Politiker: Man er homofob, hvis man ikke vil vie homoseksuelle

Gruppeformand for De Radikale i København har hjemmeside med sogne, hvor præster ikke vil vie homoseksuelle

Jeg finder det dybt krænkende, at man som offentligt ansat kan sige nej til at betjene nogen på grund af deres seksualitet, siger Gruppeformand for De Radikale i København, Tommy Petersen.
Jeg finder det dybt krænkende, at man som offentligt ansat kan sige nej til at betjene nogen på grund af deres seksualitet, siger Gruppeformand for De Radikale i København, Tommy Petersen. Foto: Lars Krabbe/ritzau.

Tommy Petersen, gruppeformand for Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, hvorfor har du lavet en hjemmeside, der registrerer sogne, hvor præster ikke vil vie homoseksuelle?

Jeg vil have ændret lovgivningen, så præster ikke kan diskriminere. Indtil jeg får kirkeministeren og Folketinget med på det, mener jeg som minimum, at vi bør give vores homoseksuelle medborgere mulighed for at orientere sig om, hvor de kan risikere at blive afvist.

Kender du til mange tilfælde, hvor homoseksuelle par er blevet afvist af en præst?

Jeg kender to par. Det ene mødte en præst fra Viborg-egnen, der sagde, at deres kærlighed ikke var i overensstemmelse med den måde, han tolkede Bibelen på. Det var ydmygende og ubehageligt for dem.

Kan en præst ikke sige nej til at stå for en vielse uden nødvendigvis at ydmyge parret?

Nej, det kan man ikke. Og jeg finder det dybt krænkende, at man som offentligt ansat kan sige nej til at betjene nogen på grund af deres seksualitet.

Hvad synes du om, at du får kritik for at udstille nogle præster på en ubehagelig måde på denne hjemmeside?

Jeg synes, at man skal kunne stå ved sine holdninger. Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud og nævner ingen præster ved navn, men kun sognene.

Hvad er formålet med listen, hvis du ikke nævner præsterne ved navn? Mange sogne har jo både præster, der gerne vil, og præster, der ikke vil vie homoseksuelle.

Formålet er, at homoseksuelle par kan orientere sig om, hvorvidt der er mulighed for at blive diskrimineret i et sogn.

På hjemmesiden beskriver du præster, der ikke vil vie homoseksuelle som ”homofobiske præster”. Har du belæg for at kalde dem homofober?

Ja, for man er efter min vurdering homofob, hvis man diskriminerer folk på baggrund af deres seksualitet.

Er du ikke med dit ønske om at tvinge præster til at vie homoseksuelle ved at indføre netop et tankepolitiover for muslimer?

Nej, jeg er blot ude på at kræve ligebehandling for alle borgere, når de møder det offentlige. Det synes jeg man har ret til i Danmark. Jeg siger ikke, at præsterne ikke må have de holdninger, de nu har. Jeg siger bare, at de ikke må diskriminere.

Kan man indrapportere moskéer, hvor homoseksuelle ikke kan blive viet?

Det er da en glimrende idé, men i første omgang handler det om offentligt ansatte. Præster får løn af staten, og derfor kan det ikke være rigtigt, at de må diskriminere.