Prøv avisen
Før søndagen

Man må invitere den tvivlende indenfor

Jeg har overvejet, om jeg også burde lade mig døbe, men jeg er meget i tvivl, siger Rasmus Prehn om sit eget forhold til kristendommen. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Foto

I søndagens tekst bekræfter Jesus, at han er den, han er, ved at vise den tvivlende Thomas naglemærkerne efter korsfæstelsen. Selvom Jesus opfordrer til at tro, giver han også plads til tvivlen, mener folketingspolitiker og medlem af kirkeudvalget Rasmus Prehn (S)

At tro uden at se bevis kan være en udfordring. De fleste vil næppe bebrejde disciplene i søndagens tekst for at nære en vis tvivl og usikkerhed, efter Jesus er blevet korsfæstet som kriminel, og de har forskanset sig bag lukkede døre.

Selvom Jesus siger, at salige er de, som ikke har set og dog tror, så rummer han også tvivlerne, som har sværere ved at tro på det, de ikke har set med egne øjne, fremhæver folketingspolitiker og medlem af kirkeudvalget Rasmus Prehn (S).

”Historien fortæller mig, at man skal turde tro, man skal have tillid, og man skal ikke nære mistro i forhold til sin næste. Omvendt viser Jesus også, at det er i orden at være i tvivl,”siger han.

Jesus opfordrer til at udvise tiltro og tillid, men Rasmus Prehn mener også, at teksten udtrykker en accept af, at det er naturligt at være i tvivl, når det kommer til spørgsmålet om tro.

”At være kritisk og tvivlende kan være rigtig udmærket, men jeg synes, det er værd at tænke over, at vi kommer langt med tillid, og vi skal turde tro på hinanden i et andet omfang, end vi gør i dag. Det er værd at sænke paraderne lidt og vise tillid til hinanden. Det er også vigtigt at vise den omsorg, som Jesus gør over for Thomas, at hvis nogen er i tvivl, så må man invitere dem indenfor,” forklarer han.

Samtidig hæfter han sig ved, at man i teksten træder ind i en voldsom troskonflikt, hvor disciplene må gemme sig bag lukkede døre af frygt for jøderne. På trods af konfliktkursen mellem kristne og jøder påpeger Rasmus Prehn, at forholdet mellem de to trosretninger i dag er et helt andet, hvor man kan rumme hinanden. Det er værd at blive mindet om.

”Teksten giver anledning til at diskutere nogle af de udfordringer, vi har i dag, hvor der i høj grad er konflikt mellem kristne og muslimer. Vi skal huske hinanden på, hvor vigtigt det er at tage dialogen og give plads til at kunne prædike forskellig tro. Teksten fordrer en religiøs rummelighed, men også en foragt og fordømmelse af situationer, hvor man skal gå i skjul på grund af sin religion. At nogen har en autoritær tilgang til tro, så andre er nødt til at gå i skjul, er uacceptabelt,” forklarer han.

Ligesom Thomas i prædikenteksten kender Rasmus Prehn også til tvivlen og til følelsen af at skulle have beviser frem for kun at tage ord for gode varer. Han er opvokset i en familie, som han beskriver som antireligiøs, hvor åndelighed veg til side for en meget håndfast tro på, at det, der betyder noget, er videnskabelige fakta.

”Det har ligget dybt i mig. I takt med, at jeg er blevet ældre, er jeg nu blevet meget mere rummende over for den religiøse tro og tillægger religion en langt større værdi,” siger han.

Da Rasmus Prehn blev gift, blev han del af en familie, som har et mere traditionelt forhold til folkekirken og dens traditioner, hvilket har givet ham et større indblik i de muligheder og det sammenhold, som tro kan tilbyde, hvad enten man er stærkt religiøs eller tvivlende.

”Folkekirken er et utrolig stærkt fællesskab – måske et af de stærkeste fællesskaber, vi har i Danmark. Som voksen er jeg blevet mere og mere bevidst om, at folkekirken skaber nogle rammer, der på en måde gør både glade og svære situationer lettere. Den kan bygge noget op, så det bliver mere højtideligt og festligt. I forbindelse med døden er det en fantastisk hjælp, at man har nogle fælles ritualer, hvor man kan få bearbejdet sine følelser og få sat ord på dem i stedet for, at man sidder tavs alene,” fortæller han.

I kraft af sin familiære baggrund har Rasmus Prehn været til begravelser og bisættelser både i kirken, men også uden nogen form for ritualer. Han oplevede, at det var svært at sige farvel, når der ikke var den ramme, som traditioner og ritualer tilbyder. Det blev lidt tomt, og han følte, der var ord, som ikke bliver sagt, og tanker, der ikke bliver tænkt, fordi man hver især puttede sig med sine følelser i stedet for at være fælles om dem.

Selvom han er kirkeligt gift, og parrets tre børn er døbt, er han imidlertid ikke selv medlem af folkekirken. Både hans opdragelse og tvivlen har holdt ham tilbage. Dog har han længe tænkt over officielt at træde ind i det folkekirkelige fællesskab.

”Jeg har overvejet, om jeg også burde lade mig døbe, men jeg er meget i tvivl. Jeg møder en åbenhed og rummelighed i folkekirken også over for os, der ikke er vokset op med en barnetro, og jeg vil ikke udelukke, at jeg lader mig døbe, men jeg vil gerne være sikker. Det er for mig et stort spørgsmål, som har været nemt at udskyde, og det er stadig en igangværende refleksion, som jeg ikke er færdig med,” siger Rasmus Prehn.