Konvertering til jødedommen
Spørgsmål: Hvordan foregår konverteringsprocessen, sådan rent praktisk? Jeg er troende kristen, har været sammen med en jødisk mand i næsten fem år, og vi vil gerne giftes, men kan ikke, så længe jeg er kristen.
Jeg har hørt, at man i slutningen af fasen bliver nødt til at frasige sig kristendommen eller nærmest besværge, at man ikke tror på Jesus som Messias, eller noget i den retning. Er det korrekt? Er det ikke muligt at gennemføre konverteringen uden dette spørgsmål?
Er der forskel på, hvor stramme reglerne og processen er, alt afhængig af, om man konverterer i Danmark, Israel eller f.eks. USA?
Mit hjerte er i vildrede. Tak, om du vil hjælpe mig med at få styr på nogle af de spørgsmål, der besætter mit tankeunivers.
Anonym
Pensioneret lærer Aron Skop svarer: Jeg forstår til fulde, at dit hjerte er i vildrede. Sagen er den, som du skriver, at du er troende kristen og samtidig har et ønske om at konvertere til jødedommen - to ting, der er uforenelige.
Man kan ikke tilhøre to religioner på samme tid. Det giver ikke mening - i hvert fald ikke efter jødisk opfattelse. Jeg skal dog oplyse dig om, at der i USA og i Israel findes grupper, der kalder sig »messianske jøder«, som prøver at forene et jødisk og et kristent tilhørsforhold, men de eksisterer uden for den officielle jødedom. Litteratur om disse samfund kan du finde på internettet.
På dit spørgsmål om, hvordan konverterings-processen foregår rent praktisk, kan jeg oplyse dig om følgende:
n Første trin er en seriøs interesse for at lære jødedommens grundelementer at kende i teori og i praksis.
n Hvis denne interesse er til stede, henvender man sig til en rabbiner (i Danmark overrabbiner Bent Lexner). Hvis man efter en grundig samtale bliver enige om, at det er en ide at gå i gang med undervisning, vil rabbineren henvise til en jødisk lærer, som vil kunne guide en i de videre studier. Nogle vil falde fra i den periode, som oftest strækker sig over mindst to år. Men hvis rabbineren efter denne periode skønner, at både teori og praksis er i orden, kan optagelse i jødedommen ske.
n Selve optagelsesceremonien foregår ved neddypning i et rituelt bad, hvorefter man får et jødisk navn. Bagefter vil man oftest fejre begivenheden med sine nærmeste.
n Jødedommen kender ikke til »besværgelser«, hvor man skal afskrive sig troen på hverken Jesus som Messias, Buddha eller Muhammed ud fra det faktum, at så tilhører man jo en anden religion.
n Du spørger, om optagelsesreglerne er anderledes i andre lande. Det, jeg har skitseret, er den ortodokse konverteringsform i Danmark. Konverteringsreglerne er anderledes i f.eks. reformmenigheder i England, USA og Israel.
Hilsen
Aron Skop
Sådan indvies kirkegårdens jord
Spørgsmål: Jeg hører somme tider ordene »indviet jord«, når talen drejer sig om kirkegården omkring kirken.
Jeg mener ikke, at folkekirken - og dermed heller ikke præsterne - befatter sig med religiøs-magisk indvielse af ting, huse eller jord. Er det rigtigt? I den katolske kirke eksisterer disse religiøs-magiske indvielsesceremonier. Har folkekirkens præster lov til at foretage noget lignende?
Er barnedåben kun »tegn« på noget, eller ligger der også magi i den, og har fravælgelse af dåben konsekvenser for et barn, ifald det dør?
Niels-Simon Larsen
Sognepræst Leif G. Christensen svarer: Om ibrugtagning af ny kirkegårdsjord står der i en kirkelig vejledning, at når en ny kirke indvies, indvier biskoppen tillige kirkegården.
Når man tager en ny kirkegård eller kirkegårdsudvidelse i brug, kan det finde sted ved den lokale sognepræst ved den første begravelse, evt. forud for den første kiste- eller urnenedsættelse.
Der afsynges en salme, hvorpå præsten læser 1. Ko-rinterbrev kap. 15, v. 19-22, v. 42-44a og v. 53-57. Derefter siger præsten: »Så indvier jeg da dette sted til kristen begravelsesplads i Faderens, Sønnens og Hel-ligåndens navn. Fred være med deres støv, som skal hvile her. Amen.«
Dermed er jorden indviet. Men nej, det er ikke magi. Men en kristen proklamation af, at det pågældende område erklæres for offentlig begravelsesplads til Guds ære.
Hilsen
Leif G. Christensen
Kristuskrans og bønstradition
Spørgsmål: Er der noget teologisk og juridisk forkert i, at jeg som evangelisk-luthersk kristen, der er ansat som organist i folkekirken, benytter en Jesuskrans som bønshjælpemiddel i den private lønkammerbøn? Findes der fora her i landet, hvor man frit og fordomsfrit kan komme og udveksle bønserfaringer ud fra brugen af Jesuskransen?
På forhånd tak for blot et sparsomt svar!
Med venlig hilsen
Per
Formand for IKON Pernille Aagaard svarer: Mon ikke det er Kristus-kransen, du mener? Det er i hvert fald den, som svaret tager udgangspunkt i.
Kristuskransen er en bønne- og meditationskrans, som kan hjælpe mennesker på bønnens vej. Bøn er ikke noget, man bare kan - det er noget, der skal læres, og de færreste mennesker i dag har lært at bede af deres forældre og bedsteforældre, som tidligere generationer havde fornøjelsen af.
Derfor er det en rigtig god ting, at der også inden for den luthersk-protestantiske tradition vokser forskellige former for hjælp til at lære bønnens vej at kende frem, så bedekranse ikke er forbeholdt katolikkerne.
»Ophavsmanden« til Kri-stuskransen og den tilhørende bog, Martin Lönnebo, har været biskop i den svenske kirke og er et kristent menneske og en luthersk teolog, der står meget respekt om. Jeg har selv læst bogen om Kristuskransen og har ikke fundet noget, som jeg ikke synes var teologisk holdbart.
Og juridisk kan ingen blande sig i, hvad du foretager dig i dit lønkammer!
Jeg er ikke bekendt med, hvor der struktureret arbejdes med Kristuskransen, men jeg har hørt om flere kirker og kirkelige organisationer, der har brugt kransen - men ved enkeltstående lejligheder.
Hjertelig hilsen
Pernille Aagaard
Bogen om »Kristuskransen«, der er skrevet af Martin Lönnebo, udkommer på dansk i februar 2003 (forlaget UNITAS).
Blandt andet i domkirken i København kører en studiekreds om Kristuskransen, og andre steder i landet foregår tilsvarende arbejde. Kransene kan købes blandt andet ved henvendelse til Areopagos, 38 38 49 10. Her kan oplysninger om studiekredse og andre aktiviteter også fås.