Hvordan vil du beskrive din tro?
Når jeg en tidlig morgen ud ad vinduet i mit badeværelse ser solen stå op over søen på den anden side af vejen, sker der noget. Jeg fyldes med en tillidsfuld tro på, hvad dagen kan tænkes at bringe. Mine tanker går sikkert i andre retninger, end de gør hos gæssene i samme sø eller for den sags skyld hos medlemmerne af Ateistisk Selskab uden sammenligning i øvrigt. Men troen på en fortsat skabelse og på en skabende Gud gør en forskel i den måde, som man møder livet og sine medmennesker på.
Jeg har i øvrigt slet ikke fantasi til at forestille mig en skabelse uden en Gud. At et helt univers og en hel jord med mennesker, blomster, planter og dyr bare kan være opstået ved et tilfælde, er simpelthen for langt ude i min verden.
Men også sproget spiller en stor rolle i min tro. For som det er beskrevet både i digtningen og i litteraturen, og som jeg selv har erfaret det gennem et langt liv, så kan man nå langt med sagprosa og endnu længere med poesi, men kun med det religiøse sprog kan man tage skridtet fuldt ud og helt komme ind i tilværelsens ekstra dimension.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i Thisted, hvor min far var mejeribestyrer og en af byens borgerlige spidser. Så både materielt og følelsesmæssigt kommer jeg fra en tryg baggrund, hvor kirken var en naturlig ramme for dåb, konfirmation og bryllup, ligesom vi også fulgte afdøde familiemedlemmer, venner og bekendte til graven. Min søster og jeg gik også i søndagsskole, men vi havde ikke noget at gøre med Indre Mission, der stod stærkt både på Thistedegnen og omkring Klitmøller, hvor vi havde sommerhus. Jeg husker indremissionærerne som en gruppe mennesker, for hvem livet var den rene jammerdal, og som mine forældre nok accepterede, men ikke plejede omgang med, da alt den snak om at elske Jesus var for meget for deres blufærdighed.
Hvad har udfordret din tro?
Min tro er aldrig for alvor blevet udfordret, men det er mit forhold til kirken til gengæld. De år, hvor vi var en familie med tre små børn, og hvor begge vi forældre studerede og prøvede at få det hele til at hænge sammen, var jævnlig kirkegang ikke øverst på listen. Det var tilmed også i tiden med ungdomsoprøret. Og så var den lokale præst træls at høre på, så vi følte os fremmede og ikke velkomne i kirken, mens vi boede på Nørrebro og i Kgs. Lyngby ved København, hvilket også betød, at vores børns dåbshandlinger ikke var den store glæde.
Men det ændrede sig fuldstændig, da vi flyttede til Båring på Vestfyn i forbindelse med, at jeg blev højskolelærer. Jeg blev også personlig ven med præsten, som altid kom og fik et glas whisky med os, når vi havde været ude at rejse med højskolen. Selv bryggede han øl, så det blev til mange hyggelige timer med samtaler om livet.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Livserfaring og aldring er kontinuerlige formgivere, når det kommer til tro. Men for mit vedkommende har det også sat sig sine spor, at jeg har være engageret i et aktivt højskoleliv, foredrag, skriverier og rejser. Især mine 25 højskoleår med flere end 70 studierejser til Færøerne, Irland, Østeuropa og Afrika har sat sig sine spor.
Jeg har også undervist i afrikanske, kinesiske og indiske forhold, og jeg har i perioder været i Indien som rådgiver for en indisk højskole og der oplevet en åbenhed, en vilje og en evne til at inddrage andre, som har betydet meget for min tro. Det er en accepterende tilgang til verden, der minder meget om den måde, som mine højskoleelever mødte livet på, når de i 14 dage boede hos en fiskerfamilie i for eksempel Senegal og på egen krop lærte, hvad det vil sige, når man omfavner livet med glæde og får en forståelse af, at man kan gøre en forskel.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
En af de helt konkrete konsekvenser er, at jeg er blevet valgt som formand for det lokale menighedsråd her i Vistoft, hvor vi i de sidste fire år har fornyet et kirkegårdsdige, solgt en præstebolig, fået nyt tag på kirken, anskaffet en ekstra klokke med automatisk ringning og anlagt parkeringsplads, hvilket har givet mange daglige udfordringer og glæder i det kirkelige arbejde.
Men min livsanskuelse spiller også en rolle i den måde, som jeg lever min dagligdag på med børnebørn, rejser, kirkegang og så især bøger. For det med bøger og litterære selskaber slipper jeg ikke sådan lige.
Jeg sidder for eksempel i J. P. Jakobsen Selskabets bestyrelse, men er også involveret i James Joyce-Selskabet og i Blicher-selskabet, hvor min bog ”Blichers Jylland” var årets boggave i 2016. Blichers person og bøger taler også stadig til mange danskere, hvad jeg kan mærke i mine foredrag og de Blicher-rejser, som jeg arrangerer.
Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?
Skønlitteratur og filosofi har fyldt meget i mit liv, og jeg har både læst og skrevet om de store digtere og filosoffer, og sammen med min kulturradikale studietid og min globale ageren ville det sikkert være alt rigeligt at leve på den ballast.
Men så er der lige troen, som ikke er det, jeg lever af, men som er det, jeg kan leve på. Det er også det, Søren Kierkegaard er inde på, når han i ”Stadier på livets vej” skildrer en udvikling fra spidsborger over æstetiker og etiker frem til et liv med en kristen dimension. Det er også min vej, for man misser det sidste skridt, hvis ikke troen kommer med, og som kristen må man derfor insistere på at nå til vejs ende.
Så det gør jeg, både ved skrivebordet og i kirken, hvor vi er så heldige her på Mols, at vi har en sognepræst, der hedder Jan Schmidt, som kan få det hele ned på jorden og op i himlen, og som taler ind til mennesker og deres virkelighed, der hvor de er.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er mere en bemærkning end et råd. Men historien starter med, at jeg som ung havde læst jura i tre år og arbejdede på et ejendomskontor for en sagfører, da mit liv på grund af en enkelt bemærkning tog en helt anden drejning.
Jeg var ellers glad og tilfreds og boede på et kollegium i København, hvor jeg havde en engelsk-studerende som nabo. Men så kom den aften, hvor jeg spurgte ham, hvad det var for en tyk bog, som han sad og læste i. Det var James Joyces ”Ulysses”, svarede min ven, samtidig med at han meddelte mig, at den ville jeg ikke kunne forstå noget af, da jeg læste et så verdsligt fag som jura.
Jeg var imidlertid blevet nysgerrig og fik min mor til at købe bogen til mig i julegave. Efter jul skulle jeg på familiebesøg i Norge, hvor jeg lå i de mørke vinteraftener og læste den, og så skete der noget med mig, som jeg slet ikke havde forudset. Bogen vækkede noget inden i mig, og jeg begyndte at låne flere litterære værker, så litteraturens verden langsomt, men sikkert åbnede sig for mig, og jeg vidste, at jeg måtte skifte juraen ud med litteraturen, og dermed skulle min livsbane også vise sig at blive en helt anden end den forventede.