Man risikerer at få menighedsråd, som er meget vendt ind imod sig selv

Alle menighedsråd har en pligt til at undersøge, hvad der rører sig i sognet, og få det repræsenteret i rådet, lyder et forslag fra Søren Abildgaard, nytiltrådt formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Hvis folkekirken bliver en servicekirke, risikerer det at skygge for forkyndelsen, siger Søren Abildgaard. -
Hvis folkekirken bliver en servicekirke, risikerer det at skygge for forkyndelsen, siger Søren Abildgaard. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Uden menighedsråd ingen folkekirke. Sådan lyder det fra den nye formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, og derfor lægger han vægt på, at der ikke blot værnes om menighedsrådene, men at de også selv lever op til ansvaret om at varetage hele sognets interesse.

”Jeg tror ikke, at det afhænger af en bestemt valgform, om menighedsrådet er repræsentativt for hele sognet. Men man kan i hvert fald sørge for, at når man får nye medlemmer i menighedsrådet, så afspejler det hele livet i sognet, ellers er der en fare for, at menighedslivet mister sin relevans, og at menighedsrådet opfattes som mindre legitimt.”

Denne sommer bød på en debat i Ringkøbing om et menighedsråd, som vil rive en gammel bygning ned til fordel for et nyt sognehus, hvilket fik en borgergruppe til at protestere. Abildgaard vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger:

”Man kan i hvert fald sige, at den slags sager peger på, at der er steder, hvor det opleves, som om der er en konflikt mellem de beslutninger, som menighedsrådet tager, og så det, man i kredse i lokalbefolkningen mener, menighedsrådet burde beslutte,” siger han og uddyber:

”Et menighedsråd udspringer i høj grad af det, man kunne kalde menighedens fællesskab, men man risikerer at få nogle menighedsråd, som er meget vendt ind imod sig selv. Der ligger en udfordring for alle menighedsråd i at være opmærksomme på, at de, selvom de udspringer af det engagerede fællesskab i menigheden, har en forpligtelse, som rækker længere ud i sognet,” siger Søren Abildgaard.

Ved bestyrelsens konsti-tuering efter sommerens årsmøde i Landsforeningen af Menighedsråd blev Søren Abildgaard valgt til formand efter at have været menigt medlem af bestyrelsen siden 2013.

Søren Abildgaard dumpede lige ned i den hektiske debat om folkekirkens fremtidige styreform. I dag siger han:

”Lige nu er jeg en lille smule uinteresseret i hele den strukturdiskussion. Det var et projekt, den tidligere regering havde, og det forventer jeg ikke, at den nuværende regering vil videreføre. Derfor kan man da godt forestille sig, at der kan ændres ved nogle bekendtgørelser for at give mere indflydelse til folkekirken på de penge, der ligger i den fælles kasse, Fællesfonden, hvis der er ønsker om det.”

Han er mere optaget af den hovedopgave, som venter til næste år: menighedsrådsvalg 2016. Første gang, der var valg til menighedsråd, var i 1903, så der er måske basis for ændringer?

”Vi kan bare konstatere, at den måde, vi vælger menighedsråd på i dag, ikke længere svarer til den lokale virkelighed ude i menighedsrådene. Der mangler noget, når afstemningsvalg kun vælges i fem procent af tilfældene og har en stemmeprocent på 15. Hvis det var tilsvarende i det øvrige politiske system, så ville man sige, at der er krise. Derfor er vi nødt til at finde nogle modeller, der passer bedre til den folkekirkelige virkelighed,” siger Søren Abildgaard og fortsætter:

”Vi tager i hvert fald til efterretning, at det her er noget, regeringen vil se på, og jeg ser også frem til at drøfte med kirkeminister Bertel Haarder (V), hvordan menighedsrådsvalget på længere sigt skal indrettes,” siger Søren Abildgaard.

Ofte hører man menighedsrådene klage over den jungle af love og paragraffer, de skal færdes i for at udføre deres arbejde.

”En af barriererne for at gå ind i et menighedsråd er stadig det tunge, administrative arbejde. Flere ministre har bebudet en regelsanering, men indtil nu er det ikke rigtigt blevet til noget. Det er min påstand, at det har en selvstændig betydning for, om folk vil engagere sig i et menighedsråd,” siger Søren Abildgaard.

Derfor understreger han, at en anden hovedopgave for et menighedsråd er at forholde sig til sognets kirkelige anliggender sammen med præsten.

”Som en forening for landets menighedsråd er det vigtigt for os at holde fast i, at vi også har ansvar for, hvordan gudstjenesten skal være, hvordan vi skaber levende menigheder, hvordan vi påtager os diakonale opgaver, og ikke mindst hvordan vi får gjort en indsats i forhold til faldet i dåbstallet. Det er lige aktuelt den vigtigste opgave for menighedsrådene. Administration, bygninger, personale og økonomi er der jo primært for at kunne understøtte forkyndelsen,” siger Søren Abildgaard.

Netop nu kører debatten om folkekirkens faldende medlemstal. Her maner den nye formand til forsigtighed.

”Man kan altid fremskrive tallet og se, hvor langt ned det vil falde. Men der er i hvert fald en faktor, som den slags fremskrivninger ikke tager højde for, nemlig at vi ikke kender Helligåndens veje. Det kan være, at vi står over for en ny vækkelse, som af sig selv vil føre til øget interesse for dåb og folkekirken. Det kan vi bede for og håbe på. Med vores lille beskedne menneskelige bidrag kan vi måske stabilisere den fremskrivningstendens, man kan se, eller måske vende den. Vi kan i hvert fald se, at der er nogle steder, hvor man ikke har oplevet faldende dåbstal. Det kan vi måske lære noget af, og den viden vil vi som forening gerne påtage os at få systematiseret,” siger Søren Abildgaard.

Han mener også, at folkekirken kan lære af minoritetskirkerne, når man forholder sig til folkekirkens faldende medlemstal.

”Vi kan lære at passe på med ikke bare at læne os tilbage og nyde de gode økonomiske rammer, vi har for folkekirken, mens vi samtidig forsømmer at opbygge en engageret menighed og et myndigt lægfolk, der kan bakke op om kirken. Der ligger en kæmpestor udfordring for kirken i, at autoriteter ikke længere er naturgivne, og at individualiseringen i tiden er et grundvilkår for kirken, så det skal give mening for den enkelte. Heri ligger en opfordring til at nå ud til alle mennesker. Vi overlever ikke som folkekirke, hvis vi kun kan forholde os til dem, der ligner os selv,” siger Søren Abild-gaard.

Han har rejst en del i Østeuropa, har et bredt udsyn og interesserer sig for, hvordan andre lutherske kirker indretter deres ordninger.

”Kirken er først og fremmest forpligtet på forkyndelsen af evangeliet, den er ikke forpligtet på at gennemføre et bestemt politisk projekt. Man kan godt indimellem føle, at vi bliver lidt for selvtilfredse som kirke på grund af vores trygge hjemsted med delvist statsfinansierede præster. Hvis det tager overhånd, bliver kirken til en servicekirke, og så ligger der en risiko for, at det kommer til at fylde mere end det, der er kirkens opgave til hver en tid, forkyndelsen,” siger Søren Abild-gaard.