på det, man gerne vil sige til personen, og ikke på, hvad andre tænker om det, man siger, forklarer Margaret Lindhardt og fortsætter:

For nogle kan det også handle om, at de er bange for at stå i taknemmelighedsgæld til andre. Og nogle gange kan stjernerne glemme at takke vandbærerne.

En søndagsprædiken i hendes lokale kirke i Taastrup kan for Margaret Lindhardt give anledning til nødvendig eftertanke om livet. Fordi prædikentekster, ligesom det er tilfældet med den til i morgen, uden problemer kan opdateres til det moderne hverdagsliv hvor mennesker for eksempel gør hinanden tjenester, men ikke alle husker at sige tak.

Det er en naturlig del af mit liv at gå i kirke, og jeg kommer der vel en gang om måneden i Rønnevang Kirke for at høre min lokale provst, Steffen Ringgaard Andersen. Han er virkelig en dygtig prædikant. Hans prædikener giver mig stof til eftertanke jeg bliver bevidst om, at tingene også kan hænge sammen på en anden måde. Og så er kirken for mig et rum for fred og ro og omtanke i en fortravlet hverdag, siger hun.

Og den populære radiostemme har aldrig følt behov for at anfægte sin tro. I barndomshjemmet i Esbjerg var forældrene med i en bibelkreds, hvor de voksne sad i stuen og snakkede sammen. Det var ikke som sådan noget, børnene deltog i, men de noterede sig, at der var ekstra kage og dessert.

Troen ligger der som en undertone i mit liv. Jeg vil ikke sige, at jeg hele tiden tænker over det, men den er der, og begge mine børn er døbt og konfirmeret. For mig er kirken ikke noget museum, som nogle ynder at fremstille den. Den er en del af det moderne liv. Jeg bliver lidt ærgerlig, når folkekirken bliver fremstillet som noget fremmed, der er adskilt fra det almindelige liv. Sådan har jeg det slet ikke.

Margaret Lindhardt, der flyttede til Taastrup for seks år siden, bruger også kirken som et socialt samlingssted.

Jeg kender efterhånden en del igennem kirken, fordi vi får en snak efter gudstjenesten. Det er rart med den lokale forankring, siger hun.

Og en tankevækkende søndagsprædiken kan sagtens ende med et tak fra Margaret Lindhardts mund.

Jeg ved selv, hvor glad jeg bliver, når andre fortæller mig, at noget, jeg gør, gør dem glade. Jeg tror, at vi alle har et behov for at blive set eller blive bemærket, og derfor er det vigtigt at sige det. Med mindre man bare siger det som en tom talemåde. Så kan det være lige meget, siger hun.

Hvornår har du selv sidst sagt tak til nogen?

Lige inden vi to skulle tale sammen, sendte jeg en tak for sidst-mail til nogle af mine gode venner. Jeg havde tænkt på det hele dagen, og nu fik alle tankerne om taknemmelighed mig til at gøre det. Og i søndags fik jeg sagt tak til provsten for hans gode prædiken. Man skal huske at sige tak, men det er ikke en selvfølge, at man gør det.

schelde@k.dk