Man skal aldrig tro, at man ejer sandheden

Professor emeritus Martin Schwarz Lausten ser ikke med positive øjne på dem, som vil tvinge en religion ned over andre

”Mennesket er ikke overladt til sig selv, for i kristendommen er man overbevist om, at mennesker er omfattet af Guds kærlighed,” siger Martin Schwarz Lausten.
”Mennesket er ikke overladt til sig selv, for i kristendommen er man overbevist om, at mennesker er omfattet af Guds kærlighed,” siger Martin Schwarz Lausten. . Foto: Paw Gissel.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

At det ikke er en luftig idé eller illusion. Den har sit grundlag hos en historisk person, Jesus, hvis baggrund var jødedommen. Historien om ham og hans budskab er nedfældet i næsten samtidige skriftlige kilder.

Kristendommen viderebringer budskabet om, at der består et nært forhold mellem mennesket og den barmhjertige, kærlige Gud, og at der er en dimension mere i menneskelivet end den rent materielle. I kristendommens væsen ligger der også en bestræbelse på at arbejde for fred og retfærdighed på jorden.

Mennesket er ikke overladt til sig selv, for i kristendommen er man overbevist om, at mennesker er omfattet af Guds kærlighed. Kristendommen giver det tilbud til mennesker, at de i tillid kan tro, at Kristus har sagt noget sandt om menneskelivet og forholdet til Gud.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Den giver mulighed for, at mennesker kan hævde, at kristendommen ikke alene er sandheden, men er den eneste sandhed, og derfor er alt andet forkert. Vi har mange gange i kristendommens historie set, at nogle hævder, at de har den eneste sandhed, og at alle skal bøje sig for den.

Lige så slemt er det, når enkelte kristne kirker har betragtet andre kristne kirker som kættere eller ufuldkomne kristne og enten forfulgt dem, straffet dem eller har sagt, at de ikke vil have noget med dem at gøre.

I dag er den katolske kirke ikke medlem af Kirkernes Verdensråd. Hvorfor ikke det? Fordi de har sandheden, siger de. Det er et godt eksempel på, hvad der kan være værst ved kristendommen; den arrogance og opfattelse, at man alene ejer sandheden.

Det hører også til det værste, hvis man mistolker det grundlag, som kristendommen bygger på og fremfører en falsk kristendom. En falsk kristendom er, når man fremfører et andet budskab end kristendommens kerne og sætter institutionen over evangeliets forkyndelse, eller hvis man fra kristen side støtter tvivlsomme nationalistiske eller militære foretagender. Her tænker jeg for eksempel på de tyske lutheranere, som bakkede Hitler og nazismen op.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Trods fejl og mangler danner folkekirken stadig rammen om forkyndelsen af det kristne evangelium, som mirakuløst nok har overlevet. Foruden forkyndelse af evangeliet foregår der også inden for folkekirkens rammer et stort vidtforgrenet socialt arbejde, som aldeles intet har at gøre med begrebet godhedsindustri, som nogle påstår.

Det er en styrke ved folkekirken, at den er fuldstændig fri og åben for alle mennesker, den er demokratisk opbygget, har højt uddannede præster, som har forkyndelsesfrihed, har tusinder af lægfolk, som udfører et stort frivilligt arbejde, har veluddannede organister og talrige børne- og voksenkor.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste er, hvis folkekirken svigter sin fornemmeste opgave, at forkynde evangeliet, og i stedet mener, at der er noget andet, der er vigtigere. Et andet problem er, hvis folkekirken eller kredse i folkekirken lukker sig om sig selv og mener, de ikke skal have noget med andre bevægelser at gøre.

Folkekirkens indretning giver desværre mulighed for, at en præst kan svinge sig op og betragte menigheden eller sognet som sin personlige legeplads og chikanere medarbejdere. Det kan være, hvis han/hun vil føre sine egne ambitioner, synspunkter eller opfattelse af kirkeligt arbejde igennem uden hensyn til, hvad kolleger, medarbejdere og menighedsråd siger.

Man kan der opleve chefer, som er konfliktsky og ikke griber ind. Det er forargeligt, og både de, der er skyld i disse forhold, og deres chefer, skulle skamme sig.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det bedste er, at man her har et officielt sted, hvor man samles om det kristne budskab og dets fortolkning ind i samtiden. Der er ingen krav eller betingelser for at gå i kirke. Der spørges ikke om navn eller medlemskort.

Det er et privilegium at synge de gamle salmer og de spændende, moderne salmer. Det er også et privilegium, at man kan lytte til prædikener af højtuddannede teologer. Nogle gange kan jeg være ganske uenig i fortolkningen, andre gange kan jeg blive overrasket over nye synsvikler. Det er kun godt med udfordringer.

Det bedste ved gudstjenesten er også, når man mærker, at der er en sammenhæng mellem salmerne, teksten og prædikenen.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Når teksten, salmer og prædiken falder fra hinanden eller ligefrem modsiger hinanden. Når præsten har skrevet sin prædiken med venstre hånd, og det ikke er en rigtig fortolkning af kernen i evangeliet, men en bog eller film, som sættes i centrum. Eller hvis præsten fremfører sin prædiken på en sødladen måde og taler til menigheden, som var det små skolebørn. Det værste er, hvis man får det indtryk, at prædikenen er noget, der skal overstås i en fart.

I vores lutherske kirke er prædikanten sat i centrum. Modsat katolske kirker står præstens navn for eksempel på gudstjenestelisterne i aviserne. Det er et tegn på, hvor central præsten er i gudstjenestesammenhængen, så der ligger et stort ansvar på præsten.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Ved at se hvordan andre praktiserer deres gudsliv, kan der åbnes for nye horisonter. Danskerne kan blive mere opmærksomme på, hvad det er for en religion, de fleste selv er med i.

Det multireligiøse samfund giver mulighed for, at de kristne i praksis kan vise, at buddet om næstekærlighed skal tages alvorligt, så man møder andre kulturer med forståelse, sætter sig ind i deres baggrund, ritualer og gudsdyrkelse. Det er en positiv ting ved det multireligiøse samfund.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Hvis det udarter til ensidighed og fanatisme, både i den danske kristendom og i andre religioner. Nogle reagerer ved at stille sig i forsvarsposition, lukke af, chikanere og håne. Andre steder i verden kan man se, at det fører til forfølgelser og krige.

Den anden vej, man kan gå, er selvfølgelig forståelsen og dialogens vej, og efter min opfattelse ligger det i kristendommens væsen. Jeg taler selvsagt ikke om terrorister her.

Det er udtryk for en selvovervurdering, hvis vi kristne eller andre religioners tilhængere tror, at vi kender Guds planer om andre religioner.