Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror, jeg vil kalde mig agnostiker i den sammenhæng. Svaret på spørgsmålet betyder ikke, at jeg ikke har tro. Jeg har tiltro til mennesket, til andre mennesker.
Det vigtigste er, hvordan vi omgås som mennesker, vores relationer til hinanden, måden, vi handler over for andre på, også andre vi ikke kender. Men den tiltro er ikke bundet op på en religiøs tro, og det er derfor, jeg kalder mig agnostiker.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Mit barndomshjem var et kristent hjem. Jeg blev op-draget i den kristne tro. Det indbefattede også, at vi bad Fadervor som det sidste, inden vi sagde godnat til vores forældre og skulle sove. Men vi var mere lejlighedskirkegængere. Så på den ene side var det en praksis relateret til en lutheransk tro. Og på den anden side var der et afslappet og muntert forhold til tro.
Det var et spørgsmål om, at troen gav det glade budskab i form af næstekærlighed og fællesskab. Den muntre kristendom og den afslappede omgang har vi også fra min farfars måde at agere på som præst ved Mariendalskirken på Frederiksberg, hvor hans stuer var åbne. Han var åben for de personer, der måtte komme til ham, og der var liv og glade dage i stuerne. Det var en del af hans glade og lattermilde væsen.
Men mit forhold til kristendom var også præget af, at jeg som ung var kirkesanger. Der sad jeg ofte inde i kirken og hørte prædikenen og brugte den til at reflektere over eksistentielle spørgsmål.
Hvad har udfordret din tro?
Ja, hvad er det? Det er flere ting. De eksistentielle spørgsmål kan jeg i højere grad i dag få reflekteret i kraft af filosofi, litteratur, musik, teater og samvær med andre mennesker. Det er ikke noget, som bliver mig givet i kraft af en religion.
Det er blandt andet en konsekvens af, at jeg siden 1999 fagligt har beskæftiget mig med forholdet mellem religion og politik, og der erfaret religiøse mennesker, som har taget sig selv for alvorligt, været for selvhøjtidelige. Og det har budt mig imod.
For det andet har jeg oplevet, at den danske folkekirke er blevet spændt for en nationalistisk vogn. Der har været en lukkethed om egen nationalitet og national kultur, som ikke rummer den åbenhed, jeg erfarede som barn i kristenkommen. Og det er skridt på den vej, der har ført mig til min agnosticisme i dag.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Meget af det, jeg har arbejdet med, og den inspiration, jeg har haft, er en tænkning, der lægger vægt på denne verdens natur. De kræfter, der er i denne verden. I tekniske termer en immanens-tænkning. At der i denne verden indgår kræfter, som driver én som person. Erfaring, energi og sanser, som vi så også gør til genstand for en mere reflekteret omgang med eget liv og med de fællesskaber, vi er en del af, og de spørgsmål, der optager os som personer, men også fælles anliggender, som vi skal have løst og klaret.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den gør en forskel i den måde, hvorpå jeg omgås andre mennesker. Den måde, jeg er sammen med mine børn på. Med min hustru. Med studerende, kolleger og venner. Og prioriteringen af de forskellige fællesskaber giver noget. Den giver mig livsglæde og eftertænksomheden. Den giver mig oplevelser og udfordrer mine anskuelser.
Men når det er sagt, så er mine børn også døbt i den danske folkekirke. Og det er de, fordi der også er et fælles sprog og fælles fortællinger, som det er vigtig at forstå for at kunne begå sig i en vestlig kristen kultur. Det er et fortælleunivers, som er så nedarvet, at man skal kende det for at forstå litteratur, forstå musik og forstå kunst, og som rejser væsentlige spørgsmål. Det er også den livsglæde og den muntre kristendom, som jeg selv oplevede i min barndom, jeg gerne vil introducere mine egne børn for.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Den, der nok har udfordret mig mest, og som alligevel har vakt til konkret eftertænksomhed, er min tidligere amerikanske professor William E. Connolly fra Johns Hopkins University i Baltimore. For det første provokerede han mig med sin interesse for, hvad han kaldte immanent naturalisme, fordi jeg dengang i meget høj grad tilskrev kulturen betydning og forklaringskraft. Men han pegede på, at vi som mennesker også er et stykke natur. På den betydning, som vores kropsligt bårne erfaringer har for, hvordan vi udvikler os til de personer, vi er, og hvordan vi kultiverer vores etiske egenskaber ud fra de erfaringer, som vi bærer rundt på i det stykke natur, som er vores krop. Det provokerede mig og vakte til eftertanke.
Det andet aspekt er, at han selv har så utrolig stor kraft og energi samt en sund portion humor og selvironi i sin omgang med sine egne synspunkter og med andre mennesker. Så han har også som person været eksemplarisk i sin måde at være til på. Der er en stor glæde og en stor fylde forbundet med at være sammen med ham og tale med ham. Det har været en form for forbilledlig måde at være på, som man godt kunne spejle sig selv i.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er egentlig at forfølge de idéer, som man har. At turde forfølge de livsplaner, som man har, til trods for at man kan forudse, at man vil møde modstand. Og selvom man kan forudse, at det er en hård og stenet sti at gå ad, er det alligevel det hele værd, fordi det er en selv, der har været med til at forme, hvor man vil hen, og hvad man vil bygge sit eget liv på. Så modet, energien, kræften til at forfølge egne idéer og livsplaner ud fra en vished om, at det er her og nu, man lever, og det er det ene liv, vi har, så der er ikke tid til fortrydelse. Det kan ikke gøres om.