Ole Skjerbæk Madsen står i en koptisk kirke i Egypten. Han er på dette tidspunkt 22 år og rejst ud på et stipendium fra teologiuddannelsen på Københavns Universitet. Han deltager i en gudstjeneste, hvor han blandt andet oplever en rig tradition og mennesker, der bliver helbredt i Jesu navn.
”Jeg havde en oplevelse af fornyelse og tradition, som var gået lidt tabt i folkekirkens gudstjenesteliv. Det tændte en længsel i mig,” siger Ole Skjerbæk Madsen.
Han ville egentlig bruge sin teologiuddannelse til at blive forsker. Men kaldet som præst voksede sig efterhånden stærkere, og efter hjemkomsten begyndte han selv at trække på nogle af de erfaringer, turen til Egypten havde givet ham.
Men Ole Skjerbæk Madsen blev ikke nogen almindelig præst. Det så man første gang i 1970’erne med hans engagement i bladet ”Orientering om gudstjenestefornyelse”, der søgte at udvide kirkens rammer.
”Jeg ser hele tiden folks ønsker som et spejlbillede af kirkens mangler. Når folk mediterer, er det, fordi de mangler en tilsvarende fordybelse i kristen sammenhæng. Når folk søger forskellige healing-former, er det, fordi de ikke har en helbredende tjeneste i kirken. Hvis gudstjenestelivet ikke skal dø, må det blive autentisk. Det har været kendetegnet i mit arbejde fra de tidlige studier til i dag,” siger han.
Og Ole Skjerbæk Madsen kigger stadig i det folkekirkelige spejlbillede. Og han opdager stadig mangler. For eksempel at kirken ifølge ham også i dag kan blive bedre til at invitere nyreligiøsiten indenfor.
”Jeg synes, vi har en tendens til at have en skabelonagtig forståelse af det menneske, vi står over for. Hvis det er muslimer, så lægger vi skabelonen med ekstremisme ned over dem og stiller dem til ansvar for alle islams ugerninger, og på samme måde sker det, hvis vi møder en nyreligiøs. Vi har ikke en spirituel tradition i Danmark, så vi skal blive bedre til at lukke vores menigheder op, så mennesker, der er åndeligt søgende, oplever, at vi rent faktisk har et svar på nogle af de spørgsmål, de stiller.”
Netop det at møde andre mennesker med et åbent sind er, hvad Ole Skjerbæk Madsen nu skal foretage sig. Fra september tager han nemlig til Hongkong i foreløbigt et år for at lære kristne om Christfulness, som er mindfulness, der søger nærværet med Kristus igennem meditation. Den lutherske kirke i Hongkong føler sig udfordret af mindfulness, som de associerer med buddhismen i deres skoler, og spørger, hvordan kristen trospraksis kan hjælpe dem i stedet, fortæller han.
”Jeg ville egentlig gerne have ventet et par år med at rejse afsted, men nu var muligheden der. Sammen med min kone skal jeg bo på et lille bjerg, Tao Fong Shan, og være præst. Vi håber at blive redskaber for Guds vilje med det åndelige liv dér,” siger Ole Skjerbæk Madsen.
Den nye opgave i Hongkong trækker tråde tilbage til 1980’erne, da new age-strømningerne, der sammensætter egen tro og spirituelle praksisser, kom til Danmark.
Her stod Ole Skjerbæk Madsen på samme måde foran udfordringen med at skabe forståelse mellem overbevisninger.
For hvordan kunne så forskellige trosretninger som kristendommen og new age mødes?
Det spørgsmål gav anledning til en del diskussioner og konflikter med hans sidenhen gode ven, den nu afdøde Asger Lorentsen, der var en af de store talsmænd for new age-bevægelsen her i landet.
Men det blev også startskuddet til tiltaget I Mesterens Lys, som søger at skabe forståelse og sammenhængskraft mellem kirken og spiritualiteten.
”Mødet skabte nogle problemer i starten, som udløste en krise for mig selv. Det kulminerede i 1994, hvor jeg råbte til Jesus om hjælp til at finde noget, der kunne bygge bro mellem åndeligt søgende og kristne. Det udmundede sig i I Mesterens Lys,” siger Ole Skjerbæk Madsen.
Han er i dag missionspræst i organisationen Areopagos, hvor han stadig leder I Mesterens Lys og underviser i Christfulness.
Derudover har han i løbet af sit arbejdsliv været fortaler for både at indføre et korps af eksorcister til dæmonuddrivelse, tarotkort og meditation i folkekirken. Dermed ikke sagt, at han møder nyreligiøsiteten ukritisk.
Han stiller spørgsmålstegn og undrer sig, men vil samtidig skabe en forbindelse. Det gælder blandt andet, når han bruger tarotkort i en kristen sammenhæng.
”Jeg har haft mine fordomme over for brugen af tarotkort, som mange kristne opfatter som djævlens billedbog. Men de klassiske kort har en spændende historie. Dels går billederne tilbage til nogle kortsæt fra renæssancen, hvor mange motiver var kristne, dels har kortene gennem historien fået en tolkning, der knyttede betydningen af kortene sammen med en kristen tolkning af jødisk mystik. Her opdagede jeg faktisk, at der var nogle væsentlige tilknytningspunkter for evangeliet i kortene. Men jeg synes stadig, at spådom eksempelvis er en dum ting, for man bliver låst fast i en forestilling om et bestemt skæbnemønster. Det advarer Bibelen jo også om,” siger han.
For Ole Skjerbæk Madsen handler det ikke om at gå på kompromis med kristendommen eller skabe en bland-ingsreligion. Det handler om at bygge broer og forstå hinanden.
”Grundtvig siger, man skal tale til folk på modersmålet, for så lukker mennesker sig op, og for eksempel tarotkort er jo et modersmål for nogen. Hvis jeg kan tale dette sprog, så kan det nå nogle hjerter, som man ellers ikke får fat i,” siger Ole Skjerbæk Madsen.