”Man går ikke til spejder, man er spejder”

De 15.000 børn og unge på KFUM-Spejdernes korpslejr i Skive går ikke til spejder som fritidsinteresse. De er spejdere. Hele tiden. KFUM-Spejderne har som mål at udvikle "hele mennesker", og det syn på spejderbevægelsen gennemsyrer korpslejren

KFUM-Spejdernes robotværksted tiltrækker mange nysgerrige spejdere på korpslejren i Skive.
KFUM-Spejdernes robotværksted tiltrækker mange nysgerrige spejdere på korpslejren i Skive. Foto: Thomas Bang.

Tre piger og to drenge i 11-års-alderen og i hver deres grønne uniform kigger gennem et sindrigt, sniklet snoresystem spændt op på kryds og tværs mellem granstolper. Det er et af elementerne i en forhindringsbane, der kun kan gennemføres, hvis gruppen arbejder sammen. En af spejderne skal bæres igennem hullerne mellem de opsatte snore for at gennemføre forhindringen. De fem børn har prøvet før uden stort held, og det starter en ophedet debat i det kølige regnvejr på KFUM-Spejdernes korpslejr i Skive.

"Du er lettere!"

"Nej! Hvor meget vejer du da?!"

"Stol nu bare på mig, jeg skal nok holde dig oppe."

Spejderen Pernille giver sig, og turen gennem rebene, inklusive obligatoriske hvin og fnis, kan begynde.

"Det er noget af det bedste ved spejder," siger veninden Benedikte, da hun kan slippe Pernille på den anden side af forhindringen.

"Man hjælpes rigtig meget ad hele tiden, og man flækker af grin, når man skal op over sådan én," siger hun og peger på en to meter høj barre i forhindringsbanen, som alle medlemmer af gruppen skal over.

Karl Åge Maj er ansvarshavende for området Indviklet udvikling, der er én af de såkaldte mega-aktiviteter på KFUM-Spejdernes korpslejr. Det er hos ham, Pernille, Benedikte og de andre bliver udfordret sammen med omtrent 2000 andre spejdere. Mega-aktiviteterne er lavet, for at spejderne hurtigere kan skifte mellem forskellige mindre aktiviteter som forhindringsbane, byg din egen Storm P.-maskine eller et robotværksted med lego. På den måde kan børnene prøve sig selv i flere situationer.

Målet er, at lejraktiviteterne skal opfylde KFUM-Spejdernes fem fokusområder: fysisk, intellektuel, følelsesmæssig, social og åndelig udvikling. Det tilsammen skal danne "hele mennesker" med mange kompetencer, der også kan bruges i voksenlivet.

"Forhindringsbanen er så konkret, som det kan blive. Spejderne skal arbejde sammen og tænke over, hvordan de løser udfordringen. Ved nogle af de andre aktiviteter er fokusområderne mindre synlige, men vi forsøger at holde KFUM-Spejdernes formål centralt i alt, hvad vi laver," siger Karl Åge Maj og forklarer, at de meget alsidige udfordringer, børnene møder, er det, der adskiller spejder fra andre fritidsaktiviteter.

"Man går ikke til spejder, man er spejder. Når du går til fodbold, er det et par timer om ugen, spejderarbejdet tager man med sig hjem," uddyber Preben Nielsen, der står for lego-robotværkstedet på lejren.

Hos ham kan spejderne bygge robotter, der med elektronisk snilde både kan høre og se deres omgivelser.

Det afprøver den lyshårede spejder Frederikke fra Thy. Hun klapper ivrigt i hænderne hen mod lego-robotten. Hvis den virker og kan "høre" hende, vil den skifte retning.

"Aarh!", jubler hun, da robotten med elektronisk vilje pludselig vender på hælen og farer ud over kanten af bordet og ned i Frederikkes skød.

"Det er ikke altid, den virker så godt," forklarer hun.

Ved andre borde sidder koncentrerede hoveder med næsen ned i brugsanvisninger. Nogle har øjnene rettet mod computerskærmen for at lave de ordrer, der kan give robotterne liv.

Preben Nielsen mener, det er vigtigt, at korpslejren formår at følge med tiden, hvis den vil leve op til sin egen ambition om at understøtte spejdernes udvikling inden for KFUM-Spejdernes fokusområder.

"Det er sjovt at bygge robotter. Og det er vigtigt at tænke nyt og innovativt. Vi skal ikke stå i stampe og kun være nogen, der sidder ude i skoven," siger han og får ret af Karl Åge Maj, der dog mener, at mange af de gamle spejdertraditioner er lige så anvendelige i dag som nogen sinde.

"Spejder er mere end korte bukser og bål. Men grunden, til, at vi stadig tænder bål, er, at det er en meningsfuld udfordring for mange både socialt og personligt. Det kan udadtil få spejder til at virke som en tidslomme. Vi er da også et fast ståsted med holdninger og værdier, men det er ikke det samme som, at vi ikke udvikler os," siger han.

Udviklingen er på denne korpslejr nået så langt, at der er trådløst internet over hele området, så det er muligt at bruge sin computer selv fra det yderste hjørne af det bagerste af lejren. Samtidig holdes gamle spejdertraditioner i hævd, og et blik ud over de mange orange telte afslører, at der stadig er stor prestige i at kunne lave et køkkenbord af rafter og reb – selvfølgelig i vater.

Også på det åndelige plan har KFUM-Spejderne og korpslejren fornyet sig, og hver dag starter derfor med en kristen "morgentanke" pr. sms på mobiltelefonen. Men det erstatter ikke lejrens traditionelle gudstjenester, hvor børnene synger korpslejrsalmen og skriver bønner til Gud.

Midt i regnvejret foran lejrens domkirke, Skt. Georgskirken, bliver der således sat et skilt op: "Kære Gud, vask Jorden ren".

"Det åndelige fokus hos KFUM-Spejderne må ikke være en pligt, det skal være noget naturligt, som alle har lyst til at deltage i. Vi vil ikke presse forkyndelse ned over hovedet på nogen, men vi prøver at skabe rammerne for et kristent fællesskab," siger Karl Åge Maj.

Pernille, Benedikte og deres patruljekammerater er glade for præsternes tilstedeværelse i lejren.

"Man møder masser af præster rundt omkring i korpslejren. Og de har slik med, og jeg har fået en tatovering. Det ringede jeg hjem og sagde til mine forældre og lod, som om den var ægte," siger Pernille og trækker det grønne ærme op og viser en midlertidig tatovering af et kors på sin underarm.

For fotografen Thomas Bang, der selv deltager som spejder på korpslejren, bekræfter både børnenes overvejelser og Karl Åge Majs overordnede udviklingsstrategi hans egen følelse af spejderlivet:

"Vi kommer fra alle sociale lag og fra flere trosretninger, men vi har altid det til fælles, at vi alle sammen er spejdere med alt, det indebærer."

julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk

Det kræver samarbejde og snilde at komme igennem forhindringsbanen.
Det kræver samarbejde og snilde at komme igennem forhindringsbanen. Foto: Thomas Bang
De 35 præster på korpslejren i Skive uddeler blandt andet midlertidige tatoveringer.
De 35 præster på korpslejren i Skive uddeler blandt andet midlertidige tatoveringer. Foto: Thomas Bang